Illustration: Huscompagniet

29. oktober 2019

Debat: Retro-arkitektur

Skal vi fortsætte med tidens kasseform eller kopiere det gamle, når vi bygger nyt?

Mødes modernismens og postmodernismens periode nu af en mod­reaktion? Har genbrug nu også vundet indpas inden for arkitekturen, og her tænkes ikke på genbrug af materialer, men af stil? Globaliseringen har ført til nationalisme, der har medført en form for ‘nyhistoricisme’. Det slår igennem som retro-design, for ved siden af den fortsatte produktion af møbler af koryfæerne Arne Jacobsen, Hans Wegner, Mogens Koch og Finn Juhl genoplives i disse år Kähler-keramik, Lyngbyvaser og PH-lamper i nye udgaver sammen med nye udgaver af møbler, som i arkitekternes egen levetid kun udgjorde en parentes. Er det i denne sammenhæng, man skal se nyopførte huse i gammel stil? Eller er det drømmen om de gode, gamle dage eller måske ønsket om tilpasning til omgivelserne i et villakvarter? Et af de husbygningskompagnier, der reklamerer med “murmestervillaer” og større villaer i “palæ-stil”, oplyser, at det ofte er dette sidste, der er udslagsgivende.            

Genbrug af tidligere stilarter er ikke et ukendt fænomen i arkitekturhistorien. Kun sjældent kopierede man hele bygningsværket, derimod karakteristiske, stilistiske enheder, der sammensattes på nye måder. Med modernismen blev genoptagelse af associationsbærende elementer fra forgangne stilperioder dømt ude. En ny arkitekturhistorisk problematik opstod i flere centraleuropæiske byer, hvor behovet for hurtig genopbygning efter 2. Verdenskrigs bombardementer resulterede i kønsløse betonkvarterer. I kølvandet på betonbyerne voksede ønsket om at værne om landets historie. Det gav sig bl.a. udslag i genopbygning af den helt sønderskudte Frauenkirche i Dresden. Det er vel vor tids voksende nationalisme, der har medført interessen for et lands og et folks historie, og som i Tyskland nu fører til den bizarre rekonstruktion af facaden på Berlins slot. Det er på alle måder kun facade, for den bagvedliggende bygning opføres i beton som et moderne byggeri. Interessant vil det blive at følge debatten om genopbygningen af Notre Dame i Paris. Andre steder, som f.eks. i Trondheim, har man langs bryggerne bygget forretningshuse, der i materialer og form ganske stemmer overens med de gamle bryggehuse. Noget lignende er sket i Holland, og også i Polen har man valgt at genopføre bl.a. turistbyen Krakow i stedet for at bygge i vor tids stil.

Illustration: Huskongen

Vender man blikket mod Danmark pågår nu debatten om Nyborg Slot, der skal brandes som Danmarks ældste kongebolig. For nylig var der diskussionen vedrørende KB-hallen, hvis markante form blev bevaret trods modstand fra dem, der agiterer for byggeri i ‘vor tids stil’. Debat var der imidlertid ikke om rekonstruktionen af Dehns Palæ i Bredgade, opført 1817-25 med interiør af arkitekten G.F. Hetsch. Palæets fine, nyklassicistiske interiører blev totalskadet af brand samt af de store vandmængder, der krævedes til slukningen. Når rummene kunne rekonstrueres, skyldtes det, at Hetschs originaltegninger er bevaret.

Vor tids arkitekter og byplanlæggere er nok blevet mere bevidste om det miljø, hvori en nybygning skal indgå. Men at det skal være i en form og med materialer, der tilsammen giver huset karakter uden påsat dekoration, er alle danske arkitekter nok enige om. Mange af modellerne til de præfabrikerede enfamiliehuse er således også i tidens kasseform. De kan varieres på den ene eller anden måde – men konceptet er det samme.

Men nu har nogle af firmaerne alternativer, der mere eller mindre tager stilen fra “Bedre Byggeskik” som udgangspunkt og følger doktrinen fra 1910, hvor Poul Holsøe i Architekten skrev: “Vi skylder den karakterfulde Bebyggelse, tidligere Tider har overleveret os, at vi ikke giver helt Slip på denne […] Hvorfor skal vi egentlig ikke stræbe at holde Grundtonen dansk overalt her hjemme i borgerlige Huse”. De nye klassicerende villaer dukker lidt efter lidt op i villakvartererne nord for København. Samtidig bygges nu ved siden af en af Ryvangs-kvarterets fine Skønvirke-villaer en anden i klassisk stil, for nogle huse er ikke blot byggefirmaernes samlebåndshuse.

Om nogle år vil vejr og vind have dæmpet det nye, og de vil glide ind i omgivelserne. Hvordan skal vi forholde os til et sådant byggeri? Ville det være bedre i et ellers homogent villakvarter med et hus i vor tids stil, hvor funktionalismens rektangulære kasser er videreført i nye materialer med udstrakt brug af glas?

Mirjam Gelfer-Jørgensen er mag.art. i kunsthistorie, dr.phil. fra Københavns Universitet, forsker og forfatter.

Den kritiske klumme blev udgivet første gang i Arkitekten 08/19.