Tingbjerg, optaget i perioden 1961-70. Foto: C.Th. Sørensen/KADK Docs

30. september 2019

Friværdi

I 100-året for Bauhaus-bevægelsen er fortætning den fremherskende strategi for fornyelse af modernismens store bebyggelser. Hvad kommer der til at ske, når vi veksler frirum til friværdi? Jannie Rosenberg Bendsen, forsker ved arkitektskolen i Aarhus, er ved at skrive en ny bog om Tingbjergs historie. Her dykker hun ned i fællesarealernes historie.

Hvorfor er en bog om Tingbjerg aktuel netop nu?

JRB Fordi man lige nu er ved at lave rigtig meget om i Tingbjerg. Om nogle få år vil bebyggelsesplanen have ændret sig markant. Vi kan lige akkurat nå at dokumentere, hvordan der ser ud nu, inden ændringerne kommer. Samtidig kan en bog om Tingbjergs arkitektur- og kulturhistorie også være med til at nuancere fortællingen om, hvad Tingbjerg er. Tingbjerg er ikke kun socialt udsat område, kriminalitet, indvandring, arbejdsløshed og skud­episoder. Tingbjerg er helt unik i dansk arkitekturhistorie. Vi har ikke noget, der minder om det, andre steder.

Bogen om Bellahøj (skrevet sammen med Birgitte Kleis og Mogens Morgen, red.) var med til at ændre den måde, man talte om Bellahøj på. Pludselig handlede det ikke om, hvorvidt området var ved at blive til et socialt udsat område eller om problemer med visse beboergrupper, men om en væsentlig del af velfærdssamfundets historie og en væsentlig del af det 20. århundredes danmarkshistorie. Man blev i højere grad opmærksom på, at der her var en betydningsfuld kulturarv, som skulle tages vare på. Forhåbentlig kan vi med denne her bog være med til at vende den hovedsageligt negative fortælling, der er om Tingbjerg. Det er et sted, hvor mange mennesker er glade for at bo. Man redder ikke verden med en bog, men en bog kan være med til at sætte fokus på noget andet end problemer.

Mange, der aldrig har været i Tingbjerg, tænker nok: “Nå ja, det er jo bare en masse gule mursten og helt ens huse, og så er det farligt at være der”. Det kræver tid at se de mange fine detaljer: altanerne, der er forskellige, vinduerne, der er forskellige, vinduesformaterne, der er forskellige, gavlmotiverne, der er forskellige. Der er en utrolig stor arkitektonisk variation.

Hvor store forandringer kan bebyggelsesplanen og arkitekturen holde til, med de mange subtile forskelle, du beskriver?

JRB Jeg tror, Tingbjerg er ret robust. Men fortætningen sker på bekostning af nogle grønne områder. Det er en af de ting, jeg synes er lidt paradoksalt her. Vi er i 100-året for Bauhaus, 100-året for at man flyttede folk ud af de mørke baggårde til lys og luft. Og hvad er det, der sker i øjeblikket? Vi bygger tættere. Vi gør det fuldstændig modsatte af, hvad man arbejdede på, og hvad de her områder er. Det er ikke kun i Tingbjerg, det er også i nye boligområder. Gaderne bliver smallere, husene bliver højere. Omvendt kan man sige, at et af de store problemer i 1940erne og 50ernes byggerier er de store grønne områder, som er relativt ubenyttede, ud over at man selvfølgelig kigger på dem.

Tingbjerg, optaget i perioden 1961-70. Foto: C.Th. Sørensen/KADK Docs

De er mere skuelandskaber?

JRB Ja. Steen Eiler lavede en stor boligundersøgelse i den første fsb-afdeling, da beboerne havde boet der et år, og en af de konklusioner, der gik videre til projekteringen af den næste fase, var, at man skulle have mulighed for at spille bold op ad en væg. Der er så mange grønne områder derude. Så mange græsplæner. Men det, børnene gerne ville, det var at kunne spille bold op ad murene. Det er den ene ting. En anden konklusion var, at det ikke var nødvendigt med bænke rundt om i bebyggelsens haverum, undtagen i nærheden af lejepladser for små børn, hvor mødrene sad, når de kiggede på børnene, der legede. For udeområderne blev ikke brugt, som man havde regnet med. Der var ikke en efterspørgsel på at kunne sidde ude.

Hvordan kan det være?

JRB Da beboerne flyttede ind i 1957-58, var haverummene ikke vokset til. Træer og buske tager tid. Som C.Th. Sørensen sagde, så må folk have lidt mere tålmodighed. Men hvis folk flytter ind, og der ikke er en legeplads og ikke noget grønt, så får man nogle andre vaner. Børnene går andre steder hen og bruger ikke nærområdet. Det er det samme med Bellahøj. Det var jo heller ikke grønt, da folk flyttede ind. Der var bart mellem husene. De træer, der skulle korrespondere med højhusene, var kun to meter høje.

Oprindeligt var de grønne arealer et tilbud til fællesskabet, men de blev ikke indtaget som forventet. Nu indtages de af andre ejerformer?

JRB Ja. Men nu er det ikke velfærdssamfundet, der bygger alment, som det var i 1950erne og 60erne. Her i 2010erne er det en privat developer, der bygger og sælger ejerboliger. Der, hvor man tidligere havde det grønne, demokratiske område, kommer der til at være nogle få, der har egen have. Det, der før tilhørte fællesskabet, bliver gjort til individets. Det er ikke nødvendigvis dårligt, for arealerne, der bygges på, blev ikke rigtig brugt. Men fællesskabets område indskrænkes. Så må vi vente og se, hvad der så sker, når der bliver bygget noget.

Du nævnte, at Steen Eiler laver en boligundersøgelse mellem fase 1 og 2 i Tingbjergs lange tilblivelseshistorie. Hvilke konsekvenser får det, ud over opmærksomheden på fællesarealerne?

JRB Man diskuterer også, om alle skal have altan, eller om man skal nedlægge altanen til fordel for større eller flere rum i lejlighederne. Man beslutter sig for, at altanen er vigtig. Det, man arbejder med i stedet for, er at lave en skydedør mellem stue og soveværelse, og indbyggede skabe omkring vinduerne som lysninger, så man får et lysindfald langt ind. Så kan man åbne op i løbet af dagen, og så har man en stue og et soveværelse, som ikke nødvendigvis fungerer kun som soveværelse, men også er et opholdsrum til familien. Det er en af de ting, som beboerne nævner ville være rart, og så kommer det på planen. Man lytter til dem, der bor der, og ændrer nogle ting i forhold til det. Det synes jeg er ret fascinerende.

Når man skal til at bygge nyt derude nu, så håber jeg, at man vil have en dialog med folk, der flytter ind, og med beboerne, der er der. Hvordan fungerer det? Og hvad gør man så i de næste faser? Hvis man virkelig vil tilføre variation i området, så skal det, der bygges i de forskellige faser, adskille sig fra hinanden, ellers begår vi bare vores tids industrialiseringsfejl, og alt ender ens. Så kan det godt være, at man laver noget variation, ved at man har to forskellige materialer på facaden, men det kan du så se på 1000 boliger. Jeg tror, at vi vil opleve en meget større ensartethed i det nye, der kommer derude nu. Mindre opmærksomhed på de små detaljer.

Tiden vil dømme, om det lykkes eller ej. Vi har en forestilling om, at blandede byer og områder løser problemer. Men vi har ikke noget forskning, der viser, at det vil løse de eksisterende problemer. Det er et kæmpe eksperiment. Men jeg har på fornemmelsen, at man faktisk tænker sig rigtig godt om, både i boligorganisationerne og hos rådgivere, hos bygherre, i kommunen, og prøver at finde ud af, hvad det rigtige er at gøre. Når nu man skal gøre noget.

Jannie Rosenberg Bendsen er cand.mag., ph.d. og postdoc ved Arkitektskolen Aarhus.

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 07/19.