Aino og Alvar Aaltos sanatorium i Paimio, Finland. Øvre solterrasse med patienter, der behandles med ‘frisk luft’, 1933. Foto: Alvar Aalto Museum / Gustaf Welin

14. august 2019

Arkitekten som læge

Moderne arkitektur skulle helbrede. I dag gør den mennesker syge.

FAKTA
X-Ray Architecture
Lars Müller Publishers, 2019
Forfatter: Beatriz Colomina
Grafisk tilrettelæggelse: Integral Lars Müller

Bygningskunsten og lægevidenskaben har ofte lånt hinandens metoder til at udforske kroppens synlige og usynlige dimensioner – både konkret og i overført forstand, og både når det gælder den menneskelige krop og arkitekturens krop. Vitruvius skrev, at arkitektens uddannelse bl.a. bør rumme et vist element af lægevidenskab: Arkitekten skal “ikke være læge ligesom Hippokrates, men han må ikke være uvidende med hensyn til medicin”.(1) Og den græske læge Galen fra Pergamon slog fast, at “[ligesom] arkitekten nødvendigvis må kende alle en bygnings dele, […] så bør den, der ønsker at dyrke en kunstform, som har menneskekroppen som tema (dvs. lægevidenskab), lære alle kroppens forskellige dele at kende […]”.(2) Denne tilsyneladende metaforiske sammenligning mellem forskellige kroppe er ikke grebet ud af den blå luft. Arkitekturen blev nemlig længe undfanget som en kiasme, hvor bygningen blev skabt i kroppens billede, og kroppen omvendt blev anset for at være en guddommelig konstruktion.(3)

Det er inden for dette brede og historisk tværfaglige felt, at Beatriz Colominas bog X-Ray Architecture (Lars Müller Publishers, 2019) genopliver en bred vifte af historier og kombinerer dem med friske nye metaforer om arkitektur, sundhed og sygdom i forsøget på at kortlægge den betydning, lægevidenskaben, og især den teknologiske afbildning af kroppen, har haft for den moderne og nutidige arkitektur. Det bevidste valg at pege på opfindelsen af røntgenbilledet i 1895 som det afgørende for udviklingen af den moderne arkitektur fungerer som ankerpunkt for hendes argumentation, der kækt udnævner beboere – og arkitekter – til arkitekturens patienter, og nogle gange læger.(4) Bogen starter med en kort introduktion, hvor forfatteren fremhæver Susan Sontags bog Illness as Meta­phor som årsagen til sin mangeårige interesse for “det tætte bånd mellem arkitektur og sygdom”. (5) Herefter sammenfatter Colomina sit hovedargument med en hypotese: “den moderne arkitektur blev formet af datidens store lægevidenskabelige besættelse – tuberkulose – og den teknologi, der blev forbundet med den – røntgenfotografiet.” (6)

Crystal House, George Keck, 1933-34, udstillet på World's Columbian Exhibition i Chicago, 1934. En Dymaxion-bil af Buckminster Fuller er parkeret i garagen. Foto: Chicago History Museum, Hedrich-Blessing Collection

Efter introduktionen følger fem kapitler, der med fotos, fascinerende facts og fortællinger påviser forbindelser mellem biografiske data og rumlige studier, som slår ring om arkitekturens og lægevidenskabens fagområder. Eksemplerne spænder fra det tidlige 20. århundredes frontfigurer og deres værker til nogle få nutidige cases og underbygges med et historisk resumé, der desværre springer let hen over vigtige eksempler fra tidligere perioder. I det første kapitel, “Health and Architecture: From Vitruvius to Sick Building Syndrome”, opsummerer Colomina emnets komplekse forhistorie på under fire sider, inklusive illustrationer. Kapitlets indhold lever således ikke op til overskriften, da det knap nok nævner Vitruvius’ betydning for emnet og aldrig rigtig forklarer det omtalte ‘sick building syndrome’. Ikke desto mindre er det meget righoldigt og fuldt af det, som Colomina er bedst til, nemlig eksempler og obskure arkitektoniske facetter, der viser den nære forbindelse mellem den moderne boligs udformning og det stigende fokus på sunde omgivelser (fig. 1). Kapitlet gennemgår med stor indsigt værker af Le Corbusier, Richard Neutra, Frederick Kiesler og Charles og Ray Eames, foruden et væld af andre, mere perifere skikkelser. Tuberkulosen (og frygten) fremhæves som selve kilden til den moderne arkitekturs opståen og som omdrejningspunktet for de arkitektoniske beslutninger. Sygdommen analyseres udførligt i det følgende kapitel.

I “Tuberculosis” beskriver forfatteren sanatorie-arkitekturen, og hvordan dens rumlige, stoflige og performative kvaliteter kom til at gennemsyre ikke bare boligen, men hele arkitekturen – “faktisk blev alle bygninger, og ikke bare hoteller, til en slags sanatorier” (7), som hun skriver. Og hun tilføjer: “Det var ikke det, at moderne arkitekter skabte moderne sanatorier, men snarere at sanatorierne moderniserede arkitekterne” (8). Argumentet om, at arkitekterne udtænkte bygningerne som medicinske instrumenter, både symbolsk og kronkret, bliver her videreudviklet fra de foregående kapitler. Denne kobling mellem den moderne arkitektur og tuberkulosen med hele dens væsen er imidlertid mindre overbevisende end studierne af konkrete eksempler, såsom Alvar og Aino Aaltos sanatorium i Paimio og Mies van der Rohes Haus Tugendhat. Disse skildringer af ‘arkitekten som læge’ ledsages af en rig billedside, der fungerer som en diskurs og gør det med langt større succes.

Kvinde træner på Richard Döckers terrasse på byggeudstillingen Die Wohnung, Weissenhofsiedlung, Stuttgart, 1927. Foto: Marcel Breuer, fra Richard Döckers bog Terrassentyp (Stuttgart: Akademischer Verlag Wedekind, 1929)

I det tredje kapitel, “X-Ray Intimacy”, bliver røntgen-teknologien udfoldet og forklaret på glimrende vis. Colomina understreger dens betydning ved at hævde, at “Röntgens opdagelse indebar en omkalfatring af begreber som materialitet og soliditet, og vendte op og ned på den konventionelle forståelse af, hvad der er synligt og usynligt” (9). Det er sandt, at denne form for afbildning udgjorde et nybrud, men påstanden er en forenkling af den komplekse forhistorie af ideer og værker, som har beskæftiget sig med dikotomien synlig/usynlig. Denne kompleksitet anerkendes dog indirekte i det fjerde kapitel, “Blurred Visions”, hvor begreber som transparens, refleksion og det skjulte med rette beskrives som sammenvævede i den moderne arkitekts bevidsthed. Kapitlet springer let hen over den postmoderne periode, hvorefter den japanske tegnestue SANAA’s glaspavillon til Toledo Museum of Art præsenteres som et nutidigt eksempel. Desværre fortolkes den mærkeligt nok ud fra en vestlig tankegang (et sted beskrives den som “Mies-inspireret” (10)), mens den orientalske forståelse af begreber som sundhed, transparens og rumlighed ikke nævnes med et ord.      

Bogen slutter lidt brat i det femte kapitel, “Hyperpublic: An Afterword”, hvor nye lægevidenskabelige afbildningsformer som CT-scannning, M2A-kapsler (endoskopi i pilleform) og FLIR-scanning kort introduceres for at give et bud på, hvordan fremtidens bygninger vil komme til at se ud – hvis man skal tro de nyeste teknologier på området. Her bliver ‘sick building syndrome’, som vi hørte om i begyndelsen af bogen, omsider introduceret som en problematisering af aktuelle boligspørgsmål. Colomina forklarer syndromet som det nutidige fænomen, at moderne bygninger gør deres beboere syge. Allergiske reaktioner på alt mellem himmel og jord og neurologiske lidelser som depression, ADHD og udbrændthed nævnes som eksempler sammen med det fænomen, hun kalder ‘the hyper-public self’. Eftersom vores opfattelse af, hvad der er offentligt og privat, er under konstant forvandling, og lægevidenskaben løbende udvikler nye metoder til at afbilde og udforske menneskekroppen, forudser forfatteren i bogens sidste sætning, at nye arkitekturteorier vil se dagens lys.

X-Ray Architecture er fuld af indsigtsfulde eksempler, illustrationer og betragtninger. De hjælper os til at overveje, genoverveje og revurdere modernismens uklare oprindelser. Det overordnede indtryk er imidlertid, at den moderne arkitekturs rødder her endnu en gang bliver forbigået til fordel for drømmen om at skrive en fængende historiografi, som går op på alle leder og kanter. Bogen baserer sig for meget på letbenede metaforer, og de faktuelle oplysninger bliver indimellem brugt selektivt – med det resultat, at metaforerne kommer til at virke lovlig håndgribelige. Man burde nok have lyttet til Susan Sontags kritik af metaforer: “Min pointe er, at sygdom ikke er en metafor, og at den ærligste måde at forstå sygdom på – og den sundeste måde at være syg på – er den, der er mest renset for, mest modstandsdygtig over for, metaforisk tænkning.”(11)

X-Ray Architecture, bogforside

Noter

(1) Vitruv Om Arkitektur, red. Jacob Isager (Odense, Syddansk Universitetsforlag, 2016), s. 53. Citatet er oversat af Karen Dreyer Jørgensen.
(2) Hippocrates and Galen: The writings of Hippocrates and Galen (Philadelphia: Lindsay and Blakiston, 2008), s. 34.
(3) Der findes et hav af litteratur om emnet. Nogle klassiske eksempler er: Platon: Timeaus (London: William Heinemann, Cambridge, Mass, 1966), Body and building: essays on the changing relation of body and architecture, red. Dodds, George, Robert Tavernor og Joseph Rykwert (Cambridge, Mass: MIT Press, 2005), og Barbara Kenda: Aeolian winds and the spirit in Renaissance architecture: Academia Eolia revisited (London: Routledge, 2014). 
(4) Beatriz Colomina, X-Ray Architecture (Zürich: Lars Müller Publishers, 2019), s. 11.
(5) Ibid., s. 7.
(6) Ibid., s. 10.
(7) Ibid., s. 97.
(8) Ibid., s. 63, 65.
(9) Ibid., s. 120.
(10) Ibid., s. 157.
(11) Susan Sontag, Illness as Metaphor (New York: Farrar, Straus and Giroux, 1978), s. 3.

Carolina Dayer er arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Arkitektskolen Aarhus.

Anmeldelsen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.

Anmeldelsen blev bragt første gang i Arkitekten 07/19.