Stejlepladsen (markeret med rødt) ligger i den københavnske Sydhavn. Foto: Ole Malling/By & Havn

29. oktober 2019

Stejlepladsen: Fredning under pres

Fredningslovgivningen skal i udgangspunktet sikre en varig beskyttelse af naturområder og bygninger, som ud fra et fagligt skøn er fundet værdifulde. De senere år har vi i Danmark imidlertid inden for såvel natur- som bygningsfredningsområdet set eksempler på, at fredningsværdier er til forhandling og under pres. Sidste år lykkedes det den daværende kulturminister, Mette Bock, at affrede Vikingeskibshallen uden om Det Særlige Bygningssyn, som ifølge den almindelige fredningspraksis ellers altid tages i ed, når en bygningsfredning ønskes ophævet. Og i år fik den nu afgåede transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen, på tilsvarende vis affredet tre naturområder i København, i Sydhavnen og på Amager. Affredningen blev gennemført helt uden om fredningsnævnet, som i over 100 år ellers har været garant for, at fredningsarbejdet styres af langsigtede naturfrednings-faglige hensyn i stedet for kortsigtede økonomiske. Naturfredningsforeningens præsident, Maria Gjerding, kommenterer situationen.

MG Det, som er centralt og en kerne i fredninger, det er, at man sikrer en beskyttelse af et naturområde – i princippet for evigt. Det er dét, der er styrken ved fredningsinstrumentet. Så det, der sker, når man går ind og affreder – sådan, som man har gjort i København – det er, at man bryder med fredningens kerne. Det, som er exceptionelt i disse sager, det er, at Folketinget går ind og ophæver en fredning – ikke fordi fredningsværdierne er kompromitteret, eller fordi fredningen ligger i vejen for vigtig infrastruktur, men fordi en kommune skal tjene penge, så den kan finansiere et anlægsbyggeri. Og det er for os et brud med – og en udvanding af – hvad fredningsprincippet er. Fredninger skal være et bolværk imod økonomisk spekulation, hvor naturen sælges for at rejse kapital til andre ting. Så for at bevare fredninger som et stærkt instrument, så skal det her være et enkeltstående eksempel, noget som aldrig kommer til at ske igen, for ellers så mister fredningssystemet sin høje værdi.

Den her politisering af fredningsområdet, hvor fredninger fra at have været noget, som fag- og embedsfolk tog sig af, er blevet et område, som politikere kan bestemme over, er det noget nyt?

MG Nej, det tror jeg ikke. Fredninger er et gammelt instrument, som blev indført, fordi natur har brug for beskyttelse også imod økonomisk tænkning. Det var det, der ledte til, at man fik fredningsinstrumentet i første omgang. Det har altid været politisk.

Men hvor det tidligere var utænkeligt at affrede, synes det i dag at være blevet noget, som man kan gøre, hvis de økonomiske grunde er tungtvejende nok, og der i øvrigt kan samles et politisk flertal herfor.

MG Ja, det er det her i hvert fald et eksempel på, men det er heldigvis kun sket denne ene gang. Og grunden til, at vi har protesteret så voldsomt, det er jo lige præcis, at det kan være en glidebane mod, at man som kommune siger: “Ok, vi mangler penge – lad os affrede nogle områder, så vi kan tjene nogle penge og finansiere noget andet, som vi har brug for”. Og det er jo det, Københavns Kommune har gjort, og det kan man godt forstå, hvis andre kommuner på baggrund heraf får lyst til.

Så I er altså bange for, at dette her skal danne præcedens?

MG Ja. Vores bekymring har været, at hvis man åbner op for, at dette her kan ske en gang, så kan det så ske igen. Vi har dog fået Folketingets forsikring om, at det ikke kommer til at ske igen.

Hvad sker der med fredningssystemets betydning, når det langsigtede evighedsperspektiv på miljøforvaltning og bevaring af naturværdier politisk kan udskiftes med et kortsigtet økonomisk perspektiv, når dette er opportunt?

MG Jeg vil ikke sige, at det kan det bare, fordi det er sket en enkelt gang. Jeg ser stadigvæk, at fredningsinstrumentet har den værdi, som det hele tiden har haft, så i mit perspektiv er vi ikke gået ned ad en glidebane, der er ustoppelig. Der er sket noget, som absolut ikke burde kunne ske, men det anser vi for at være en engangsforeteelse. Det taler dog for, at man lægger en lang række andre naturbeskyttelsesforanstaltninger ind i sammenhæng med fredninger – det kan være Natura 2000, det kan være nogle af de nye naturzoner, som står anført i det forståelsespapir, som er fremsat af den nye regering.

I tænker altså naturbeskyttelsens primære instrument som fredning, samtidig med at I supplerer det med andre juridiske instrumenter, som sorterer under EU-retten?

MG Det er klart – dem gør vi jo allerede brug af og arbejder systematisk med. Det handler om at lægge så meget naturbeskyttelse ind, som man kan, og der tror jeg, at de naturzoner, som den nuværende regering arbejder med, også kan være et instrument. Jeg tror, man skal have mange forskellige instrumenter i værktøjskassen.

Men hvad med den her proces, hvor man har ‘bypasset’ fredningsnævnet?

MG Ja, det er jo det, der er så kritisabelt i den måde, Folketinget har grebet ind i den her sag på. Men det var jo det eneste, de kunne gøre, fordi de ville jo have de her grunde frigivet og solgt. Og så valgte de denne her proces, hvor man gik uden om fredningsnævnet.

Hvorfor er det problematisk? Er det et demokratisk problem?

MG Jeg anser det ikke umiddelbart som et demokratisk problem, men det er et problem for fredningsinstrumentet, at man på den måde tilsidesætter den systematik, som ellers skulle sikre naturen.

Når jeg spørger, om det er et demokratisk problem, er det, fordi der knyttet til fredningsnævnets behandling er nogle klagemuligheder, som her bliver omgået.

MG Man har valgt at tage det ind på den højeste demokratiske instans, Folketingets bord, for at lave en anden proces. Og det synes jeg er det største problem.

Når man med al magt har kunnet og villet affrede de områder, tror du så, at det handler om, at de områder, der er tale om, ikke opleves som ren natur? Stejlepladsen er jo til eksempel et menneskeskabt område, hvor havnebassinet er blevet fyldt op med byggeaffald. Mens et af de andre områder er en tidligere losseplads, der er massivt forurenet.

MG Det ved jeg ikke, men man havde jo brug for pengene. Samtidig er områderne jo blevet fredet af en grund tidligere.

I fredningsbestemmelserne for Kalvebodkilefredningen, som alle de tre tvangsaffredede områder indgår som en del af, beskrives fredningens formål som at “… sikre en opretholdelse og muliggøre en forbedring af de biologiske og landskabelige værdier, der er knyttet til området, samt at fastholde og regulere almenhedens ret til færdsel i området, og dets anvendelse til fritidsformål i øvrigt”. Så det er jo ikke naturværdierne, men de rekreative værdier, der har været vurderet at være høje i den her fredning.

MG Det har du ret i, men i alle fredninger er der jo alle mulige formål: natur, biodiversitet. Det, vi prioriterer, når vi skal fremme fredningsforslag, det er natur og biodiversitet.

Hvis du skal beskrive, hvad tabet af affredninger som disse betyder, på et lokalt, regionalt og nationalt niveau. Hvad er det så, der går tabt, hvorfor og for hvem?

MG I forhold til de tre konkrete sager så vil vores lokalformand helt klart være den, der bedst kan beskrive, hvad det her betyder for lokalområdet i København, men for mig og i min optik er det helt klart fredningsinstrumentet, som vi løber en risiko med ved at gøre det her. Det er klart, at når man har fredet et område, som man affreder og omdanner til noget andet, så går der noget tabt for den befolkning, som holder af området, som holder af at bruge det, som har en historie med stedet og en tilknytning til det. Og det er også tilfældet med de tre områder, som man nu har valgt at affrede. De har en lokal historie, som lokale beboere har en tilknytning til.

Hvordan arbejder I nu videre med dette her? Er I ved at kigge på de juridiske instrumenter, som ligger under EU-retten?

MG Vi arbejder videre med fredningsinstrumentet, fordi vi har en meget stor tillid til, at det her det ikke sker igen, og at fredningsværktøjet stadig er stærkt og et rigtig godt instrument til at beskytte natur i Danmark. Derudover så arbejder vi selvfølgelig med de naturbeskyttelsesmuligheder, som ligger i EU’s direktiver. Habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet foruden Natura 2000-områder. Og så arbejder vi selvfølgelig med at påvirke den nye regering til at få en ambitiøs naturpolitik. Vi arbejder med naturbeskyttelse og naturpolitik ude i kommunerne gennem vores lokalafdelinger, så på den måde så har vi jo en uforandret palette af redskaber til at sikre mere natur i Danmark, samtidig med at vi rejser nye fredningssager, så mange som vi nu kan med natur og biodiversitet som hovedfokus.

Jeg tænker ikke bare på et overordnet plan, men i forhold til de tre specifikke områder, som er blevet affredet?

MG Dem ser vi ikke umiddelbart, at vi kan gøre noget ved. Folketinget har truffet en beslutning, og det bliver vi nødt til at respektere. Man kan kritisere den, og man kan problematisere de konsekvenser, som den beslutning kan få – og det har vi gjort. Vi har været i dialog med Folketingets partier om konsekvenserne af beslutningen og den risiko, vi løber med fredningsinstrumentet. Vi har noteret os, hvad der blev sagt i Folketingssalen under førstebehandlingen af lovforslaget, om at det her, det agter man ikke at gøre igen. Så trods en beslutning, som vi mener er stærkt kritisabel, så står vi nu der, hvor vi må kigge fremad og arbejde konstruktivt for at få mere natur og en bedre naturbeskyttelse i Danmark.

Så det, at de affredede områder grænser op til Natura 2000-områder eller kan være omfattet af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, gør ikke, at I fortsætter kampen?

MG Nej, det er desværre ikke nok. Så jeg tror ikke, at vi forfølger de her sager yderligere.

Maria Gjerding er cand.scient. og præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Kort, 1937. Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Kort, 1967. Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Kort, 1995. Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Kort, 2016. Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Note: De tre områder, som affrededes i foråret 2019, er Lærkesletten på Amager Fælled (18,1 ha), Stejlepladsen i Fiskerhavnen (4.3 ha) og Selinevej Nord på Kalvebod Fælled (4,4 ha).

Interviewet bliver bragt i Arkitekten 09/19, der udkommer den 7. november.