Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Foto: Jens M. Lindhe

3. maj 2019

Kirkeligt kvarterløft

Skal bykirkerne omdannes til hektiske pingpong-haller eller konserveres som højtideligholdte (tom-)rum? Hverken eller, kunne være svaret. Se hvad Maali & Lalanda gør i Enghave Kirke: De bygger trapper til himlen og skærer huller til skyerne.

FAKTA
Enghave Kirke
Sønder Boulevard 120, 1720 København V
Arkitekt: Frank Maali & Gemma Lalanda MLAS
Bygherre: Københavns Stiftsøvrighed og Vesterbro Sogn
Ingeniører: BeregnerGruppen og Consel el-ingeniører
Belysning: Okholm Lighting
Kunstnerisk udsmykning: Margrete Sørensen (altertavle, alterbord, døbefond og prædikestol) og Frank Maali (lamper)
Opført: 2018

Med tanke på, at stadig færre mennesker går i kirke, og at man som en logisk konsekvens af den udvikling har afkristnet en stribe kirker i København, så er det tankevækkende, at man i Vesterbro Sogn har valgt at renovere en, ved første øjekast, undseelig hverdagskirke på et hjørne af Søndre Boulevard.

Men når man træder ind i Enghave Kirke, så forsvinder al tvivl. Kirkerummet har efter en gennemgribende indvendig renovering fået mere plads. Til ånd og sang og stemmer.

Enghave Kirke ligger mellem Sønder Boulevard-kvarterets røde murstenskarreer og Carlsbergkomplekset. To distinkte bystrukturer, der til stadighed bygges tættere sammen. Boulevarden blev til en park med varierende fritidsstationer, bænke og boldbure i 00erne, Carlsberg fortættes fortløbende som blandet erhvervs-, bolig- og uddannelseskvarter. Enghave Kirke har været i en udkantssituation. Men ikke meget længere. Nu ligger den på et nyt vigtigt hjørne i byen.

Arkitekt Richard Jessen færdiggjorde processionskirken i 1960 som en tilbygning til Vesterbro Sogns menighedshus, en historicistisk etagebygning fra 1920erne.

Menighedshuset stod altså alene i henved 40 år, før det fik sig en partner. Det blev en lille nord-syd-vendt kirke i tegl, med gennemgang til menighedshusets forsamlingssal. Opført i blank mur og med tegltag, som brokvarteret, med svung på tagfoden og et flot langstrakt gavlvindue mod boulevarden.

Skibets orientering er usædvanlig, liturgisk set, men meningsfuld, fordi Jessen har tilpasset sig stedet, byens struktur og gadens forløb. Den fritstående kampanile i beton med kors- og cirkel-gennemskæringer i toppen er en stilfærdigt vovet tidsmarkør ved siden af den afdæmpede kirke.

At byggeriet ikke er blevet regnet for noget særligt betydeligt værk, bliver klart, når man graver i arkiverne. Få har ment noget om arkitekten og hans værker gennem tiden. Men han har ikke desto mindre skabt en gedigen ramme, som nogle andre har kunnet bygge videre på. Sikke et lykketræf, på tværs af tiden.

Nu er der hul igennem taget.

Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Foto: Jens M. Lindhe

Hvor meget kan og skal man gøre for at opnå en vellykket bygningsfysisk og stemningsmæssig transformation, uden at miste rummets rødder? Hvordan får man det, der findes, til at blomstre på ny? Maali & Lalanda arbejder ekstremt balanceret med at trække fra og lægge til, så nyt og gammelt rum omsorgsfuldt væves sammen.

Der er det med kirker, at man ikke bare lige går derind. Selvom de er til for alle, og åbne for alle, så findes der en usynlig tærskel, der handler om tro eller ej, og den kan holde én tilbage. Arkitekterne har arbejdet for at gøre det let og indbydende at komme ind. En ny rampe fører op til indgangspartiet og den lave entré.

Maali & Lalanda er kyndige portalarkitekter. De forstærker indgange, overgange, så tiden, fra man forlader fortovet, til man træder ind i våbenhuset og endelig kirkerummet, deles op i kapitler. Med blik for de stemningsskift, der findes i de eksisterende rumligheder. Arkitekterne forstærker portalerne ved at ramme dem ind i sort stål.

Kirken er i et totalindtryk lys, hård, hvid, varm, blød, håndlavet, høj, industriel, stille, sval og mørk. Altså, nuanceret.

Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Situationsplan

Den første store, iøjnefaldende forandring i kirkerummet er lysniveauet. Før var kirken dunkel. Loftet var malet blåt, så man kunne forestille sig den himmelblå. Men da dagslyset kun kunne trænge ind i rummet via det store gavlvindue over våbenhuset og få andre blyindfattede, farvede ruder, så var kunstbelysningen essentiel, særligt i alterområdet, der ellers ville henligge i mørke.

Kunstbelysningen spiller stadig en vigtig rolle i kirken, men den er ikke alene. Maali & Lalanda har skåret hul i kirkens tøndehvælv og fjernet et stykke af den ovenliggende tagkonstruktion for at sætte vinduer i tagfladen over alteret. Man ser ikke vinduerne, men et mildt dagslys, der glider ned over de hvide vægge fra oven.

Endnu et tagvindue er indsat over rummets anden store nyhed, siddetrappen, der er beklædt med bambus og belagt med læderhynder. Her kan man sidde og se skyerne drive forbi, man kan se ind på menighedshusets facade, og man kan se op langs kampanilen. Fra øverste trin er der endda udsigt til boligbyggeriet langs Enghavevej. Den uhøjtidelige gennemskæring, der lader blikket søge ud gennem taget, har en rar og hjemliggørende virkning. Som en lejlighed oppe under taget.

Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Foto: Jens M. Lindhe

Siddetrappen bygger videre på pulpituret over våbenhuset og trækker et sammenhængende, terrasseret landskab hen og op langs kirkens ene indervæg. Her tilbydes vi en meget anderledes måde at sidde på, end man er vant til i en kirke. Men det virker ikke malplaceret, ej heller spektakulært. Mere som en virkelig god idé, der blev testet, justeret og faldt på plads. På trods af den store forandring så kan man stadig se rummet. Processionskirkens aksiale rum kan sagtens bære forandringen. Dels fordi orglet hænger brunt og flot som en bikube på den modsatte væg. Dels fordi arkitekterne både oppe og nede underinddeler kirkerummet, så det får flere retninger. Løse stole kan danne formationer til små og store forsamlinger.

Siddetrappen indfører auditoriets verden i kirken. En måde at sidde på, hvor man lytter af lyst, ikke af pligt. Man taler med dem bagved, foran, ved siden af. Børn kravler frem og tilbage. Man kigger hen over hinanden. Venter. Mærker flokken. Ser rummets sammenhæng fra oven. Skærmet af et fabelagtigt sort stålværn. I snit ligner de tynde tremmers frimodigt ujævne placering et langstrakt stjernebillede.

Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Stueplan
Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Pulpiturplan

Kig på detaljerne i kirken. De er ikke kommet tilfældigt forbi. De er hentet i en historisk, liturgisk, litterær og mytisk referenceverden. Detaljerne er med til at skabe rumlig fylde. Og det bliver de også nødt til, for at rummet ikke løbes over ende af en ny og meget ekspressiv altertavle, der opererer i et helt andet kunstnerisk felt. Den store sorte sættekasse, fyldt med grafiske symboler og spejle, virker som en højtaler i rummet.

Arkitekterne sender på en helt anden frekvens.

Selvom de er lavmælte, så er deres værk ikke afsvalet og ufarligt. Der er talrige små hede møder af feticherende karakter rundt omkring i kirken. Besværlige folder, tungt stof holdt nede med nitter, materialer, der griber om og ind i hinanden.

Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Foto: Jens M. Lindhe

Den præcise råhed, som man kender fra andre af parrets ombygningsprojekter, eksempelvis Strandingsmuseet i Thorsminde, går igen. Salmetavlen er en ophængt køreplade. Materialerne står rent som det, de er, og virker djærvt slidstærke. Med undtagelse af de store, hvidmalede vægflader, der i udsatte overgange er stribede af brune skomærker. Det rene rum kommer til at blive gråbrunt, hvor der kommer mennesker. Og når man lægger op til at bruge rummet så frit som her, så kommer der spor.

Alterområdet er ikke kun præstens domæne, hvilket ses klart og tydeligt i det støbte, cremefarvede gulv, der kantet af sort aflæses i sektioner. Sektionerne kan hæves til forskellige niveauer under kor og koncertkonstellationer. Samspillet mellem det verdslige og det kirkelige ritualrum finder på smukkeste vis sammen i et hævesænke-gulv.

Afkristningen af Absalon Kirke, der ligger længere nede af boulevarden har foranlediget et kirkerum dyppet i regnbuefarver og proppet med ramasjang (se Arkitekten 3/2018). Det er også godt. Fællesrummet i Enghave Kirke skal bare noget andet. Det skal løfte os i glæden og bære os i sorgen. Det ved arkitekterne. Se de smukke pendler, der trækker et bueslag hen under loftets krumning. Om aftenen ulmer de som fakler og kaster varme ned mod kirkegulvet. Om dagen sender de lyset op under hvælvet. Se den lille, men betydelige detalje i loftet: en krog og et snoretræk til adventskrans og fastelavns­tønde. Er dette tivolisering af et af de få højtidelige samværsrum, vi har tilbage i byen? Ikke spor. Det er bare mere af livet på én gang.

Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Længdesnit
Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Foto: Jens M. Lindhe
Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Ny salmebogsreol, i stål og bambus, af Maali & Lalanda. Foto: Jens M. Lindhe
Enghave Kirke. Maali & Lalanda.
Altertavle, alterbord, døbefond og prædikestol af Margrete Sørensen. Foto: Jens M. Lindhe

Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten 03/19.