5. marts 2019

Debat: Arkitekter, forén jer!

Ane Cortzen skrev i Arkitektens kritiske klumme (02/19), at de store, toneangivende tegnestuer bør formulere et charter for kvalitet. Direktør for Akademisk Arkitektforening, Lars Autrup, har svaret på klummen. Læs både svaret og den kritiske klumme her.

Ane Cortzen: Arkitekter, forén jer!

Da jeg startede på Arkitektskolen i 1995, var det helt uden forudsætninger af nogen som helst art. Som barn af journalister havde jeg aldrig beskæftiget mig synderligt med arkitektur – aldrig rigtig bemærket det eller hørt nogen tale om det. Jeg startede udelukkende på skolen, fordi jeg kunne komme ind på mit karaktergennemsnit og ikke havde noget bedre at tage mig til. 

Jeg fik virkelig min sag for, kan man roligt sige. Det var som at lande på en fremmed planet uden parlør – og rumvæsenerne var ikke venligtsindede. Jeg var meget tæt på at give op, men jeg holdt ud, og efter et par måneder blev jeg grebet af den hellige ild. Jeg forstod pludselig, hvor vigtig god arkitektur er – ikke bare for arkitekter eller for de heldige brugere eller beboere – men for hele samfundet. Arkitekturen former vores byer, vores liv, vores tankegang. Den har både et socialt og et menneskeligt ansvar, som det kræver stor omhu og dedikation at leve op til. De store, hedengangne arkitekter, hvis værker vi nøje studerede – Arne Jacobsen, Le Corbusier, Vilhelm Lauritzen, Utzon – opfattede jeg som mænd af stor idealistisk styrke. De var ikke blot ude på at styrke deres eget ego eller tjene en masse penge – de var ude i et langt større ærinde. Nemlig at skabe det gode liv og dermed et bedre samfund.

Nu om dage synes jeg, det står sløjt til med idealismen. Den har trange kår i en benhård markedsøkonomi, hvor bygherrer og entreprenører ikke bare skærer ind til benet, men helt ind i knoglemarven. Arkitekterne kan have nok så fine visioner, lave de smukkeste tegninger og tænke de flotteste tanker – det er bare meget, meget sjældent, at de tanker ligner sig selv, når bygningerne står færdige. Den arkitektoniske integritet bliver brændt på de økonomiske interessers bål. Og det skaber vrede og frustration – ikke bare blandt arkitekterne selv, men også generelt ude blandt folk, som ikke kan gennemskue den komplekse byggeproces og blot tror, at arkitekter er verdensfjerne typer, som har misforstået opgaven. 

Det er en ond cirkel, som skal brydes, hvis vi ikke skal efterlade en helvedes masse bygninger af rystende lav kvalitet til eftertiden. Den eneste mulighed er, hvis arkitektbranchen forener sig og sammen nægter at arbejde under så urimelige vilkår. En strejke, simpelthen. En forenet, stærk stand, som stiller sig op imod økonomiske krav, der tvinger dårlige løsninger frem. Problemet er, at det ikke kommer til at ske lige foreløbig. Aldrig har jeg oplevet en mere usolidarisk branche end arkitekternes. Ingen tør råbe op af frygt for miste den næste kunde. Ingen tør holde på deres principper og bede kunden om at gå et andet sted hen – for hvordan skal der så betales for den dyre frokostordning fra Meyers? Hvordan skal der udbetales løn til alle de mange medarbejdere? Hvordan skal vi kunne deltage i den næste konkurrence? Alle er deres egen lykkes smed – og det kommer der ikke særligt godt smedearbejde ud af. 

Hvad kan der gøres? Det lader ikke til, at arkitekternes egen forening har tænkt sig at gøre andet end at udgive dette blad (tidsskriftet Arkitekten, red.) og i øvrigt forholde sig ganske passivt til den triste udvikling. Jeg har faktisk en idé: De store, toneangivende tegnestuer skulle sætte sig ned og skabe et sæt regler – som vi har set det med filmbranchens dogmer og modebranchens etiske charter – der skal overholdes for at sikre kvalitet i byggeriet. Både æstetisk, socialt og klimamæssigt. Og så skal alle, der overhovedet påtænker at besøge arkitekturens planet, skrive under inden landing.

Ane Cortzen er arkitekt samt tv- og radiovært.

Lars Autrup: Kom an – vi er både aktive og beredte 

For meget af nutidens arkitektur er af “rystende lav kvalitet”, mener Ane Cortzen og kritiserer i en kritisk klumme i Arkitekten Arkitektforeningen for at gøre for lidt for at dæmme op for den dårlige kvalitet.  

Det er jo fuldstændig rigtigt, at der i mange nye byudviklingsprojekter er for langt mellem arkitekternes intentioner og de færdige projekter. Det er også rigtigt, at Arkitektforeningen skal være vagthund, når den arkitektoniske kvalitet er kompromitteret. Det har vi også været, når vi gennem debatindlæg, arrangementer, egne artikler både i Arkitekten, på vores andre platforme og i medierne har talt imod f.eks. nedrivning af velfungerende almene boliger, eller når vi har kæmpet indædt for at fastholde fredningen af Vikingeskibshallen i Roskilde. Vi vil i det hele taget meget gerne tale om og debattere arkitektonisk kvalitet. Arkitektforeningen er arkitekturens stemme, og vi stiller vores ressourcer og platforme til rådighed for medlemmernes engagement. Vi opfordrer alle arkitekter til at være aktive, og vi brænder for alle medlemmer med noget på hjerte. 

Men, som Cortzens indlæg også peger på, så er arkitektur afhængig af flere aktører end arkitekterne alene. Derfor er det også et fælles anliggende at udvikle og styrke det arkitektoniske udtryk – vi når længere gennem samarbejde og dialog med byggeriets aktører end ved at råbe ad hinanden i medierne.  

Arkitektforeningens arbejde foregår på mange niveauer. Vi har for nylig omlagt vores fokus i konkurrencearbejdet, så vi nu koncentrerer os om at yde rådgivning allerede fra de tidlige faser, fremfor at agere konkurrencesekretærer fra a-z. Samtidig er vi i gang med at styrke vores korps af fagdommere og arbejder for at skabe en certificeringsordning for (eksterne) konkurrence-rådgivere. Vi har endvidere igangsat et projekt, som skal styrke og udbrede kommunernes arkitekturpolitik. Samlet set giver dette et overskud til en langt bredere berøringsflade med bygherrer og politiske beslutningstagere og til at samarbejde med dem om at løfte den arkitektoniske kvalitet i fællesskab. Ikke bare i ord, men i reel handling. 

I skrivende stund har 37 ud af landets 98 kommuner en formel arkitekturpolitik. Og flere er på vej. Det er her, vi skal ind og være med til at kvalificere den arkitekturpolitik og sørge for, at den bliver et anvendeligt og anvendt værktøj til at sikre et værn mod den tilfældige og markedsstyrede udvikling, som Ane Cortzen skriver om.

Ane Cortzen efterspørger nye visioner og opfordrer landets tegnestuer til at gå sammen om et fælles charter for god arkitektur. Den idé kan vi kun bifalde. I Arkitektforeningen har vi gang i noget, der minder om, nemlig et open call, som, i samarbejde med arkitekturfestivalen CAFx, opfordrer arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører m.fl. om at give deres bud på manifester for fremtidens arkitektur. Inspirationen kommer bl.a. fra Bauhaus-bevægelsen, der fylder 100 år i år. En bevægelse, som var kendetegnet ved dogmatiske visioner for samfundets fysiske udvikling – i tråd med de visionære arkitekter, Cortzen lister i sit indlæg.  

Manifesterne samles i en publikation og en udstilling, som vi lancerer i Arkitektforeningens Hus i forbindelse med arkitekturfestivalen. Håbet er, at det kan give endnu mere liv til den vigtige diskussion om arkitektonisk kvalitet og visioner i arkitekturen, som vi har brug for at tage både med hinanden som arkitekter, med byggeriets parter, i medier og ikke mindst med politikere, så vi i fællesskab kan skabe fysiske rammer, som fremtidige generationer vil hylde os for, ligesom vi hylder Bauhaus og fortidens øvrige store samfundsskabende bygmestre.

Lars Autrup er arkitekt MAA og direktør i Akademisk Arkitektforening.

Den kritiske klumme blev udgivet første gang i Arkitekten 02/2019.