Kunstens Hus Kildegården. Roskilde. Foto: Rasmus Hjortshøj

22. maj 2019

Samspil

Den helhedsorienterede tilgang bag Kunstens Hus i Roskilde er banebrydende i et projekt, som balancerer mellem koncept og tilpasning.

FAKTA
Kunstens Hus Kildegården
Helligkorsvej 5, 4000 Roskilde
Arkitekt: Svendborg Architects
Arkitektmedarbejdere: Johnny Svendborg, Jacob Billesbølle, Iben C. Krause, Linda Juul Johansson, Frederik Bagge Paaschburg, Frederik Wegener, Sofie Bak Jørgensen, Katrine Kretzschmar Nielsen, Naomi Rubbra, Bas Spaanderman
Landskabsarkitekt: BOGL
Ingeniører: Regnestuen, Spangenberg & Madsen
Bygherre: Roskilde Kommune
Hoved/Totalentreprenør: EH & Søn
Opført: 2018

I den vestlige ende af Roskildes bykerne ligger Kildegården, byens gamle kaserneområde. Området er siden kommunens overtagelse i 1974 udviklet til et kulturcentrum for billedkunst, musik og sport. I efteråret 2018 indviedes idrættens hus, kunstens hus og de nye gårdrum, med det centrale røde aktivitetstorv som områdets centrum.

Arkitekternes grundige analyser af potentialet i rummene mellem de eksisterende huse har båret frugt i det færdige anlæg. Hvor området tidligere fremstod fragmenteret, bygningerne manglede anknytning til hinanden, og udearealerne hovedsagligt udgjordes af parkeringspladser, så binder det nye belægningskoncept med de lyse og glatte betonelementer og den røde, taktilt levende grusflade området smukt sammen.

Tanken om at samle de kulturelle tilbud i Roskilde på en så central plads i attraktive bygninger vidner om et højt ambitionsniveau på planlæggersiden. I Kildegården bruges landskabsarkitekturen som identitetsmarkør, der samler området, og det er i høj grad her, styrken i projektet ligger. Området slutter sig fint til byen, hvor de nye betonstier rækker ud i bynettet og angiver området i konteksten. Det røde grus, som møder øjet omkring hjørnet, trækker nysgerrige ind i området, og den centrale plads med det nye Kunstens Hus vil med sine instagramvenlige karakteristika effektivt reklamere for stedet.

Netop den helhedsorienterede tilgang er banebrydende i projektet. Der findes mange eksempler rundt omkring i Danmark på gamle industri eller militærområder, som er omdannet mere eller mindre ad hoc til kulturcentre. Ligesom i Kildegården udgør børn ofte kernen i brugergruppen, og derfor kan det også undre, at omgivelserne sjældent er særlig børnevenlige. Det er der her gjort op med, og de mange børn fra områdets fritidsklubber og foreninger kan frit bevæge sig rundt mellem bygningerne og i den nye centrale sportscirkel uden at skulle undvige bakkende biler. 

Foto: Rasmus Hjortshøj

Den eneste bygning, som ikke sømløst indgår i den nye landskabspark, er et nærliggende kollegium, der ligger ved pladsens østlige side og desværre kun bidrager med parkeringspladser og en glascontainer ud mod den nye plads. Kombinationen af skatepark og flaskecontainer er ikke optimal. Det er synd og noget, man burde have kunnet planlægge sig ud af.

Den gamle militærarkitektur med tegl fra flere tidsaldre spiller dog en dominerende rolle og optager ubesværet områdets nye funktioner og brugere. Det er behageligt og fredfyldt at bevæge sig rundt mellem bygningerne.

Hvor den nye belægning er skabt af det samme stof som teglbygningerne og af den samme beton som de gamle ramper, der stadig ses rundt omkring på bygningernes bagsider, står det nye Kunstens Hus som en let pavillon, knapt fæstet i grunden – et møbleringselement. At betragte en ny bygning som et fremmedelement, der sættes ned i konteksten, kan være et klart arkitektonisk koncept. Det ses i mange moderne japanske projekter, f.eks. i Sanaas museum i Kanazawa, der er landet i byen som en ufo og både i form og materialitet adskiller sig benhårdt fra landskabet og den omgivende bystruktur. Kunstens Hus lægger sig lidt midt imellem, hvilket slører den konceptuelle aflæsning – lidt for indvævet i landskabsarkitekturen til at fremstå som møblering og for fragil i sin materialitet til helt at kunne spille op mod teglmastodonterne omkring det. Men samtidig skaber bygningen i sin mellemform et subtilt og poetisk samspil med omgivelserne, hvor farve og refleksion gennem døgnets skiftende lys og vejrlig skaber et foranderligt levende miljø. Det kompromisløse æstetiske koncept viger her for en mere nordisk indlevelse i stedet, og det fungerer ganske godt.

Foto: Rasmus Hjortshøj

Huset er udformet som et 20 x 20 meter-kvadrat, der i plan spiller smukt op til pladsens runde cirkel. Bygningens sider fremstår ligeværdige, og tagets fald fra bygningens højeste hjørne i nordvest ind mod den røde plads i sydøst skaber retningen mod det samlende byrum, som den diskrete hovedindgang også vender ud mod. Da bygningen ikke har en bagside, er placeringen af affaldscontainere løst i udkanten af den nye sammenbindende belægning, i pladsens randzone, hvilket virker funktionelt og gennemtænkt og skaber rene, frie områder omkring det lille hus, med mulighed for at rykke udenfor på varme dage.

Facade og tag er beklædt med ens anodiserede aluminiumsplader i en rød farvning, der spiller sammen med de omgivende tegl og det røde grus. Farven changerer fra gullig rød mod en varm rosa og samler områdets røde nuancer overraskende godt. Samtidig lader det til at være en farvetone, som lever fint med skidt, patinering og evt. solblegning. Pladerne er dog ret følsomme over for stød og spændinger, hvilket ses både i facaden, som et sted har fået en ordentlig bule på trods de afskærmende beplantningsflader langs facaden. Men også i tagfladen, hvor ca. halvdelen af pladerne spejler jævnt, mens monteringen for den anden halvdels vedkommende skaber spejleffekter a la hurlumhejhus. Tagets buede hældning forekommer ikke rigtig spændstig. Der er for lidt svung, og i opstalten virker det mere som en lige hældning med to små knæk. Det er svært at få tag og facade af kvadratiske og rektangulære plader til at spille sammen med et bueslag. Alufacadens og tagets spejlinger skifter med lyset, fra knivskarpe til udviskede i regnvejr, hvor den lyse betonbelægning overtager som spejl. De hvide karme ved døre og vinduesrammer spiller flot op mod facaden og snakker sammen med teglbygningernes vinduer. Kompositionen med tynde, faste vinduesrammer og tykkere rammer ved de åbningsbare partier virker gennemarbejdet og elegant, og det er tydeligt, at der er lagt megen omsorg i detaljeringen af hele bygningen.

Foto: Rasmus Hjortshøj

Bygningens ca. 400 kvm ligger meget smukt i byrummet, men indenfor virker det åbne rum noget klemt af møbleringen. Er bygningens størrelse virkelig fremtidssikret? Umiddelbart giver de fire undervisningsafdelinger indtryk af at være mindre end et gennemsnitligt FOF-lokale. Flytbare skabe er arrangeret, så der opstår en central gang, som virker klemt. Ideen med at kunne rydde møblerne til side er fin til den halvårlige kursusafslutning, men i praksis står møblerne nok fast resten af tiden, og så skal de helst stå godt der, hvor de står. Samtidig bruges de til opbevaring af kunstprojekter under produktion, f.eks. udbrændt ler. Man skal altså køre meget varsomt med dem, hvis indholdet ikke skal smadres. Interiøret er holdt i hvidt, som ‘et hvidt lærred’. Omsorgen for detaljen ses i de fine kompositioner, hvor bygningens faste installationer indgår som grafiske elementer i de hvide flader. De giver sammen med de lyst laserede trælameller i loftet og akustikpladerne den eneste taktile modstand i det hvide rum. Her kunne måske være arbejdet mere med materialer, som fordrer kunstnerisk udfoldelse uden angst for at klatte.

Området med den nye belægning og Kunstens Hus er blevet meget rent og nydeligt. Betonringen har dog allerede fået sine første tags, og brugernes indtog i Kunstens Hus ses ved en frisk blanding af kunstprojekter og møbleringsrod i vinduesnicherne. Huset og pladsen lever allerede med brugerne og rummer den rodede æstetik, områder med kreativ udfoldelse får. Forhåbentlig vil huset ligesom pladsen vise sig holdbart i brug og de kreative projekter indtage dele af byrummet til sommer.

Sandra Gonon er arkitekt MAA.

Udsnitsplan. Illustration: Svendborg Architects
Plan, indretning. Illustration: Svendborg Architects
Snit. Illustration: Svendborg Architects
Detalje ved tagfod og glasparti. Tag og facader er beklædt med aluminiumsplader. Illustration: Svendborg Architects
Foto: Rasmus Hjortshøj
Foto: Rasmus Hjortshøj

Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten 04/19.