"Onkel Toms Hütte", Berlin, Bruno Taut, 1926-31. Bruno Taut Foto: Flemming Skude

1. marts 2019

Debat: Naturens forsonende nærvær

Flemming Skude savner farver og planter i københavnske boligområder. Han fremhæver Bruno Tauts byggeri "Onkel Toms Hütte" i Berlin som eksempel på den gode og langtidsholdbare arkitektur – med farverige bygninger og rig vegetation.

Berlinerne bryster sig af, at deres by er den mest udstrakte i Europa, og sandt at sige vrimler byen med højstammede træer og havebyer. Hvad de færreste måske ved er, at Berlin også rummer de mest farverige boligbebyggelser, man kan forestille sig. For seks år siden udgav Winfried Brenne en guide om Bruno Taut: Meister der Farbigen Bauens in Berlin (2013) og de ca. 10.000 boliger, der blev designet af Taut i årene 1924-31, mens han var chefarkitekt i boligselskabet Gehag. Hele vejen rundt om Berlin vil man i dag kunne støde på større havebyer planlagt og formgivet af Taut.

Til hans mest interessante bebyggelser hører “Onkel Toms Hütte” (1926-31) i Zehlendorf syd for Berlins centrum. Havebyen består af etageboliger i varierende længder og højder. Bygningerne er grupperet omkring en U-bane-station af samme navn med to krumme boligstokke langs banelinjen, resten fordelt i karréer nord og syd for sporet. Lejlighederne varierer i størrelse op til 3½ værelser på omkring 100 kvadratmeter i etagebygningerne, der til afveksling er blandet med rækkehuse. I alt er der tale om 1592 boliger fordelt på 1106 lejligheder og 486 rækkehuse.

Som stationsbebyggelsen fremtræder i dag, er der tale om en udsøgt symbiose mellem højstammede fyrretræer og afvekslende boligblokke i mættede facadefarver. Hele farveskalaen er bragt i spil, ofte med bratte sammenstød af to forskellige kulører på hushjørner eller som pædagogisk opdeling af ellers alt for lange facadeforløb. Dertil kommer så mere dekorative indramninger af samtlige opgangspartier, så de mange hoveddøre på terræn adskiller sig fra hinanden som klart forskellige.

Det lå Taut stærkt på sinde at opnå balance mellem rationelle såvel som følelsesmæssige aspekter i arkitekturen. En syntese mellem det funktionelle, det konstruktive og det medmenneskelige. Og hvis arkitektur repræsenterer det kunstige og menneskeskabte, står naturen for det levende og foranderlige. God arkitektur kan stræbe efter at matche naturen, men aldrig overgå den. Men sammen kan bygninger og parker udgøre et makkerpar, der slår alt. Hvis dertil også farver bringes i spil, bliver følelsernes verden tilgodeset. Og adelsmærket i “Onkel Toms Hütte” er blevet et boligmiljø, hvor bygningsfarver og vegetation understøtter hinanden i en syntese, vi på verdensplan kun kan drømme om.

Det er blevet spået, at sansegnierne skal arve verden. Og om nogen fremstod Bauhaus og funktionalismen som sansegniere. I vores egen tid har OMA, senest som ansvarlig for BLOX, været verdensmester i dræbende arkitektonisk fattigdom. Mens tegnestuens diametrale modsætning – Bruno Taut – har vist sig forbløffende langtidsholdbar! Og for dem, der har oplevet Københavns nye boligområder som Ørestaden, Nordhavn, Carlsberg Byen eller senest Teglholmen, må det virke uforståeligt, at træer og farver stort set er fraværende. For hvad er den menneskeskabte verden uden naturens forsonende nærvær? Det er urbanisme på den dårlige måde, når høj vegetation lades ude af betragtning.