X-Ray Architecture, bogforside

22. august 2019

Debat: X-ray architecture

I en velskrevet anmeldelse af bogen X-Ray Architecture giver Caroline Dayer en yderst plausibel udlægning af Beatriz Colominas bog.

Fra indledningen fremlægges Colominas udgangspunkt, nemlig at frygten for tuberkulose skulle være drivende for sundhedsarkitekturens udvikling, ja for arkitekturens udvikling som helhed.
 
Tesen udtrykker imidlertid en stærk forenkling, dog med den modifikation, at bl.a. Aaltos Pamio-sanatorium og Duikers Zonnestraal i Hilversum (og sanatorierne i det hele taget) fik afsmitning på glasarkitekturen, som opstod i slut-20erne.
Tuberkler var imidlertid ikke det eneste, man frygtede, men sygdomme i det hele taget, som lægerne stod magtesløse over for helt op til o. 1900. Den fremherskende teori om smitte baserede sig op til o. 1900 på miasmer, ‘ond opstigende luft’ – en forestilling, der rækker tilbage til Vitruvius. Det var dog først i midten af 1800-tallet, at denne ganske vist fejlagtige teori fik sin egentlige afbildning i arkitekturen med pavillonhospitalet Hôpital Lariboisière i Paris fra 1848, og i årene derefter fandt den sin fremmeste fortaler i Florence Nightingale, der igen og igen fremførte: “En pavillon er i virkeligheden et lille hospital i sig selv, der har eller burde have så lille ventilation i forbindelse med andre dele af hospitalet, som om … den var milevidt væk”. Engelske hospitalsskibe blev indrettet efter dette princip, som bredte sig til det øvrige byggeri (f.eks. Brumleby som det første herhjemme med lægen og hygiejnikeren Emil Hornemann som drivende kraft og M.G. Bindebøll som arkitekt), Vigerslev Skole o.m.a.) og til byplaner som Ebenezer Howards haveby. De københavnske skoler, tegnet af Ludvig Fenger (mestendels), blev udført med et veritabelt slusesystem, der skulle holde den onde luft ude og i øvrigt sørge for, at drenge og piger ikke mødte hinanden, og at lærerne ad sindrige labyrinter kunne stige op bag katederet uden at møde eleverne. Man skal helt op i første halvdel af det 20. århundrede, før konsekvensen af den nye viden om mikroorganismer og smitteveje (Pasteur 1875 og Robert Koch 1882) sætter sig igennem i hospitalernes organisation, bl.a. i blokhospitalerne Columbia-Presbyterian Medical Center (1927-30) og Cornell Medical Center (1933) i New York blandt de første i tætbyen.
 
Man vidste, at frisk luft hæmmer lungetuberkulose, men at direkte sollys fremmer sygdommen. Derfor indrettedes både på Martin Borchs Rigshospital (1910) og Nyrops Bispebjerg Hospital et par år senere (begge pavillonhospitaler) med udendørs solafskærmede liggearealer, og i Kaj Gottlobs Svagbørnsskole på Amager indrettedes liggehaller i den prismatiske, glasklædte overetage. Et beundret eksempel var Duikers Openlucht-skole fra 1929-30 i Amsterdam. 
Hygiejnikerne efterspurgte lys, luft og renlighed, og det var netop dette paradigme, funktionalisterne videreførte, og ikke alene frygten for tuberkulose.