Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/debat/debat-arkitektens-loefte/
Illustration: Flagrant Delit. Madelon Vriesendorp's Manhatten project
Er arkitekter per definition etiske? "Nej", lyder det i dette debatindlæg fra arkitekt MAA Christine Bjerke. Etik er noget, vi skal bevise i form af vores praksis.
Illustration: Flagrant Delit. Madelon Vriesendorp's Manhatten project
Er arkitekter per definition etiske? Nej. Hvordan skulle vi nogensinde kunne være det? Etik er noget, vi skal bevise i form af vores praksis; hvilke projekter vi opsøger og tager ind, hvilke kunder vi samarbejder med, og hvordan vi generelt arbejder med vores faglighed. Vi har endda et arkitektløfte, som handler om netop etik. Det mindende programdirektør for bæredygtigt byggeri hos Velux Lone Feifer os om, da hun var moderator for arrangement ‘Etik for arkitekter’ i Arkitektforeningen den 27. august i år:
§ 3. Etisk grundlag
Arkitekten skal i sit virke for opgavestilleren stille al sin viden og erfaring til rådighed med det formål at tjene opgavestilleren i det omfang dette ikke er i strid med fagets etiske standard. Hvis en opgave skønnes at stride mod almene interesser skal opgavestilleren gøre opmærksom herpå med henblik på ændring af opgavens karakter. Hvis dette ikke lykkes skal opgaven afvises.
Løftet viser, at det etiske i vores faglighed ikke er noget iboende. Det er noget, vi skal praktisere. Derfor undrede det mig, da Arkitektforeningens formand, arkitekt Johnny Svendborg, som både indledende og afsluttende kommentar til arrangementet påpegede, at vi som arkitekter er etiske i form af vores faglighed, og at det, at vi gerne vil skabe miljøer, bygninger og alt derimellem, gør det etisk. Er det ikke at ophøje arkitektfaget, så vi trygt kan læne os tilbage og frit involvere os i alverdens projekter? – så længe vi selvfølgelig ikke laver højesteretsdomstole i Saudi Arabien, som det blev nævnt til arrangementet.
Som arkitekter skal vi stå til ansvar for vores fag – præcis som alle andre fagligheder skal. En arkitekt skaber ikke altid en positiv udvikling, hverken bevidst eller ubevidst. Tænk bare over tabula rasa fjernelsen af kulturarven i for eksempel Købehavn, byggeriets generelle dalende kvalitet og den til tider markedsdrevne salgstale om, hvad bæredygtighed er. Dertil kommer vores manglende deltagelse i den offentlige debat og evne til at skabe et politisk pres – for eksempel i forbindelse med ghettoplanen, som er et af de politiske lavpunkter i nyere tid.
Som arkitekt vil jeg mene, at disse udfordringer handler lige så meget om etik. De kræver, at vi på tværs af praksisformer – fra de helt små til de helt store tegnestuer – debatterer, hvordan vi samlet kan blive stærkere i vores deltagelse, og hvad etik egentlig er i vores fag. Som arkitekt Henrik Valeur påpegede i et debatindlæg til Politiken Byrum den 17. august, var der lagt op til en snæver debat til arrangementet ‘Etik for arkitekter’, da panelet primært bestod af store tegnestuer som Henning Larsen Architects og BIG. Arkitektforeningens formand svarede tilbage den 19. august med forklaringen, at det skyldtes, at det overordnet er de tegnestuer, der arbejder globalt. Men hvorfor begynder vi ikke med udgangspunkt i vores eget land og udfolder debatten derfra? Desuden er der en lang række mindre og mellemstore tegnestuer, der til dagligt arbejder med projekter i udlandet, og som man savnede i debatten.
At praktisere etik er et samfundsansvar. Og måske skal vi begynde der? For vi har tilsyneladende mange opfattelser af, hvad etik betyder. Ifølge Etisk Råd er etik også moral, og at man tager hensyn til andre fremfor sig selv. Man agerer efter, hvad der er rigtigt for flest mulige mennesker. Det er krævende at handle etisk, og ofte er det fristende at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Er vi arkitekter hoppet for lavt for mange gange? Hvor ofte udfordrer vi vores kunder på andet end budgetter, siger pænt “nej tak” eller af egen fri vilje trækker os fra en opgave eller et projekt, fordi det strider imod vores etik? Jeg vil vove at påstå, at det sjældent sker.
Tænk hvis vi som fag kunne påvirke vores egne politiske og økonomiske strukturer i stedet for at have travlt med at jagte de internationale ikonbyggerier. Vi er jo alligevel ikke, som Bjarke Ingels sagde til arrangementet, motiveret af penge… Men hvorfor laver tegnestuer som eksempelvis Henning Larsen Architects og BIG så ikke flere sociale boligbyggerier eller bruger deres verdensberømte status til at udfordre politikerne eller lægge pres på bygherrer til kun at bruge bæredygtige materialer? Bare i Danmark har vi nogle ambitiøse – og indtil videre urealistiske – klimamål foran os, men vi kommer aldrig i nærheden af at nå dem, hvis vi ikke udfordrer vores eget fag. Det er i den grad etik!
Jeg vil gerne opfordre Arkitektforeningen til at invitere til endnu en debat, hvor vi kan begynde det komplekse arbejde med sammen at formulere en etik ind i vores fag, som er uafhængig af, om vi arbejder lokalt eller globalt. Som professor og arkitekt Tom Nielsen så tydeligt formulerede det, må vi “løfte bevidstheden for hvad vi gør”. Måske kan vi endda nærme os en standard eller flere, som vi kan indskrive i vores løfte? Så bordet fanger, og vi holdes til ansvar – hvis ikke af alle så i det mindste af vores egen faglighed.
