Pladsen er tilpasset bydelens skala, materialitet og bebyggelsesstruktur, samtidig med at der er skabt byliv, bynatur og en sammenhængende promenade, som er en del af byens havnering, til glæde for alle. Krøyers Plads, 2016. Tegnet af COBE, Vilhelm Lauritzen Arkitekter og GHB Landskabsarkitekter, 2016. Billedtekst og foto: Tina Saaby

16. maj 2019

Arkitekturpolitikkens betydning 7

Tina Saaby var stadsarkitekt i København fra 2011 til 2018. Interviewet er illustreret med Saabys egne billedfortællinger fra København.

Hvordan har stadsarkitektens embede og rolle i det kommunale system forandret sig gennem de to perioder, du har siddet i København? 

TS Tidligere sad der flere arkitekter og planlæggere i kommunale ledelsespositioner. Det offentlige var i større udstrækning end i dag drevet af fagpersoner. Med New Public Management og efterspørgslen på mere effektivisering begynder vi i højere grad at betragte det kommunale system som en rationel maskine, og faglige chefer bliver erstattet af djøf’ere. Mange af dem er dygtige ledere, men det er lederrollen, der er deres drivkraft, ikke fagligheden. Det er en udfordring, også for stadsarkitektembedet, at der ikke er så mange planlæggere og arkitekter tilbage på vigtige poster. Konsekvensen af effektiviseringen er, at dem, som har direkte kontakt til det politiske, er folk, der ved rigtig meget om ledelse, men som ofte ved mindre om det, de skal lede og dermed orientere eller hjælpe politikerne med at træffe bedre beslutninger om. 

Hvordan står stadsarkitekten i København ift. den beslutningsproces?

TS I København er stadsarkitekten én, der udøver tværgående ledelse og derfor har en rådgivende funktion i det administrative og politiske system. Uanset hvor dygtig en stadsarkitekt, eller anden offentlig leder, du er, så er det ikke dig, der træffer de endelige beslutninger. Det gør politikerne. Det kan jeg mærke, at der grundlæggende ikke er særlig mange, der forstår.

Hvordan kommer det til udtryk?

TS Der er mange, der har spurgt mig, hvor meget magt embedet har, og mange, som mener, at det har for lidt magt. Folk er enormt fokuserede på magt, forstået som hvor mange mennesker og kroner du har ansvaret for. Måske vil de gerne have en, de kan sætte op på en piedestal. Men for mig er det et embede, hvor man er holdspiller. Hvis man skal lave forandring i en by, så tror jeg, det vigtigste er, at man får folk – kollegaer, politikere, borgere – til at tage ejerskab og ansvar. Får dem til at gøre sig selv til en del af forandringen i stedet for at diktere, hvad de skal. Det er nok også derfor, det udfordrer mig så meget at diskutere magt ud fra en hierarkisk tankegang alene. Hvis vi som arkitekter havde forståelse for den demokratiske præmis meget tidligere i arbejdsprocesserne, så tror jeg, at der ville blive lyttet mere til os. Og jeg tror også, at vi ville blive bedre arkitekter. 

De farvede, flytbare stole giver en smuk kontrast til det præcise vandbassin, og de står altid forskelligt. Her har de været brugt til en leg i vandet af en skoleklasse. Et billede på, at byen også skal være foranderlig, og at der skal være elementer, vi selv kan præge. Bassinet er i sig selv et enkelt element, der viser, at parken, der omslutter museet, er asymmetrisk i forhold til bygningen, og at den indgår i parkens store skala, ikke husets. Haven foran Statens Museum for Kunst, 2015. Tegnet af Karres en Brands og Polyform, 2011. Billedtekst og foto: Tina Saaby
Sankt Annæ Plads er en del af et sammenhængende net af 300 projekter, som skal håndtere byens regnvand. Det er tænkt ind i den sammenhængende landskabsplan, som er udarbejdet af Lundgaard & Tranberg og Københavns Kommune i forbindelse med Nyhavnsområdet og specifikt Kvæsthusbroen og parkeringshuset. Her ser man, hvordan klimatilpasning og mere bynatur kan tænkes ind i et område fra 1700-tallet og stadig bevare den tids karakter. Sankt Annæ Plads, 2016. Tegnet af Schønherr, 2016. Billedtekst og foto: Tina Saaby

På hvilken måde ville vi kunne blive bedre arkitekter?

TS Ved at anerkende og forstå, hvor vigtig politik er, og hvor meget det sætter retninger og rammer for alt det arbejde, vi laver. Som arkitektvirksomhed: Gå ind og læs budgetforligene og udkast til kommuneplanen og de andre bydækkende politikker og strategier, tag del i debatten, selvom det endnu ikke handler om konkrete projekter. Arkitekter begynder langt hen ad vejen først at blive opmærksomme på ting, når vi står og skal til at tegne de første streger til et byrum eller en bygning. Men der er de vigtigste beslutninger truffet. Så er det for sent. Alt for sent! Det er meget tidligere, vi skal med, hvis vi vil være med til at diskutere værdien af arkitektur. Vi skal være med, så snart der kommer nye politiske udmeldinger. Så min opfordring vil være, at vi som faggruppe bliver meget mere debatterende, politisk engagerede og samfundsmæssigt bevidste.

Det handler om en holdningsændring?

TS Ja. Når arkitekter kommer ind og præsenterer deres forslag for kommunen, så hører vi stadig sætninger som, “jeg har besluttet at…”, “min idé er….”. Mange har stadig den oplevelse, at det er mig, der beslutter mit projekt, helt og holdent. Og det spejler sig i den holdning, at man ønsker sig, at der sidder én arkitekt på toppen af byen, der hele tiden kun vil det gode for projektet, på det arkitektfagliges præmis. Men det er bare meget mere komplekst, og der er mange andre interesser i et politisk rum.

Hvordan opnår man et godt samarbejde med politikerne uden at give køb på sin faglighed? 

TS Politikerne har mærkesager og et værdigrundlag, som de handler ud fra. Det kan være alt fra et frit marked til et meget kontrolleret marked. Fra flere lejeboliger til flere private boliger. Stadsarkitekten skal rådgive bedst muligt inden for det, der er de bestemmende politiske visioner. Hvis du arbejder strategisk, kan du være med til at sætte en politisk vision. Du kan give embedsværket et politisk mandat til at gå ud og forhandle.

De fleste strategier bliver noget, der sætter retninger og rammer, men som ikke er lovgivning. Arkitekturpolitikken er et kan og ikke et skal. Byggesagsbehandlerne og de arkitekter, der sidder og arbejder med lokalplanerne, skal være dygtige til at navigere imellem, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er til forhandling. Det skal man være tydelig i sit sprog omkring, når man sidder sammen med en developer, en investor og en arkitekt. De fleste byudviklere vil gerne være en del af københavner-fortællingen om at få mere bynatur, bæredygtighed, cykler og byliv ind i deres projekter, selvom det ikke er en del
af en lov.

Oprindelig var området tænkt som endnu en stor, åben bypark som i Ørestad City med bygninger i samme skala. Arenakvarteret blev gentænkt med en mindre og mere organisk park, hvor park, bygninger og promenade blev tænkt ind i hverdagsflowet. Arenakvarteret, Ørestad Syd, 2018. Landskab og bebyggelsesplan af Vandkunsten. Billedtekst og foto: Tina Saaby
Områdefornyelserne er helt særlige initiativer, som i København har udviklet mængder af projekter. Ofte er det her, der er sket størst udvikling, og tit har de givet masser af dialog, opmærksomhed og skabt nye måder at udvikle byen på. Dette sted er tegnet af to praktikanter fra Kunstakademiets Arkitektskole sammen med områdefornyelsen og boligorganisationen og var en lille poetisk perle, et øjeblik. Det grønne areal langs Stengade ved Folkets Park, Nørrebro, 2017. Billedtekst og foto: Tina Saaby

Kan du nævne nogle højdepunkter fra din tid som stadsarkitekt?

TS Der er mange ting. Fra min anden periode formulerede vi mere præcist, at stadsarkitektembedet ikke kun skulle sidde og arbejde med den stedspecifikke planlægning for projekter, men at det arkitektfaglige blik skulle langt dybere ind i de forskellige strategier, vi arbejder med. Det betyder, at jeg føler rigtig stort ejerskab for strategierne for bynatur og klimatilpasning. Og ‘Fællesskab København’ er jeg rigtig stolt af at have været en del af – ligesom arkitekturpolitikken, som naturligt fulgte efter.

Det var også en stor ting at få lokalplanen for Nordhavn igennem. Vi havde kæmpe forhandlinger med By & Havn. Det var midt i krisesituationen, og By & Havn ville have siloerne revet ned. Der var også en ophedet diskussion om bolig- og erhvervsandelen. Vi fik en lokalplan igennem, der bevarede alle siloerne, som i dag er en stedsspecifik mærkat for bydelen.

Derudover synes jeg, det var et højdepunkt at gå ind og arbejde videre med Ørestad. Arenakvarters-projektet var et gennembrud, hvor vi fik bevaret de store landskabelige træk, som er Ørestads egenart, men fik brudt skalaen ned mellem bygningerne og skabt en bydel med liv mellem husene fra start! 

Så er der områdefornyelserne, som jeg har prioriteret meget højt. En områdefornyelse er et demokratisk afsæt, hvor du træffer beslutninger sammen med lokale borgere og interessenter. Hvor du placerer dit kommunale kontor på stedet. Det er epokebrydende ift. at snakke om, hvordan arkitektur udvikles. Områdefornyelser er de billigste projekter, vi har, og det er dem, der skaber mest oplevet værdi for borgerne. Af enkelte byggerier er jeg super stolt af Krøyers Plads, Axel Towers, Havneringen, klimatilpasningsprojekterne og en lang række mindre projekter, som netop er udviklet i samarbejde med borgere og kommunale kollegaer i områdefornyelserne og gårdhaverne.

Du har hele byen i din bevidsthed som stadsarkitekt. Hvordan slipper man sådan et embede?

TS Det kommer jeg aldrig til at slippe. Nu har jeg været ude og holde foredrag som ‘ikke-stadsarkitekt’, og den største udfordring er at holde op med at sige vi: “Vi.. øh, de har gjort…”. Men jeg kan mærke, at det også giver en frihed. Jeg er ikke længere bundet af at fortælle en københavnerhistorie alene, men kan sætte det i en bredere global sammenhæng.

Hvad vil du bruge den frihed til?

TS Nu kunne jeg godt tænke mig at diskutere, skrive, snakke om og reflektere over, hvad begreber som bæredygtighed er, hvad byledelse, innovation, arkitektonisk kvalitet er, hvad demokrati er, når vi taler om byudvikling generelt. Jeg er kritisk over for de ting, der sker lige nu med Lynetteholmen og budgetforliget omkring Amager Fælled. Der er ikke meget demokrati i det set med mine øjne. Hvad er det, der sker, når vi tænker, ‘det spørger vi ikke nogen om’, og så kaster en Lynetteholmen ned eller vælger at byudvikle steder i byen, som vi slet ikke ved, om kan bære alle de kvadratmeter, som Bådehavnsgade, campingkvarteret og byggefeltet ved Selinevej. Jeg drømmer om, at vi som branche bliver bedre til at stille de kritiske og komplekse spørgsmål og reelt går ind i at udfordre beslutninger og diskutere finansieringsmodeller, hovedstadspolitik, demokrati og alle byggeriets processer.

Tina Saaby er arkitekt MAA og tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune.

Note: Find seriens tidligere artikler i henholdsvis Arkitekten 02/2018 (interview med Jesper Dahl),  Arkitekten 03/2018 (interview med Peder Baltzer Nielsen), Arkitekten 05/2018 (interview med Lisbet Wolters), Arkitekten 06/2018 (interview med Lars Autrup)Arkitekten 09/2018 (interview med Stephen Willacy) og Arkitekten 03/2019 (interview med Anne Skovbro). Serien fortsætter. Følg med i Arkitekten og deltag selv i debatten her på siden.

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 04/2019.