ANNONCE

Sommerhus på Langeland af Claus Pryds Arkitekter. Foto: Claus Pryds

Kristine Annabell Torp

Arkitekt MAA og adjunkt på Det Kongelige Akademi

På Langelands nordlige spids, blandt bølgende marker og bløde bakker med udsigt til hav på begge kanter, ligger Claus Pryds’ fritidshus, en trelænget gård fra 1864. Det er en romantisk setting, og Pryds har grebet anledningen til at skabe et refugium, der oser af taktil elegance. Hovedhuset har gennemgået den største transformation, og de før så mørke rum er åbnet op med store vinduer i fyrretræsrammer, der har erstattet næsten alle fag i nord- og vestsiden af huset. Det stråtækte tag, der ligger over de store vinduesfacader, afslører den pragmatisme og arkitektoniske forståelse, med hvilken Pryds er gået til projektet. Her er ikke taget hensyn til, hvad nogle vil kalde korrekt istandsættelse af en 150 år gammel gård. Derimod har Pryds’ udprægede sans for det rumlige og materielle været det føren­de parameter, sammen med fornuftige økonomiske overvejelser. Det har resulteret i et hus fyldt med sanselige tableauer og subtile sammensætninger.

Fra hoveddøren træder man ind på et betongulv, der løber over til badeværelset og deler huset i to. Mod vest ligger et stort lyst opholdsrum med vægge, der går over i et kipgående bræddeloft, begge dele strøget med hvidpigmenteret linolie. Herfra kan solnedgangen nydes, hvis det da ikke er vinter, og man i stedet vender blikket mod rummets pejs. Mod øst ligger køkkenet, i sorte og mørke nuancer, og demonstrerer Pryds’ fornemmelse for mørkets effektfulde virkninger. Køkkenets sortpigmentering tilfører huset kontrast, sætter fokus og danne ramme. Ligesom et gammelt spisebord i træ omgivet af lyse Y-stole, der står foran en stor lysåbning, træder frem i rummet som en lysning – også om aftenen. Alle ændringer i den langelandske længe er nøje overvejede. Derfor har Pryds heller ikke travlt med beslutte, om der skal artikuleres en ny overgang mellem inde og ude, eller om huset som nu skal få stå med grundmurens uforstyrrede kontur, der kun brydes af en enkelt trædesten ved hovedindgangen. Det er en smuk overvejelse i et rørende projekt, der får ens arkitekthjerte til at banke.

Kristine Annabell Torp

Arkitekt MAA og adjunkt på Det Kongelige Akademi

Fakta

Ombygning af gård på Langeland
Arkitekt: Claus Pryds Arkitekter
Ingeniør: -
Entreprenør: Helge Clausens Tømrer og Snedker
Bygherre: Andreas Rudolf
Areal: 110 + 42 kvm
Opført/transformeret: 1864/2016

Udgivelse

Anmeldelsen blev første gang udgivet i Arkitekten 07/2017 som en del af artiklen "Små Huse i Danmark 2013-2017".

ANNONCE