Pandahuset, BIG, landskab af Schønherr. I baggrunden kuplen over Elefanthuset af Norman Foster fra 2008. Foto: Jens M. Lindhe

16. september 2019

Panda-huset: Big brother for bamser

Hvordan udstiller man en inaktiv pandabjørn optimalt? Man fjerner fornemmelsen af barrierer og gør bjørneanlægget til en varieret udsigtshave, som zoogæsterne med glæde vil bevæge sig rundt i. I pandaanlægget er formidling og merchandise klogt og klædeligt trukket væk fra det, det hele handler om: dyrene. Og vores fascination af deres fangenskab.

FAKTA
Pandahuset
Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg
Arkitekt: BIG
Arkitektmedarbejdere: Bjarke Ingels, David Zahle, Ole Elkjær-Larsen, Nanna Gyldholm Møller, Kamilla Heskje, Tommy Bjørnstrup
Bygherre: Zoologisk Have København
Ingeniør: MOE
Landskabsarkitekt: Schønherr
Storentreprenør: NCC (konstruktion og aptering), HedeDanmark (landskab), C5 (teknik)
Opført: 2019

Dette er et anlæg i ordets allerbedste forstand. Ikke et hus med have, men en velkomponeret sammentænkning af bygning og landskab, der med umiddelbar naturlighed indrammer et fuldkommen unaturligt møde mellem menneske og dyr.

Der er ikke meget bevægelse i et pandaliv. Dét, man med størst sandsynlighed vil komme til at opleve i mødet med én af de to ny-leasede hovedattraktioner i Københavns Zoo, er tyggebevægelser. For en voksen panda gnasker godt 40 kilo blade om dagen for at opretholde livet, og det tager sin tid. Derfor er det essentielt for anlægget, at det flytter fokus væk fra pandaens sparsomme aktivitet og i stedet sætter gang i zoogæstens krop og sanser. Arkitekterne har løst denne opgave med bravur ved at lade de besøgende trave rundt om bjørnenes haver i et cirkulært anlæg, fuldt af overraskelser og stofudvekslinger mellem det groede og det byggede.

Foto: Rasmus Hjortshøj


Den store form er enkel. Anlægget knytter sig til den nyanlagte Verdensplads, hvorfra to cirkelstier fordeler gæsterne videre rundt i pandaland. Den inderste cirkel danner en eleveret, træbeklædt rundgang, der hviler på de underliggende bygningsdele, som forbliver delvist skjulte, indtil man bevæger sig ned ad den yderste cirkelstis ramper til udsigtsterrasse, toiletter og restaurant. Rampen har flere fordele. Dels inviterer den til mange forskellige kig ned i pandahaverne, hen over og igennem de slanke værn af glas (også ind i de skyggefulde kroge, hvor dyrene kan trække sig tilbage), dels løsner cirkulationen op for følelsen af at stå på nakken af hinanden i en kødrand for at få et glimt af dyret. Den moderne zoo-oplevelse handler om at komme så tæt som muligt på dyret i dets eget habitat. Man søger illusionen om et møde i én-til-én mellem menneske og dyr. Også derfor er det smart at strække udsynsperimeteren og dermed menneskeflokkene.

Ydermere tilbyder udsigtsrampen det ene fine kig ud i Zoologisk Have efter det andet. Rundgangen drejer sig altså ikke kun om indblik til pandaerne, men også om udsyn til haven som helhed, hvilket forstærkes af den måde, hvorpå man har udnyttet og udbygget et fald i terrænet mod elefantanlægget. Bag de grå elefanter rutsjer blikket videre ned i Frederiksberg Have, hvor de høje træer danner den smukkeste grønne baggrundsmur. Hullet i betalingsringen mellem zoohave og offentlig have er stadig en genistreg (af SLA, se Arkitektur DK 01/09), og det understreger det nye anlæg. Samtidig fletter det stilfærdigt fingre med elefanthuset, og dermed er en førhen halvkedelig bagside blevet vendt til en integreret forside.

Plan. Tegning: BIG
Snit. Tegning: BIG

Ønsker man at komme væk, inviterer små, smalle trædestensstier gæsterne ud over rampekanten, ind gennem små bede, som i en botanisk have, og videre ned ad skrænten til den underliggende terrasse og restaurant. Her kan man spise med udsigt til pandaen til den ene side og elefanten til den anden. Rummet er mørkt i tonen, så lyset i dioramahaven på den anden side af glasset forstærkes, men uden at man bliver blændet. Fra rampen udenfor kiggede man ned i pandahaverne. Nu sidder man lidt under jordniveau, så bjørnens landskab, med vandfald, bambus og klatretræ, hæves for at imødekomme siddende restaurantgæsters udsyn. Gulvet er støbt som mega-terrazzo med pandapotesorte sten. Slanke, sorte søjler bærer loft og dæk i beton. De er placeret som træstammer med varierende afstand og glider letsindigt videre ud af restauranten for at bære udsigtsdækket. Alt er så rart og legende, at man over frokosten næsten kan glemme, at den bløde bjørnemagt er del af et intrikat storpolitisk spil.

Pandabjørne er solitære, territoriale dyr. De lever alene og mødes kun for at parre sig i et yderst begrænset tidsrum. Derfor er anlæggets udeareal delt i tre: et dameværelse, et herreværelse og et mindre, bambusfyldt ynglekammer, som de besøger alene for at vænne sig til hinandens eksistens. For Zoo som international forskningshave er anlæggets succes og prestige i høj grad betinget af, om det lykkes at få bjørnene til at føle sig trygge og yngle. At anlægget dermed skal danne ramme om et formeringseksperiment, mens vi alle sammen spændt følger med fra udsigtspromenaden, minder om Big Brother for bamser. Her er det bare kinesernes tilfredshed med forløbet, der er afgørende for, om pandaerne sendes hjem. At arkitekter og dyrepassere i første omgang nok har været for optimistiske i forhold til, hvor meget indkig dyrene kan klare, mere end antydes af, at et stort glasparti i niveau med hannens have er blevet blændet efter åbningen.

Den tidlige zooarkitektur fra århundredeskiftet legede fantasifuldt og ufaktuelt med byggede citater fra dyrenes hjemlande for at understrege deres eksotiske fremmedhed under den hjemlige himmel. Tykhudernes hus, tegnet af P.A. Rosenkilde Gram i 1914, der blev revet ned for at give plads til pandaanlægget, var et muret klassicistisk tempelpalæ med søjleportal og pyramider på toppen. Bygningen havde tyngde som de dyr, den skulle huse, men passede dårligt til deres levevis. Plads, dyrevelfærd, videnskab og genskabelse af et genkendeligt miljø i miniformat spiller en langt større rolle i den moderne zooarkitektur. Men man citerer stadig det eksotiske, nu på BIGsk, hvilket betyder, at hele pandaanlægget ligner et harmonibestræbende Yin Yang-tegn fra luften. Heldigvis er de nære prægninger i materialerne så talrigt til stede, at de udvisker grafiske koncepter. Prægning af betonvægge og betondæk med bambusforskalling, stålhegn fortolket som bambusrør i corten. Det byggedes egenskaber leger med det kinesiske landskab. Indimellem gror planterne. Landskabet leger videre, med tågehave, pink azalea og bambushave. Fint manicureret over horisontale og vertikale flader, som var vi i Tivoli.

Fosters elefanthus fra 2008, med landskab af SLA, minder i nogen grad om designtilgangen i pandaanlægget, men der er en væsentlig forskel. Elefanthuset lider under lange formidlingsgange med informationsmontrer, som skal tilbagelægges, inden man endelig når frem. I pandaanlægget er formidling og merchandise klogt og klædeligt trukket væk fra det, det hele handler om: dyrene. Og vores fascination af deres fangenskab.

Anmeldelsen blev bragt første gang Arkitekten 06/19.