Foto: Jens M. Lindhe

6. september 2019

Transformatoren

Arkitekten Hans Christian Hansens transformerstation på Bremerholm i København er ombygget til hotel. Facaden og rummenes hovedstruktur er bevaret. Til gengæld kniber det med bagfacaden og pladsen visse steder.

FAKTA
Bremerholm Transformerstation
Bremerholm 6, 1069 København K
Arkitekt: Stadsarkitektens Direktorat i København
Arkitektmedarbejder: Hans Christian Hansen
Opført: 1963

Herman K
Bremerholm 6, 1069 København K
Arkitekter: Dansk Ejendoms Management og Brøchner Hotels
Værdisætning: Bertelsen & Scheving
Bygherre: Dansk Ejendoms Management
Ingeniører: AB Clausen og Dansk Energi Management & Esbensen
Kunstnerisk udsmykning: Brøchner Hotels, Mette Fredskild og Morten Hedegaard
Opført: 2018

Hans Christian Hansens (1902-78) Bremerholm Transformerstation var en særlig bygning. Placeringen midt i Bremerholms husrække gjorde, at man altid ankom fra en vinkel, hvor facadens smukke relief stod tydeligt frem – og gerne i et morgenmodlys, der trak facadens fremspring op med en gylden streg. Nu er den gamle transformator blevet hotel, hvor det ypperste i dansk industriel brutalisme møder moderne hotel-coolness. Resultatet er overraskende berigende for dem begge.

Den oprindelige bygning

Bremerholm Transformerstation stod færdig i 1963 som den tredje af slagsen tegnet af Hans Christian Hansen (1901-78), en af Stadsarkitektens Direktorats mest markante formgivere. Hans mesterlige arbejde med tektoniske, sammenstykkede facader når et midlertidigt højdepunkt i Bremerholms bronzefacade med en raffinering, der er Indre By værdig. Som naboernes metalfacader viser, var det bearbejdningen, ikke materialiteten, der løftede Hansens facade til noget unikt, og denne var derfor særlig vigtig at bevare.

Facadens enestående karakter var tydeligere inden transformationen, da den stadig fremstod overvejende lukket og ubrudt. Hansen draperede et bronzejalousi over facaden, fire etager højt og 18 fag bredt. Det løste de tekniske krav ved at lade luft strømme ind i anlægget og skabte samtidig en homogen overflade, der lod bygningen blive bagtæppe for bylivet. Jalousiet var tektonisk klart: samlet af enkeltdele i håndens og kroppens mål. Det brød facadens flade op i en vertikal takt, der var slået an i de historiske naboers pille-vindue-konstruktion. Opdelingen passede med en hastigt forbipasserende shoppers skridtlængde og gjorde dermed bygningen forståelig for kroppen.

En række udstillingsmontrer i stueetagen samt vinduesrækken, der afsluttede jalousiet foroven, tilpassede også bygningen til omgivelserne, men gav ingen hints om bygningens funktion. De tjente nærmere til at skjule, at der ikke var tale om en egentlig bygning, men en maskine. Bag jalousiet blev spændingen fra byens hovedtransformere transformeret til mellemspænding. Dette eksplosionsfarlige arbejde foregik i en lukket, armeret betonkasse med højde og bredde som to byhuse, indeholdende tre transformerrum og en central monteringshal. At placere en sprængfarlig betonklods i Indre By var en svær teknisk opgave, men også en kompliceret arkitektonisk øvelse.

Hansens mesterstykke ved Bremerholm bestod i at optage modstridende hensyn i et værk, der respekterede områdets historiske arv, men var helt af sin egen tid. Til rådighed havde han de 20 centimeter – mellem transformerens teknisk dikterede betonform og kommunens fortovsudlægning – der udgjorde facaden. Han gjorde det så vellykket, at han fik indpasset et bygningsstort teknisk anlæg på en af hovedstadens centrale gader.

Bremerholm Transformerstation, Hans Christian Hansen, 1963. Foto: Keld Helmer Petersen

Transformationen

Inde i maven på dyret arbejdede transformerne frem til 2013. To år efter solgte DONG Energy bygningen videre til den nuværende ejer. Hvordan er det så at runde hjørnet ved Magasin og opdage transformatorstationens forvandling til luksuriøst hotel? Det første, man ser, er stadig facadens flimrende særpræg. Nu med åbninger. Et stormagasin, kunstgalleri eller andet ville have ladet facaden stå intakt, men da markedsanalysen pegede på hotel, skulle der åbninger til. Disse er dog lavet med forståelse for den gamle facades logik. Fem jalousifag er vippet ud i lange bånd og introducerer en mellemskala i facadens relief. Den gamle vognport, der tidligere var camoufleret, er nu åbnet som hovedindgang. Gennem denne store åbning inviteres forbipasserende ind i den nye restaurant og hotellets reception.

Hotellet

Inde over baren hænger en 3D-printet trækrone, der trækker blikket op og fremhæver de 12 meter frihøjde, der er bevaret her. I de tilstødende gamle transformerkamre er der indskudt nye dæk, hvorfra man har udsyn ned i det centrale rum. Malingen er fjernet fra de grove betonvægge, og de nye tilføjelser står i sort metal. Transformerrummenes gamle metalporte er bevaret og lakerede i en dyb grøn. Den scenografiske belysning følger den gennemførte materialeholdning op gennem alle hotellets fællesarealer og fordelingsgange og giver en helstøbt rumlig oplevelse. Alle steder er eksisterende bygningsdele bevaret og fremhævet for at understrege hotellets historiske rødder.

Beslutningen om at bevare disse store ankomstrum giver hotellet et underspillet luksuriøst førsteindtryk, men har kostet på rumligheden andre steder. Nedenunder er kælderen udgravet og understøbt for at give restauranten en veldesignet, men lavloftet, udvidelse. Bagved er der tilføjet et åbent køkken, der fylder baggården, men hvis tagterrasse er en velkommen – omend noget mørk – pause fra byens larm. Over ankomstrummene er der indpasset 31 værelser. Det har været muligt at udvide bygningen med én etage, men værelsernes begrænsede loftshøjde afslører, at de er presset ind med skohorn.

Der er dog kommet kvalitet ud af bindingerne; planens eksisterende artefakter er kløgtigt indarbejdet, og i mødet med de nye tilføjelser opstår der rig rumlig variation. På gadesiden har værelserne udsyn til både åbne og lukkede dele af jalousifacaden, hvilket giver et smukt lys indefra og bidrager til aftenstemningen udefra. I værelserne mod den smalle baggård åbnes hele facaden med store vinduer, der trækker naboernes historiske reklamegavle helt ind i rummet. Sådan lukkes den ydre historie med ind i det nye.

Kontrasten til de dunkle og stemningsfulde fællesområder udgøres af værelsernes lyse materialepalette. Denne klæder bygningen godt og fremhæver de bevarede elementer på en fin måde. Indtrykket skæmmes dog af forsøget på at lade badeværelserne illudere udhulede marmorblokke.

Man kunne også have ønsket sig en bedre behandling af baggårdens nye ansigt. Her har bygningen fået en dåsespraygylden metalfacade, hvis bløde form og flade farve virker tegnet til et andet, mere uforløst, projekt.

Etageplan, stueplan
Etageplan, 4. sal

Herman K og Hans C H

Disse uheldige øjeblikke ødelægger dog ikke indtrykket af et helstøbt og vellykket transformationsprojekt, der har gået til Hansens Bremerholm med respekt og omtanke. De rige rumlige oplevelser understøttes af en materialitet, der besjæler transformatorstationens indre med en ånd, der klæder bygningens ydre. Hotellet har åbnet bygningen og tilført et nyt kapitel, der stadigvæk lader Hansens transformerstation bære fortællingen.

Huset er kun ét af mange anlæg og institutioner, som Hansen udviklede til den unge velfærdsstat. Hansen tegnede til et samfund, der ikke findes mere, og i dag står hans bygninger i fare for at følge efter. Vellykkede transformationer som denne giver håb om flere værdige genfortolkninger af Hansens værker.

Even Olstad er arkitekt MAA.

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 03/19.