Steen Eiler Rasmussen (1898-1990) var intellektuel, engagerede sig bredt i samfundsdebatten og tegnede bl.a. det almene boligbyggeri Tingbjerg (1950-1971). Foto: Helene Høyer Mikkelsen

14. maj 2019

Debat: Hvad med det vertikale?

Hvor er de intellektuelle arkitekter i den offentlige debat? Og hvad er deres sociale projekt? Klummens forfatter efterlyser meninger, som brydes, og ikke mindst: holdningsmæssig og åndelig vertikalitet.

Danmark har en række dygtige arkitekter og tegnestuer, som gør sig gældende internationalt. Vi mangler ikke fyrtårne i den forstand. Men som udenforstående betragter kan det være meget svært at se, hvad meningen med det hele egentlig er, og hvori det fælles, retningsgivende tankegods består. Arkitektur er jo andet end æstetik og formgivning. Arkitektur er social kunst, som påvirker menneskers liv i meget høj grad. 

Så hvad er det overordnede samfundsmæssige projekt for de intellektuelle danske arkitekter i vores tid? Man kan også spørge: Findes disse arkitekter overhovedet?

I mellemkrigstiden var arkitekter aktive og synlige i samfundsdebatten, og kombinationen af deres holdningsmæssige, pædagogiske arbejde og deres formgivning skabte forudsætningen for den enorme succes, som generationen af danske arkitekter og designere efter dem opnåede i 1950erne og frem. Her blev Danish Design et fænomen og kom for alvor ud over rampen internationalt. Der var i 1920erne og 30erne en tæt kobling mellem det kulturradikale projekt og funktionalisme, og senere ikoner som Børge Mogensen, Finn Juhl og Hans Wegner stod direkte på skuldrene af denne kobling af idé- og holdningsbåret arbejde, hvilket også kan siges om den lidt ældre Arne Jacobsen. 

Ingen af disse herrer havde kunnet udrette, hvad de gjorde, hvis de ikke havde været en del af denne særlige danske tradition for formgivning og oplysning, der blev grundlagt af generationen før.

Der var altså tidligere en sammenhæng mellem sociale ideer og formgivning, som i dag synes helt fraværende. Men spørgsmålet er, hvor længe Danmark og dets skabende folk kan blive ved med at lune sig ved populariteten af Danish Design? Det er trods alt ved at være en menneskealder siden, at vi for alvor markerede os med det, som vores omverden forbinder med dette stempel af god kvalitet, som også arkitekterne har en stor del af æren for, og som de derfor også berettiget har nydt godt af.

Som jeg nævnte indledningsvis, er der bestemt danske arkitekter, som gør sig gældende internationalt, og som rager op. Læseren kan sikkert selv komme i tanke om et par navne. Problemet er bare, at ingen i offentligheden aner, hvad disse personer står for, og hvad deres bagvedliggende samfundsprojekt er. Derfor er det også svært for dem at danne skole og fælles retning, fordi æstetikken alene ikke kan trække læsset.

Jeg siger ikke, at disse personer ikke har holdninger – det kan de sagtens have og har det sikkert. Men hvorfor ser vi ikke danske arkitekter som en del af samfundsdebatten på det generelle plan? Er det for meget at bede om lidt holdningsmæssig eller åndelig vertikalitet – dvs. at bede om arkitekter, som mener noget på en tydelig og prægnant måde i offentligheden, og som samtidig er parate til at efterleve deres holdninger i deres skabende praksis? 

Der er jo store spørgsmål og udfordringer nok at tage fat på i denne verden, og arkitekterne arbejder jo allerede med dem. Jeg savner at se meninger, der brydes, og positioner, som er trukket op over for hinanden, så vi kan se deres karakter og forholde os til dem. Og jeg savner ikke mindst, at arkitekturens retning forbinder sig med tidens spørgsmål på en mere tydelig vis, så svarene på disse spørgsmål ikke kun ligger implicit i værkerne, men også udtales direkte i dialog med offentligheden og dens meningsdannere. 

Morten Grønborg er cand.mag. i nordisk filologi og kunsthistorie samt chefredaktør for ‘Scenario Magazine’.

Klummen blev udgivet første gang i Arkitekten 04/19.