2. juli 2019

Massepartikularitet i samling af nye arkitekturmanifester

Manifestet mangler en rød tråd, fordi der er tale om ukoordinerede enkeltbidrag. Men bogen bliver stående på anmelderens bogreol, til inspiration og eftertanke.

FAKTA
Manifest Stafet
Arkitekturforlaget B, 2019
Redaktion: Martin Søberg, Tobias Moe, Signe Sophie Bøggild og Josephine Michau
Grafisk tilrettelæggelse: Gilbert Hansen

Jeg efterlyste i min klumme i Arkitektens forrige nummer de intellektuelle arkitekter i den offentlige debat. Hvem er de egentlig, spurgte jeg. Findes de, og hvad er deres sociale projekt? Siden da har vi fået en udgivelse i lækker indpakning med titlen Manifest Stafet, der rummer en samling små tekster om arkitekturens rolle i vores tid, forfattet af en lang række danske arkitekter, tegnestuer, forskere og andre med viden om arkitektur. Dermed har arkitektstanden på en måde samlet sig om et fælles bud på det sociale aspekt i deres virke. Og så alligevel ikke. For samlingen af tekster er netop en samling enkeltbidrag, hvor ingen forfatter har set, hvad de andre har sendt ind, og det skaber i sagens natur ikke et samlet budskab, men kun en fælles tematik.

Hvorfor ordet ‘stafet’ indgår i titlen, forstår jeg derfor heller ikke helt, for en stafet er jo en form for samarbejde blandt deltagerne om at få noget – en depeche – fremad. Men det er ikke tilfældet her, idet der jo ret beset er tale om en antologi. Jeg vælger at tolke det sådan, at det er antologien selv, der er depechen, og at den gives videre til politikerne som en slags idékatalog. Det nævnes også i indledningen, at den udgives i anledningen af, at det i år er valgår (og desuden som markering af 100-året for Bauhaus og Danmarks Almene Boliger – BL).

Hvad er et manifest?

Det andet ord i titlen er ‘manifest’, hvilket jo i sig selv lover godt. Manifestet er en vertikal genre, dvs. en genre, hvor man mener noget, taler i bydeform og rager op med ideer og måske endda provokerer eller står fast på noget, som kræver fravalg – og det trænger vi til i en tid, hvor vores arkitekter primært er kendt for deres værker eller virksomheder, men ikke for at fremsætte deres ambitioner på det samfundsmæssige plan som offentlige intellektuelle. Så pluspoint til udgiverne, Akademisk Arkitektforening og Copenhagen Architecture Festival, for at tage initiativet. Hvis noget skal brede sig som ringe i vandet, skal det jo starte et sted.

Et manifest er i opposition til noget andet, og det er dermed ikke horisontalt og konsensussøgende, men står oprejst som et pejlemærke. Man har noget på hjerte her, og man er villig til at efterleve det, man siger, hvorfor de gode manifester ofte bruger punktopstilling eller på anden måde formidler deres tanker meget konkret med instruktive valg og fravalg, så de nemt kan omsættes til handling.

Det bedst kendte nyere eksempel på et vellykket manifest er Dogme95 fra instruktørerne Kragh-Jacobsen, Levring, Vinterberg og von Trier. Manifestet var dogmebrødrenes opgør “med den overfladiske, amerikanske mainstream inden for filmproduktion” (citat fra manifestet) og indeholdt et letforståeligt regelsæt, som instruktørerne skulle efterleve i skabelsen af deres film. Og fordi de faktisk gjorde dét, og fordi deres tanker var tilpas radikale og konkrete, skabte de samlet et reelt nybrud i europæisk film frem mod årtusindskiftet og fik stor påvirkning på kulturlivet i perioden.

Manifest af Reuben Harris, arkitektstuderende ved KADK

I den henseende er der desværre ikke meget at hente i Manifest Stafet, for en stor del af teksterne falder simpelthen uden for genren, som jeg definerer og forstår den. Faktisk er der kun 5-6 bidrag med, som jeg vil betegne som egentlige manifester (f.eks. bidragene fra Pålsson Urbanism, CINARK og den arkitektstuderende Ruben Harris), hvilket jo ikke er det store sat i relation til samlingens i alt flere end 50 bidrag. Resten er en læseværdig blanding af illustrationer kombineret med tekstbudskaber, montager, poesi, breve, tankefulde essays og noget, der mest af alt ligner noget fra tegnestuernes markedsføringsmateriale (i et enkelt tilfælde er der endda sat et logo ind). Bidragsyderne har nemlig haft indflydelse på layoutet af materialet og mulighed for at fremsende filer med færdigt materiale. Det uens layout på de enkelte opslag bidrager sammen med de forskelligartede bidrag til en følelse af massepartikularitet, som er helt i tråd med den tid, vi lever i. I dag har enhver sine egne kanaler til rådighed, og alle kan derfor formulere og formidle egne ideer, uden nødvendigvis at være i dialog med andres. I antologien betyder det, at enkeltbidragene og deres tanker forsvinder i hinanden, fordi der er så mange af dem samlet på et sted. Det bidrager dog bestemt også til en visuel friskhed i oplevelsen af hele publikationen, og det er heller ikke uinteressante tanker, som fremsættes. Der er faktisk mange rigtige gode overvejelser gemt i de forskellige bidrag, og f.eks. fangede Kjeld Vindums essay “Den kritiske arkitekt” og bidraget fra det såkaldte Center for Militant Futorologi – et Wikipedia-opslag fra året 2054 og to poetiske tekster – min interesse.

Omvendt skuffer bidragene fra flere af de store tegnestuer ved at være alt for abstrakte og alt for lidt normative, og generelt er for mange bidrag gennem antologien præget af sætninger, der ikke kan bestå omvendt-prøven, fordi ingen vil skrive under på det modsatte: “Vi skal skabe trygge uderum” og den slags.

Jeg fik noget ud af at læse Manifest Stafet, og publikationen bliver stående på min bogreol, fordi den faktisk i sin helhed er inspirerende at læse i, som man ville gøre det i en digtsamling eller en kunstbog. Det havde bare været godt, hvis publikationens redaktører i højere grad havde haft som ambition at skabe konsensus blandt bidragsyderne om, hvad man egentlig kan forvente af et manifest, så der havde været en rød tråd i afleveringernes tankemæssige struktur, og så der i højere grad havde været dækning for titlen.

Morten Grønborg er cand.mag. i nordisk filologi og kunsthistorie samt chefredaktør for Scenario Magazine.

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 05/19.