Carlsberg. Henning Larsen. Jacobsen Hus. Bolig.
Foto: Laura Stamer

21. december 2018

Jacobsen Hus, Carlsberg: Gaderum

Privat bolig og erhverv, København

FAKTA
Jacobsen Hus
Ny Carlsberg Vej, 1799 København V
Arkitekt: Henning Larsen
Arkitektmedarbejdere: Lars Steffensen, Mai Svanholt, Nikolaj Ramskov Sandvad, Anders Park, Debbi Hededam Thuesen, Michael Brunbjerg, Hanne Winther Gottlieb, Gabriel Sørensen, Ragnar Kristinn Larusson, Jonas Hviid Mønster, Kristina Nygård
Ingeniører: MTH, Lemming & Eriksson
Landskabsarkitekt: Opland
Bygherre: Carlsberg Byen
Totalentreprenør: Enemærke og Petersen
Opført: 2017
Boliger: 13 lejligheder på 119-153 kvm
Samlet areal: 3.050 kvm

Navnet Jacobsen Hus forpligter. Både far og søn, de to bryggere, engagerede fra begyndelsen dygtige fagfolk, ikke kun til at udvikle teknikken, men også i forhold til arkitekturen, som skulle rumme de forskellige anlæg i den ekspanderende virksomhed på Valby Bakke. 

Entasis udarbejdede helhedsplan og designmanualer ved overgang fra bryggeri til by. Finanskrisen bremsede udviklingen, men lige nu bygges og nedrives med fornyet aktivitet.

Ifølge Carlsberg vil der være 15% tilbage af de oprindelige huse, når den nye bydel er færdig. En tilbygning af Svenn Eske Kristensen til Hack Kampmanns murede kontor- og laboratoriebygning fra 1901 (en ombygning af en ældre villa) – i dag kaldet Det Grå Hus – måtte således lade livet for at gøre plads til det aktuelle projekt. Lige den tilføjelse var nok ikke blandt Kristensens bedste, og stedet var en skummel lavning mellem laboratoriet og beboelsesejendommen Søndermarkshuset fra 1878, der stod helt oppe på hjørnet. Også dette hus blev revet ned, da det nye skulle bygges. 

Hele basen med erhverv og servicerum i er dog opmuret med nogle af Søndermarkshusets gamle facadesten, og der er i den nye arkitektur skabt et enkelt og afdæmpet ydre mod Kammasvej, mod Pile Allé og langs Det Grå Hus, som i dag ejes af en privat designvirksomhed. 

Carlsberg. Henning Larsen. Jacobsen Hus. Bolig.
Opstalt, sydfacade
Carlsberg. Henning Larsen. Jacobsen Hus. Bolig.
Ny Carlsberg Vej. Til højre ses Det Grå Hus. Foto: Martin Keiding

Langs den fjerde, sydvendte side mod Ny Carlsberg Vej er der en meget vellykket rumlig og arkitektonisk indpasning i forhold til de øvrige nærmeste bygninger: det første Glyptotek, Carl Jacobsens Villa og Portvagttårnet – alle af Hack Kampmann.

Tilbagerykningen har tillige skabt en mindre forplads, hvorfra en trappe fører op til en mere privat gårddannelse i indhakket. Facaden har en lodret bræddebeklædning og et sortmalet altangangssystem. Dette vue indgår i oplevelsen af ankomst og indgang og af forpladsen, som sin lidenhed til trods er det hidtil bedste nye gaderum på Carlsberg.

Fra lejligheden i ejendommens zinkbeklædte penthouse med tilhørende terrasse er der udsigt mod alle verdenshjørner. Det er en projektejendom, hvilket vil sige, at hver enkelt ejer har kunnet vælge fra eller til og supplere med egne ændringer. Her på toppen er der lagt til på køkken og bad. Kun to værelser i midterzonen har man i dette tilfælde valgt at beholde – det giver en kortere korridor og en meget fin rumlig balance i opholds- og spisestuen.

Anmeldelsen blev bragt første gang i Arkitekten 10/2018.