Et nyt byggeri imod et udtjent byggeri i Rådmandsgade, København. Foto: Alexandra Emelianov

30. september 2019

Studenterklumme: Byens nye forfald

Hvis arkitekturen ikke længere kan indoptage livet og lade det sætte sig spor, kan den så overhovedet leve?

Vores byer er ved at ændre sig. Det er som sådan ikke noget nyt, vi ved det, vi begynder at kunne se det tydeligere og tydeligere. Efterhånden som det nye byggeri erstatter og lægger sig i forlængelse af det gamle i en hastighed, der kendetegner perioder med høj vækst, ser vi det klare skel mellem det gamle og det nye. Vi ser det i gadens tæthed til muren, facadens fladhed, vinduernes tiltagende størrelse, overgangenes aftagende artikulation. Vi ser det i fraværet af kvistetagen, i den nye skalperede skyline, i det overprogrammerede byrum.

Vi har umærkbart optaget denne model til at forny med som et middel mod det, vi forstår som byens forfald og som en ny renlig og vedligeholdelsesfri typologi, der holder den materielle forgængelighed fra døren. Dette er heller ikke nye iagttagelser. Tendensen til at fokusere mere på egennytte og kvadratmeter end arkitektonisk kvalitet og social sammenhængskraft er længe blevet diskuteret og kritiseret. Men den måde, byen fornyes på, siger mindst lige så meget om, hvordan vi forholder os til det forhenværende, og det forekommer mig, at diskussionen om, hvorvidt det forfaldne betragtes som værdifuldt eller udtjent, tilskrives den del af vores fag, der beskæftiger sig med kulturarven.

Noget tyder dog på, at der på dette område er en overset arkitektur, da det især er det ekstraordinære byggeri, som erklæres bevaringsværdigt. Men hvad med de svagere, mere skrøbelige tegn fra fortiden, det nyligt forgangne, det ordinære og hverdagsprægede, dér hvor livet er blevet levet intenst på en måde, som har sat sig fysiske og metafysiske spor, hvilken vægt har de i samfundet?

Den italienske forfatter Italo Calvino skriver i sin roman De usynlige byer:

“byen fortæller ikke sin fortid, den rummer den som linjerne i en hånd. Den er skrevet i husenes fremspring, i vinduernes gitre, i trappernes gelændere, i lynaflederne, i flagstængerne, og hver lille del af disse elementer er selv furet af revner, rifter, udskæringer, skud.”

Dette udsnit siger noget essentielt om det, der giver byen dens særlige karakter, og som ikke tillægges nok værdi i samfundet. De mikrohistorier, der præger byen, har en afgørende betydning for stofligheden – de er også en del af den kulturarv, der stimulerer livet, diversiteten og sanseligheden i byen. Selvom man ikke kender de erindringer, der kommer til udtryk i gelænderets udformning eller dets rifter, sanser man de spor af liv, der vidner om, at nogen eller noget har sat et præg på byen. Men det kan kun ske, fordi byens stoflighed lader sig præge og kan rumme disse spor af liv, afsmitninger og udvekslinger, og på den måde danne skud.

Jeg tror derfor ikke kun, vi skal fokusere vores kritik på de spekulative tendenser inden for nybyg, men også hele tendensen til at rydde op og smide ud, som måske kan føres tilbage til den sanering, der startede i 70erne. Jeg tror, det er kombinationen af disse to udviklinger, sanering og de spekulative tendenser, der for alvor udfordrer de lag, som gennem tiden har givet vores byer
deres karakter.

Er forfaldet ikke netop en betingelse for liv? Hvis arkitekturen ikke længere kan indoptage livet og lade det sætte sig spor, kan den så overhovedet leve? Og er udvekslingen og vedligeholdelsen ikke netop de menneskelige handlinger, som demokratiserer arkitekturen og byrummet? Begrebet forfald giver ofte negative associationer, men jeg tror, det kan nuanceres ved at præcisere, hvad det er for et forfald, vi taler om. Det materielle forfald har også en række væsentlige positive effekter, mens det sociale og sanselige forfald er det, vi skal rette vores opmærksomhed imod. For i virkeligheden er det nok de mindst forfaldne miljøer, der er i fare for at blive de mest døde i sanselig, menneskelig og kulturel forstand.

Alexandra Emelianov er kandidatstuderende ved Building Design and Techniques på Arkitektskolen Aarhus.

Studenterklummen blev udgivet første gang i Arkitekten 07/19.