Elemental. Louisiana. Alejandro Aravena.
Fra udstillingen ELEMENTAL – Alejandro Aravena. Foto: Kim Hansen/Louisiana

11. februar 2019

Elemental: Halvfærdigt og helhjertet

Elementals udstilling på Louisiana er en forførende dokumentation af tegnestuens processuelle arbejde, deres foranderlige bygninger og demokratiske arkitektur.

Det er som at gå ind i en stor skitsebog under Louisianas museumsjord. Hernede udstiller den chilenske tegnestue Elemental på ærlig vis alt, hvad de har arbejdet med indtil nu, under overskriften So Far. Udstillingen er en del af Louisianas serie The Architect’s Studio, der skildrer en række arkitekters arbejdsmetoder og processer. Denne gang dokumenteret i form af Elementals gamle skitsebøger, gule Post-its, malertape, kridt, kvajeblæk og bølgepap. Og det er netop deres ufiltrerede åbenhed, det uperfekte og det halvfærdige, der vækker interesse. 

FAKTA
Arkitekturens Værksteder: ELEMENTAL – Alejandro Aravena
Louisiana
Gammel Strandvej 13
3050 Humlebæk
Støttet af: Realdania
Udstillingsperiode: 11. oktober 2018-3. marts 2019

Alejandro Aravena er Elementals hovedmand, men selv om det er ham, der har vundet en Pritzker Prize og været hovedkurator på biennalen i Venedig, fremstår den samlede præsentation her snarere som et fælles tegnestuearbejde end som en enkelt mands indsats. Udstillingen portrætterer en skitseglad arbejdsplads med kaffepletter og højt til loftet, og rækken af hjemmelavede polaroidfotos af Elemental-familiens 15 medarbejdere passer godt ind i denne sammenhæng.

Man møder et imponerende pap-plateau i ankomstrummet. Det bliver båret af Louisianas betonsøjler og bærer selv 173 af Elementals skitsebøger, som lå de på en massiv stenklippe. Umiddelbart kan det ikke ses, at alt er særligt tilpasset rummet, afmålt og afvejet, men det svævende plateau er et usædvanligt arkitektonisk eksperiment med tyngdekraften.

Elemental. Louisiana. Alejandro Aravena.
Fra udstillingen. Foto: Kim Hansen/Louisiana

I samme rum hænger en lang tavle, hvor tegnestuens årelange og private historie er blotlagt som en lineær kronologi. Detaljerings­niveauet er højt, men det bliver hurtigt tydeligt, at intet hos Elemental er hverken lineært eller planlagt. Tværtimod har de både måttet lade sig diskvalificere i konkurrencer, søge andre jobs undervejs og i det hele taget gjort tegnestuelivet til et langt eksperiment, der stadig er i gang. Måske netop derfor skriver de deres logo med malertape.

Godt halvandet år har det taget at planlægge og opføre udstillingen, der med brugen af gråbrunt pap og dæmpet belysning passer flot ind i Louisianas underjordiske afsnit. Kun et enkelt sted er der skruet op for lysintensiteten, og det er i præsentationen af tegnestuens sociale boligbyggerier, de såkaldte halve huse – Elementals vel nok mest kendte projekter.

Elemental. Louisiana. Villa Verde. Chile.
Villa Verde, Chile, 2010. Fotos: Elemental

Disse boligkvarterer skød først op i Santiagos slumkvarterer i starten af år 2000. Dengang havde den chilenske stat kun begrænsede midler, og de sociale boliger måtte derfor maksimalt være 40 kvm hver. Begrænsningen i de meget små boliger, som alle vidste ville vokse sig større uanset hvad, løste Elemental ved at opføre en ramme på 80 kvm og et basishus på 40 kvm med el, varme og vand. Med denne ramme var det både lettere og sikrere for beboerne at bygge ud alt efter behov og økonomisk råderum. Den uformelle by blev mere formel, men på en alsidig måde, og pengene passede i statsbudgettet.

De halve huse illustrerer tegnestuens procesfikserede arbejdsmetode godt. For Elemental handler det ikke om at bygge et flot, færdigt hus, og beboerne er ikke bare aftagere eller et benspænd, men medspillere i hele byggeprocessen. Og denne demokratiske proces har måske nok været besværlig, men i hvert fald resulteret i en række imponerende og fantasifulde collagebebyggelser.

Boligfænomenerne kunne let have præget hele udstillingen, og man forstår hurtigt, at det er denne genistreg, der har gjort tegnestuen verdensberømt. Også derfor falder flere af deres øvrige, mere formbaserede og brutale projekter i baggrunden. Dem, der arbejder med metertykke vægge, masse og fylde. Her sætter udstillingen et modsætningsforhold op, der på den ene side gør tegnestuens arkitektur til et spørgsmål om velfærd for verdens fattigste og på den anden side gør tegnestuens arkitektur til en eksklusiv kunstform, der på næsten skulpturel vis dyrker kontravægt, tyngdekraft og tidløshed. Man spørger sig selv, om Elemental kan være begge dele?

Friktionsfyldt er det derfor, at tegnestuen har brugt allermindst plads på at fremvise deres allerstørste projekter, kulturhusene, offentlige institutioner og store kontorbyggerier. Her mangler fortællingen om, hvilken proces og hvilke mennesker der gemmer sig bag de uigennemtrængelige stenkasser. Monolitten, om den så er en svømme­hal eller en bank, bliver på mange måder svær at aflæse, når den er løsrevet fra socialt engagement. Lige på dette punkt fremstår Elementals æstetiske søgen efter tyngde, vægt og monumentalitet derfor halvt så godt som de helhjertede halvhuse.

Tilsvarende forbliver det kryptisk og næsten filosofisk, når Alejandro Aravena skriver på museets sortmalede vægge: “Arkitektur handler om at give form til de steder, hvor mennesker lever. Det er ikke mere kompliceret end som så, men heller ikke lettere end som så.”

Samme sted, i udstillingens største rum, har tegnestuen brugt det meste af gulvpladsen på at opbygge to stedsspecifikke installationer i 1:1. De forklarer næsten sig selv. Enkle, tunge og regulære former i meget få materialer er i fokus, og begge installationer formidler på tryllebindende vis tegnestuens monolitiske formsprog. Svævende i luften er den største af dem, en hul firkant af pap, der inviterer de besøgende til at se en film om tegnestuens projekter. Her kan man, med hovedet hvilende på en sammenrullet filtmadras, lægge sig til rette på gulvet, helt i overensstemmelse med den huleagtige jordnærhed, som Elemental repræsenterer.

Elemental. Louisiana. Alejandro Aravena.
Elemental. Louisiana. Alejandro Aravena.
Stol til fængsel. Fotos: MK

Ud over det omfattende skitsemateriale viser udstillingen også en lampe og en stol. Disse to lidt skæve indslag er eksempler på Elementals arbejde med brugere og adaptivt design. Stolen blev oprindeligt bygget til et fængsel i Santiago, men Alejandro Aravena insisterede på, at fangerne skulle være med til at udvikle den, og sådan blev den til. Et objekt, så enkelt og simpelt, at alle – også dem uden en håndværksmæssig baggrund – kunne bygge og samle den på ingen tid, med materialer fra den lokale trælasthandel.

Eksemplerne på brugerinvolvering optræder også i digital form i en række af udstillingens videoinstallationer, der alle er værd at se. Her taler Alejandro Aravena med politikere, ngo’er og brugere, og man forstår pludselig, hvorfor tegnestuen kalder sig selv en gøretank. De er interesserede i at arbejde konkret med klimaudfordringer, samfundspolitik og alle de sociale forhold, der påvirker arkitekturen, på pragmatisk og analytisk vis.

Elementals processuelle verden forbliver udstillingens gennemgående hovedtema. Netop derfor er det et stærkt træk, at museet og tegnestuen også har valgt at vise, hvordan udstillingen er blevet til. På denne oversigt, der hænger i hovedrummet, kan hele det forudgående planlægningsarbejde iagttages. Fra brevudvekslinger mellem Louisiana og Alejandro Aravena til fotos, skitsemodeller og 1:10-detaljer. Næsten matematisk-fysisk bliver denne omfattende, procesfikserede ophængning om museumsbudgetter, universelle love, tyngde og balance. Helt i tråd med Elementals villen og gøren.

Nok er der langt fra Danmark til Chile, som udstillingens titel antyder det. Men alligevel fremstår den samlede præsentation af Elementals arbejder relevant og vedkommende, og særligt de halve huse er en væsentlig nutidig påmindelse om fordelene ved forandringsbaserede og adaptive byggesystemer.

Lea Olsson er arkitekt MAA.

Anmeldelsen blev bragt første gang i Arkitekten 01/19.