DeFlat Kleiburg. XVW architectuur. NL Architects. Xander Vermeulen Windsant.
Foto: Marcel van der Burg

4. marts 2019

Interview med Xander Vermeulen Windsant: Elementernes nye liv

I 2017 blev EU’s Mies van der Rohe-pris for første gang givet til et renoveringsprojekt, nemlig boligbyggeriet DeFlat Kleiburg i Holland. Nogle undrede sig over, hvad det egentlig var, arkitekterne havde ændret ved bygningen, der berettigede dem til en pris. Bag projektet står arkitekten Xander Vermeulen Windsant og hans tegnestue XVW architectuur i samabejde med NL Architects.

Foruden Mies van der Rohe-prisen vandt de to tegnestuer også den hollandske designpris inden for kategorierne ‘Bomiljø’ og ‘Fremtid’. Med udgangspunkt i de mange udmærkelser har Vermeulen Windsant derefter rejst rundt i Europa og fortalt om projektet.

Byggeriet ligger i det område, der hedder Bijlmermeer, i det sydlige Amsterdam. Det blev opført i 1960erne og 70erne som et boligkvarter for gæstearbejdere. Kvarterets forskellige afsnit er simpelthen navngivet efter bogstaver, og Kleiburg ligger i K-Buurt. Det anonyme præg forstærkes af de monotone bygninger og den generelle mangel på transport og andet gadeliv.

Med tiden kom Bijlmermeer nærmest til at stå som symbolet på et problemområde, hvor kriminaliteten, stofmisbruget og arbejdsløsheden er ude af kontrol.

“De fleste af vores kolleger ville ikke værdige bygningen et blik,” siger Vermeulen Windsant.

NL Architects og XVW architectuur kom ikke med forslag om muntre farvesætninger, der kunne peppe gråtonerne op. I stedet ville de prøve at løse det økonomiske regnestykke, der var forbundet med projektet.

Den tidligere ejers plan for renovering af den 400 meter lange og 11 etager høje bygning var anslået til at koste 70 millioner euro, hvilket allerede før finanskrisen var for dyrt. For at løse problemet foreslog arkitekterne, at man nøjedes med at renovere de nødvendige fællesarealer. Beboerne skulle så selv have ansvaret for lejlighederne.

Ved overrækkelsen af Mies van der Rohe-prisen beskrev Kamiel Klaasse fra NL Architects DeFlat Kleiburg som “mange menneskers fælles indsats for at opfylde den enkeltes drømme”. Dermed blev den standardiserede bygning nærmest det modsatte af, hvad den var før.

“Projektet er ikke så meget et eksempel på bygningsbevaring som et eksempel på, hvordan man kan løse udfordringen med at skaffe billige boliger,” siger Vermeulen Windsant.

DeFlat Kleiburg. XVW architectuur. NL Architects. Xander Vermeulen Windsant.
Foto: Stijn Brakkee

Kleiburg har alt, hvad der skal til for at skabe en god historie. Bygningen fremstod længe som områdets grimme ælling, eftersom den var den eneste, der stadig havde sin originale fremtoning. I begyndelsen af 00erne gav Amsterdams Kommune grønt lys for opførelsen af en luksuriøs ny bygning. Kleiburg skulle rives ned, da myndighederne, ifølge Vermeulen Windsant, ingen veneration havde for den gamle bygning. Så kom finanskrisen i 2008 og satte en stopper for planerne, men det åbnede samtidig for nye muligheder. 

Det begyndte med, at beboerne slog sig sammen og startede en kampagne til bevaring af Kleiburg. En journalist fattede interesse for sagen, og snart begyndte medierne at bringe artikler, der støttede op om bevægelsen. 

Græsrodsaktivisme bliver ofte fremstillet som ‘David og ­Goliat’-situationer, hvor ‘folket’ til sidst ender med at få sin vilje. Men ifølge Vermeulen Windsant viser Kleiburg-projektet, at man er nødt til at organisere de beboerdrevne aktiviteter og have gode forbindelser til magthaverne. Uden struktur når man ingen vegne.

“Som arkitekter kunne vi tilføre argumentet troværdighed og på den måde bringe sagen videre. Men det helt afgørende var, at der blandt beboerne var flere by- og bygningsspecialister, som kom med gode argumenter for, hvorfor man skulle bevare bygningen,” siger Vermeulen Windsant.

DeFlat Kleiburg. XVW architectuur. NL Architects. Xander Vermeulen Windsant.
Foto: Stijn Brakkee

Et konsortium blev dannet, og det købte Kleiburg med samtlige 500 lejligheder for præcis én euro. Kravet var, at bygningen skulle renoveres til boligformål.

Bijlmermeer blev oprindelig tegnet af byplanlæggeren og arkitekten Siegfrid Nassuth, der var ansat i kommunen. Han stod for udviklingen af hele området og var inspireret af Le Corbusier og ikke mindst CIAM. De modernistiske idealer kom til udtryk i bygningernes enkelhed og den enorme skala.

“Vi ville gerne se Kleiburg, som den nu engang er, i stedet for at afskrive den som grim eller gammeldags. Vi opfattede ikke bygningen som et problem, der skulle løses, men fandt frem til løsningerne undervejs i designprocessen, mens vi gennemgik bygningen,” siger Vermeulen Windsant.

DeFlat Kleiburg. XVW architectuur. NL Architects. Xander Vermeulen Windsant.

Da arkitekterne undersøgte forskellige dele af bygningen, kunne de se, at problemerne begrænsede sig til de to nederste etager og samspillet mellem bygningen og dens omgivelser. Det skyldtes modernismens principper om adskillelse af funktioner. Bygningen fungerede stadig rent arkitektonisk, men de overordnede planløsninger var utidssvarende. Derfor åbnede arkitekterne gennemgående de passager op sammen med andre stiforløb, der føltes utrygge. Forbindelsen til metroen blev også tydeliggjort. 

Indenfor i bygningen fokuserede arkitekterne på gangarealer og andre fællesrum, hvor de lukkede mere dagslys ind og indførte energibesparende løsninger med bevægelsessensorer.

Lejlighederne blev udbudt efter den såkaldte klusflat-model som rå gør-det-selv-boliger, hvor beboerne havde mulighed for selv at vælge boligens form ved frit at kombinere enheder både på tværs og i højen. De nederste etager indrettedes til rækkehusboliger med haver foran. På de øvrige etager valgte beboerne f.eks. en opdeling med kryds- eller T-formede lejlighedstyper.

DeFlat Kleiburg. XVW architectuur. NL Architects. Xander Vermeulen Windsant.

Hvad facaderne angik, overvejede arkitekterne først at male betonen i en lys farve, men efter at have studeret materialet, opdagede de, at det var i meget god stand, og valgte i stedet at rense facaden med sandblæsning, hvad der gav en travertinagtig overflade som slutresultat.

“Vi holdt fast i tanken om de gode og funktionelle boliger, som Kleiburg efter vores mening stadig kunne tilbyde. Vi ønskede ikke at gennemføre et restaureringsprojekt, og set fra et bevaringsperspektiv foretog vi alt for mange radikale ændringer.”

Ifølge modernismens ideologi var det arkitektens opgave at tegne alle livets fornødenheder – lige fra køkkener til legepladser. Men industrien duplikerede løsningerne, og det rejste spørgsmålet, om der overhovedet var brug for arkitekter til de enkelte boligprojekter. 

DeFlat Kleiburg. XVW architectuur. NL Architects. Xander Vermeulen Windsant.
Foto: Stijn Brakkee

Skal man tro Vermeulen Windsant, er der imidlertid ved at tegne sig en ny rolle for arkitekterne.

“Det formynderiske design har udspillet sin rolle i dag. Der skal være plads til folks forskelligheder i det private rum. Men der er stadig brug for formgivning af det, der ligger mellem hjemmet og byrummet udenfor. På en måde er arkitektens nye felt det rum, der strækker sig fra den enkeltes hoveddør og til ejendommens gadedør – der, hvor folk mødes, og fællesskaber opstår.”

Dette nye felt indebærer samtidig, at man er nødt til at slippe noget af kontrollen. Kleiburg har været forsidestof i den lokale presse, fordi der også har været uønsket aktivitet i de selvrenoverede lejligheder. Vermeulen Windsant besøger jævnligt bygningen, og for ham er det kun naturligt, at der er problemer – arkitekter skaber ikke utopier.

“Som arkitekt prøver jeg at tegne huse på en måde, som tillader folk at se sammenhængen mellem de forskellige løsninger og dermed forstå bygningen som helhed. Samtidig skal en bygning kunne rumme en vis mængde liv uden at miste sin substans,” siger Vermeulen Windsant.

Katja Lindroos er cand.mag., forsker og forfatter.

Artiklen blev først offentliggjort i det finske Arkkitehti 4/2018, siden i Arkitekten 09/18 og bringes her med tilladelse fra tidsskriftet og forfatteren. Artiklen er forkortet af redaktionen og oversat fra engelsk af Cornelius Colding.