Willumsenudvidelsen. Torben Eskerod.
Willumsen-udvidelsen. Foto: Torben Eskerod

8. februar 2019

Interview med Theo Bjerg: Rum med lys

Man skal vænne sig til Willumsens voldsomme kunst. Det kræver skræddersyede rum og ro til fordybelse.

Nationalmuseet er et godt eksempel på, hvad Theo Bjerg ikke bryder sig om: rum uden vinduer. “Efter kort tid aner du ikke, hvor du er, det er møgubehageligt, jeg har altid været afhængig af en gensidighed mellem ude og inde.”

“Da jeg studerede på akademiet, var Louisiana under opførelse, og man debatterede ivrigt om kunst og museer.

Poul Kjærholm mente f.eks., at den var helt gal med det museum. Man kunne ikke gå ned ad en gang, rundt om et træ og se ud på naturen, samtidig med at man skulle betragte malerierne.

Men pointen er jo, at de skiftende rumproportioneringer, retninger og lysindtag er med til at skærpe opmærksomheden hos beskueren.

Hvis du går ind i en stor sal og ser alt på én gang, bliver du meget hurtigt sløvet. Hvis kunstværket derimod hænger relevant i forhold til et bestemt sted, så ser du det.

Faaborg Museum har nogle af de samme kvaliteter, selv om det er mere lukket end Louisianas første del. 

Det er labyrintisk, fordi hvert rum er helt selvstændigt og fortæller sin egen historie. Samtidig ledes man gennem museet på en overskuelig og rationel måde.

Det er det, vi har forsøgt med udvidelsen til Willumsenmuseet.

Enhederne gentages hele tiden ud i parken langs en forbindelsesgang. Der lægges op til en vandring, som nok er forståelig, men alligevel fuld af variationer, som er afstemt i forhold til kunstnerens vidtfavnende produktion.

Jeg tror, mange mennesker finder Willumsens kunst frastødende, når de møder den første gang. Sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Men efterhånden, som man lærer ham at kende, bliver det mere interessant. I sin bog om Willumsen skriver Henrik Wivel, at hans malerier ikke er afbildninger, men ideer.

Det kræver tid og fordybelse, og jeg håber, at vi har opnået den samme grad af intimitet, som man møder i Faaborg Museum. Det skal være et sted, hvor man kan gå rundt alene uden at føle sig fortabt i store rum.

Udstrålingen og ekspressiviteten i Willumsens kunst er umiddelbar og fænger hos enhver, uanset om man kan lide den eller ej. Der en utrolig styrke i hans billeder, og det slog mig, at rummene i det eksisterende museum er for små til det ret store antal billeder, som hænger der. Det er kun i reliefsalen, at forholdet mellem rum og kunst fungerer, og her er salen jo bygget til relieffet.

Willumsens kunst er utrolig mangfoldig; der er meget store værker, men også tegninger og fotografier, som man skal meget tæt på.

Hans arbejdsmetode var ganske speciel: Han tegnede mange skitser og malede herefter billedet op flere gange med alle de ingredienser som indgik i ideen. Når han var færdig med det, lagde han alt væk, stillede staffeliet op og malede det færdige billede fra grunden.”

Er det sådan, du har skabt din udvidelse?

“Jeg har i hvert fald appelleret til, at man aldrig måtte glemme ideen. Hver gang der har været forslag om ændringer af den eller den anden grund, har jeg gjort opmærksom på, at der er en overordnet idé. Hvis man ikke forholder sig til den, bliver det hele nul og niks.

Det eksisterende hus er nok lidt kedeligt, men det har et flot princip, som jeg har forsøgt at følge i den nye udvidelse.

Det ligger på kanten af det kuperede terræn, og så er det bygget op med nogle tydelige rumenheder. En stribe gallerier forbundet med en gang, hvor hver enhed har en speciel funktion. Hvad der ikke kunne være i de enkelte enheder kunne hænge i gangen. Så gangforløbet er også udstillingsrum med særlige nicher langs den ene væg til mindre objekter.

Princippet tilgodeser på den måde den store spændvidde i kunstnerens produktion.”

Trilogirummet er et af museets tyngdepunkter. Her hænger Willumsens tre selvportrætter Trilogien Tizian døende, som han malede i en høj alder, efter renæssancekunstneren, men med Willumsens karakteristiske ansigtstræk. Kunstnerens død, begravelse og genopstandelse som svævende sfinks skildres i voldsomme farver, og Theo Bjergs idé har været at bringe publikum så tæt på billederne, at man næsten svæver i rummet, når man sidder og mediterer på den indbyggede bænk over for under de høje ovenlys.

Der er masser af dagslys i udstillingsrummene. Hvordan har du fået lov til det – lyset nedbryder jo malerierne?

“Faktisk er der ikke særlig meget dagslys i rummene, selv om det opleves sådan. Ovenlysene er dominerende, men lysarealet er meget lille, sammenlignet med rumfanget.

Samtidig er de meget høje, således at solen, når den står højest ved midsommer, ikke når under kanten mellem lysning og loft.

Da der ikke er difusserende støvlys, betyder det, at rummet ikke kun får himmellys, men tillige reflekser fra lysningerne af det varme sollys.”

Pauserummet for enden af forbindelsesgangen har haft forskellige udformninger undervejs i skitseringen. Det er et vigtigt sted, for ude i parken mellem de høje træer ligger Willumsen begravet. 

Skulle man orientere rummet og formen mod gravstenen, eller ville det blive for nekrofilt? Skulle det kuperede terræn forplante sig ind i huset osv.

Den problemstilling har optaget Theo Bjerg – i lang tid. Så længe, at hans medarbejder på projektet, arkitekten Tue Trærup Madsen, brugte eksemplet over for sine studerende på arkitektskolen i København: “Min chef har arbejdet i længere tid med mindre problemer, end I gør – og han er oven i købet professor!”

Interviewet blev bragt første gang i Arkitektur DK 07/2005.