Arkitektur M, 2009. Forside.

28. oktober 2019

Obel Award-modtager: Junya Ishigami

Første modtager af den nystiftede arkitekturpris Obel Award gik for nylig til den japanske arkitekt Junya Ishigami. Allerede i 2009 bragte magasinet Arkitektur M et interview med arkitekten.

Junya Ishigami dukkede for alvor op på den internationale arkitekturradar i 2008. Hans første større realiserede arbejde er KAIT workshop, en værkstedsbygning ved Kanagawa Institute of Technology. En 2000 m2 bygning bestående af ét gennemgående rum kun brudt af 305 søjler, tilsyneladende placeret uden orden eller system. Søjlerne er alle slanke og hvide, men forskellige hvad angår vinklig og proportion. Bygningen repræsenterer formodentlig den hidtil mest radikale udforskning af mulighederne i et rum som erstatter vægge med søjler, som er mere åbent end lukket, mere tilstand end ramme. Og den kvalitet er ikke den eneste ved projektet. Ishigami er en meget lovende arkitekt. Foreløbig her det første uddrag af det interview den danske arkitekt Alex Lee lavede med Junya Ishigami på hans tegnestue i Bunkyo-ku, Tokyo i januar 2009.

For ikke at fortolke dine arbejder eller fornærme dig, vil jeg først bede dig introducere dig selv.

JI: Det er jo ikke nemt, men hvis jeg skal give en ganske kort, faktuel introduktion, kan jeg sige, at jeg for 5 år siden åbnede min egen tegnestue, efter at have arbejdet for SANAA. I det seneste år er en stor del af mine projekter blevet realiseret: værkstedsbygningen ved Kanagawa Institute of Technology, Den japanske pavillon på Venedig biennalen og Yamamoto Store i New York. Vi havde meget travlt. Nu da vi er blevet færdige med de store projekter arbejder vi med mindre projekter.

I Japan taler man ofte om stamtræer, om at den enkelte arkitekts arbejder kan ses som en fortolkning eller nyudvikling af en bestemt tradition. I dit tilfælde kunne man tale om en linje fra Kiyonori Kikutake over Toyo Ito, Kazuyo Sejima og frem til dig. Hvad ville du mene er dit bidrag til en fornyelse af denne tradition?

JI: Jeg ser mig ikke som direkte forbundet med dem. SANAA og Toyo Ito er naturligvis vigtige figurer i japansk, moderne arkitektur, men jeg ønsker at afsøge andre muligheder indenfor arkitekturen. Jeg ønsker en større fleksibilitet i mine rum. Jeg ønsker at eksperimentere med rum og forskellige typologier.

Vil du alligevel ikke mene, at din arkitektur tydeligt forholder sig til en japanske arkitekturtradition?

JI: Jo, der er en sammenhæng . Tokyo er forskellig fra den typiske europæiske by, i den forstand at bylandskabet mangler historie. Europæiske byer samler historie fra forskellige perioder, og det er en interessant udfordring for arkitekter. Tokyo udvikler sig og fornyes konstant, på godt og ondt, og det er det forhold jeg arbejder med.

Jeg finder inspiration i studiet af forholdet mellem sceneri og bygning. Mens de europæiske byer har en klar struktur, kan Tokyo måske forstås som et landskab med tanke på netop forholdet mellem bygning og sceneri. Måske er evnen til at forbinde tilsyneladende vidt forskellige dele til en sammenhængende enhed, en af japansk kulturs vigtige egenskaber. Jeg inspireres af dette miljø.

Foto: junya.ishigami+associates
Foto: junya.ishigami+associates

Hvor finder du ellers din inspiration?

JI: Jeg finder inspiration mange tilfældige steder. I starten af det 20. århundrede havde folk ensartet inspiration og ensartede mål, men i dag følger folk en stor forskellighed af retninger, som følge af tidens tendens til individualisering. Når man laver arkitektur i dag må man tage hensyn til disse individuelle retninger, og det gælder om at finde en løsning der på en og samme tid kan tilgodese de forskellige parter. På denne måde kan man skabe en ny slags arkitektur. Jeg ønsker at finde nye værdier i denne udforskning.

Betragter du dig selv som arkitekt, designer eller kunstner?

JI: Mit svar er enkelt: jeg er arkitekt. Jeg tænker kun på arkitektur. Andre synes måske jeg arbejder indenfor andre områder, men så er det fordi det jeg laver bidrager til en udvidelse af arkitekturopfattelsen. Jeg ser ikke den ramme, at dette er arkitektur og dette ikke er. Måske bidrager jeg med noget nyt ved at udvide arkitekturbegrebet. F.eks. i mine borde. Jeg ser jo ikke kun bordet som et møbel, men som et element der kan skabe rum. Nogen ville måske sige at jeg eksperimenterer i feltet mellem kunst og arkitektur.

Man kan se visse af SANAA’s arbejder, f.eks. Moriyama House og Kanazawa 21st Century Museum, som studier af forholdet mellem bygning og mellemrum. Kan man sige at du i en vis forstand arbejder videre med dette i form af en videre undersøgelse af mellemrummet?

JI: Jeg vil måske ikke kalde det et mellemrum, men nærmere omgivelser. Jeg arbejder ikke så meget med at lave rum, som med at lave omgivelser. Tager man en tur op i bjergene, er det så rum eller omgivelser man oplever – det er omgivelser. Bjergets omgivelser, skovens omgivelser, flodens omgivelser. Jeg arbejder altid med stedets omgivelser. Måske kan man kalde disse omgivelser et mellemrum. Arbejdet med værkstedet ’KAIT Workshop’ ved Kanagawa Institute of Technology var ikke en øvelse i at lave rum, men i at lave omgivelser. For nogle arkitekter ødelægges rummene når de møbleres, men i min arkitektur aktiveres rummene af de ting der sættes ind i dem. Det er et værksted hvor folk bygger og laver alle mulige forskellige projekter af ting de bringer ind udefra, bygger alt fra små objekter til store flyvemaskiner. Og denne mangfoldighed af forskelligartede elementer er ikke noget der ødelægger rummet, tværtimod: de beriger det. Arkitekturen og møblerne og brugerne, sammen skaber de omgivelserne, og det er det jeg har søgt.

Tegning: Ishigami

I KAIT Workshop er søjlerne placeret tilsyneladende tilfældigt. Er der et system for deres organisering og har programmet haft indflydelse på placeringen?

JI: Se engang på planen her. Som du kan se, kan man her tyde en passage bred nok til at en lille vogn kan køre igennem den. Her er nogle større rum, og her ser du mindre rum, kontorer, og her kan vogne passere. Her er rum, hvor man kan arbejde med træ, og her er et værktøjslager, her står der tunge maskiner. Søjlerne er sat således for at skabe plads til disse funktioner, og undersøge deres rumlige potentialer. Man kunne lave funktionel arkitektur, og nogle vil måske mene at skønheden skal findes i funktionen. Men jeg mener at arkitektonisk skønhed er åbenbar og ren, den skabes ikke af funktioner. Jeg arbejder med æstetikken separat fra funktionen, først i resultatet vil deres individuelle kvaliteter kunne ses i sammenhæng. Strukturen er som et puslespil. Alle søjler har forskellige størrelser og forskellige vinkler. Derudover har vi to forskellige slags søjler. Dem der modstår de vertikale kræfter og dem der modstår de horisontale.

Kan man kende forskel på de to slags søjler?

JI: Nej, det vil være svært med det blotte øje. Man skal se godt efter for at se forskellen. De bærende søjler er placeret med ca. 8 meters mellemrum, og imellem dem står så de andre. Der er ikke noget fast system. Da jeg skulle lave dette projekt ønskede jeg at eliminere geometrien. Sædvanligvis bygger man ud fra et grid og på den måde kommer geometrien ind i arkitekturen. Man kunne godt lave en ny slags geometri, men det vil stadig være en geometri. Jeg ønskede helt at fjerne geometrien.
Det er ikke en tilfældig opstilling. men den synes tilfældig. Det var det, jeg ønskede. Selvom funktionerne er der og påvirker opstillingen er vilkårligheden der stadig. Dette forhold ser man også i naturen. F.eks. vil man i skoven kunne observere geometrien i den måde træerne vokser på. Principperne bag den måde hvorpå træerne fanger lyset, den måde de spreder deres frø, mange faktorer. Hvis vi kender disse teorier vil vi forstå træernes vilkårlighed. Men man har svært ved at se disse årsager. Det er denne slags tilfældighed jeg ønsker.
Når jeg laver arkitektur ønsker jeg ikke bare at arbejde med algoritmer. Jeg ønsker ikke at lave intellektuel arkitektur, som man skal regne ud. Selvom der ligger mange forklaringer bag arkitekturen, vil jeg frigøre beskuerens oplevelse fra disse overvejelser.

Du brugte din egen software i arbejdet med KAIT Workshop?

JI: Ja, vi fik lavet speciel software, der kan mere end hvad almindelige cad-programmer kan. Vi brugte softwaren til at arbejde med søjlernes bredde. Vi kunne justere afstanden mellem søjlerne og redigere på søjlernes indbyrdes placering i realtime så de overholdt kon-struktionsparametrene. Vi kunne undersøge rummene, og effekten af søjlernes vinkling. Forskellige steder i rummet vil man se mere eller mindre af søjlerne. Med softwaren kunne vi styre vinklingen ved at specificere hvor meget af søjlerne vi ville se. Fra dette punkt her f.eks.(peger) vil alle søjlerne synes meget tynde. Vi kunne endvidere ved hjælp af grafer se hvor meget søjle, man kunne se fra et givent punkt. Programmet hjalp med at ændre alle de forskellige dele, når vi justerede på de enkelte søjlers bredde, vinkling og placering. På denne måde kunne vi skabe en arkitektur hvor algoritmen ikke er letafkodelig. Derfor kan brugeren abstrahere fra den. Rummet konstrueres måske i fugleperspektiv, men forstås i øjenhøjde.

Foto: junya.ishigami+associates

Interviewet blev bragt i Arkitektur M 01/2009 i forbindelse med Ishigamis forelæsning på KADK samme år.
Interview af Alex H. Lee, chefredaktør: Kjeld Vindum, redaktør: Sofie Bjerring, udgivet ved Arkitektens Forlag.