31. oktober 2019

Lektorat og adjunktur i bæredygtig arkitektur

Arkitektskolen Aarhus ønsker at styrke feltet Radikal Bæredygtig Arkitektur gennem to nyoprettede stillinger som hhv. lektor og adjunkt. Vi søger profiler med stærke kompetencer inden for arkitektur og bæredygtighed og relevant erfaring inden for forskning, undervisning, praksis og/eller kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Vi lægger vægt på viden om og erfaring med bæredygtig arkitektur som en konkret bygget praksis. Vi forventer, at du brænder for de aktuelle udfordringer og muligheder, som bæredygtighed rejser for arkitekturen, og at du har en holistisk forståelse for bæredygtig arkitektur som inkluderer en fokus på, hvordan miljømæssige, teknologiske, ressourcemæssige, sociale og rumlige parametre kan styrke arkitektonisk bæredygtighed på bygningsniveau. Vi forventer, at du kan bidrage til at udvikle feltet til gavn for arkitektfagets praksis, forskning og undervisning.

Et lektorat er en tidsubegrænset stilling, hvor hovedopgaverne er forskning og/eller kunstnerisk udviklingsvirksomhed med krav om publicering og videnskabelig formidling samt undervisning. Stillingen kan også omfatte projektledelse og administration efter nærmere aftale.

Et adjunktur er en treårig stilling med forskning og undervisning som hovedopgaver. Stilingen kan derudover i begrænset omfang omfatte administrative opgaver, eksterne samarbejder og samarbejder på tværs af institutionen. Arkitektskolen Aarhus forpligter sig til at sikre, at adjunkten modtager vejledning og får mulighed for at deltage i pædagogisk opkvalificering.

Stillingerne ønskes besat fra senest den 1. august 2020. Aflønning sker efter AC-fællesoverenskomsten.

Lektoratets og adjunkturets tilknytning
Lektoratet og adjunkturet vil blive tilknyttet forskningslaboratorium 3, Radikal Bæredygtig Arkitektur og det relaterede undervisningsprogram af samme navn.
På forskningslaboratoriet er der et stort fokus på de aktuelle globale og lokale samfundsudfordringer, og på en holistisk tilgang til bæredygtig arkitektur. Der fokuseres på forholdet imellem aktuelle samfunds- og miljøudfordringer i forbindelse med udformning af bæredygtig arkitektur og de kompetencer, tankegange og metoder, der skal adressere disse udfordringer. Eksempelvis arbejder en gruppe forskere med forskellige nordiske case-studier. Her undersøges det om eksemplariske bæredygtige tilgange fra de nordiske lande kan blive til brugbare arkitektoniske rollemodeller for en nutidig arkitekturpraksis, eller hvordan udviklingen af ikke-traditionelle designprocesser og metoder kan forbedre en fremadrettet bæredygtig tilgang til arkitekturen. Et andet aktuelt eksempel er et projekt der undersøger arkitekturens rolle i sammenhæng med en stadig voksende sikkerhedsinfrastruktur og dens indvirkning på en bæredygtig samfundsudvikling.

Stillingernes undervisningsdel vil blive knyttet til undervisningsprogrammet Radikal Bæredygtig Arkitektur, som omfatter undervisning på bachelor- og kandidatniveau. Forskningslaboratoriets faglige spændvidde afspejles i undervisningsprogrammet, der med udgangspunkt i bæredygtighed arbejder med arkitektoniske tilgange til samfundsmæssige, klimatiske og miljømæssige udfordringer.

Vi søger profiler med stærk faglig integritet, der kan bidrage til at integrere bæredygtighed i samfund og arkitektonisk praksis. Du/I skal have lyst til at indgå i et dynamisk forsknings- og undervisningsmiljø, der spænder fra værkstedsbaseret praksis over tegnebordsundervisning til akademisk forskning og formidling. Der lægges særligt vægt på lysten og evnen til at bidrage til teamwork med tværgående samarbejder med kollegaer og eksterne parter indenfor såvel undervisning som forskning.

Arkitektskolen Aarhus opfordrer alle med relevante kvalifikationer til at søge stillingerne.

Krav til ansøgere og ansøgning
Ansættelse som lektor forudsætter undervisnings- og forskningsmæssige kvalifikationer inden for opslagets fagområde på niveau med en tilfredsstillende gennemført ansættelse som adjunkt. Kvalifikationerne kan være opnået gennem dokumenteret forskning på internationalt niveau eller anden videre- eller nyudvikling af fagområdet. F.eks. gennem original kunstnerisk udviklingsvirksomhed eller på baggrund af en betydelig arkitektfaglig karriere på højt niveau.

Ansættelse som adjunkt forudsætter videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau inden for opslagets fagområde.

Du ansøger ved at udfylde ansøgningsformularen på via linket nedenfor. I formularen skal du uploade en ansøgning, hvor du redegør for dine visioner for forskning og undervisning i relation til opslagets emneområde. Den samlede ansøgning må ikke overstige 6 A4-sider.

Navn, adresse, e-mail og stillingskategori skal fremgå af første side af ansøgningen.

Herudover skal du uploade:
• Kopi af bevis for beståede eksaminer på kandidat og evt. ph.d.-niveau
• CV
• Portfolio med udvalgte eksempler på din professionelle, kunstneriske, akademiske og/eller undervisningsbaserede praksis (Max 20 MB)
• Publikationsliste

Deadline
Ansøgningen skal fremsendes digitalt i pdf-format, så den er arkitektskolen i hænde senest den 13. januar 2020 kl. 12.00.

Yderligere information
Spørgsmål om stillingen kan rettes til lektor Thomas R. Hilberth på +45 8936 0308 eller th@aarch.dk

Ansøgningsfrist: 13. januar 2020

Søg stillingen