boligeksperimenter. Biljmer. Stijn Poelstra.
Tomme lejligheder istandsættes selv af beboerne i det sociale boligområde Bijlmer. Foto: Stijn Poelstra

13. december 2018

Kollektive boligeksperimenter

En række hollandske boligprojekter åbner i stigende grad op for mere brugerdemokrati, alternative finansieringsmodeller og et beboerstyret byggeri.

Det almenes forsvinden 

Årbogen Het Jaarboek samler Hollands nyeste arkitekturprojekter. Siden første tryk i 1988 har bogen traditionelt været en kærlighedserklæring til det almene boligbyggeri og et eksempel på, hvordan den hollandske boligkultur først og fremmest blev til gennem sociale boligbyggerier for store almene boligforeninger. Men i årets 2018-udgivelse er der ikke et eneste alment boligprojekt tilbage. Så hvor blev de af?

Reinier de Graaf fra AMO har skrevet en artikel om netop dette med titlen Never Waste a Good Crisis. Her skildrer han en række nye bolig- og byplanlægningsprojekter, der er blevet bygget de seneste år, og som er formet og finansieret af beboerne selv. En udvikling, der er startet efter den seneste finanskrise og på den ene side har usynliggjort de almene boliger og på den anden side genopfrisket den hollandske boligindustri. I artiklen konstaterer han, at en stor del af de seneste års boligproduktion er vokset ud af utraditionelle samarbejder, byggegrupper og gør-det-selv-gader. Og det er nyt.

boligeksperimenter. Biljmer. Stijn Poelstra.
Der bygges ovenlys og tagterrasser i de øverste lejligheder i Bijlmers Klushuis. Foto: Maurer United Architects

Casco-boliger

Paradoksalt nok er det en af Bijlmers sociale, almene boligblokke fra 1960, der er blevet symbol på paradigmeskiftet. Med titlen Foranderlige boliger vandt NL Architects og XVW Architectuur renoveringskonkurrencen om de udsatte boliger med et kontroversielt forslag om at beholde bygningen i stedet for at rive den ned. Først blev den lange blok skrællet og alle lette vægge fjernet, og herefter blev kommunens få midler brugt til at renovere stueetager, fællesarealer og altangange. Og til allersidst satte man lejlighederne til salg som casco-boliger; ufærdige, uden bad, køkken, varme og værelser. Blokken blev døbt Klushuis, som på hollandsk betyder at gøre det selv.

Projektet har fået stor succes. Det skyldes ikke mindst, at beboerne i Bijlmer har fået mulighed for at købe en ejerbolig i byen til en exceptionelt lav pris på særlige lånevilkår, hvad for mange ellers var utænkeligt. Og det historiske råhus på 10 etager undergår nu en indvendig transformation, nogle slår hul i taget, andre bygger kollektiver i sammenlagte lejligheder, og stueetagens depoter bliver til havehuse.

boligeksperimenter.
Der er seks meter til loftet i de nye lejligheder, som bygges i tæt samarbejde med beboerne. Foto: Marcel Burg
boligeksperimenter.
Foto: Marcel Burg

Selvbygget eller færdigbygget?

Netop opgøret mod den færdigpolstrede bolig er temaet i en ny bog fra den hollandske boligfond PBL. Ifølge den er efterspørgslen på tilpasningsvenlige boliger, der kan rumme alt fra arbejdspladser og værksteder til storkøkkener og byhaver, stigende. Og Bijlmer-blokken er på mange måder et godt eksempel på et sted, hvor repetitive og ejendomsmæglervenlige lejligheder forkastes til fordel for et selvopfundet boligudbud.

Ligeledes går byggeprojektet Hooidrift i Rotterdam imod den gængse, hollandske rækkehustypologi. Her har flere familier sat sig sammen for at bygge deres egen gade, med egne boliger, og det er noget, der nyder stor politisk opbakning. Faktisk favoriserer den hollandske stat selvbyg ved at reservere og sælge grunde billigere til lokale byggegrupper end til store ejendomsudviklere. Men modsat de traditionelle, spraglede selvbyg-gader er Hooidrift-projektets grundstruktur tegnet af én arkitekt, og dermed veksler projektet på interessant vis mellem en statisk facade på den ene side og beboernes egne, frie arbejder med dæk, vægge og trapper på den anden side.

boligeksperimenter.
De indvendige rammer er bestemt af beboerne, mens arkitekten bygger strukturen. Her ses en facadedetalje af byggeriet, som er tegnet af Marc Koehler Architects. Foto: Bo Kristiaan Janssen

Kommercielle kollektiver

Selvom Hollands selvbyg-praksis hovedsageligt koncentrerer sig om enkeltstående bygninger, sælges også hele byområder, dog i mere kommercielt regi, som kollektive grundstykker. Det er i hvert fald intentionen i Almere Oostervold uden for Amsterdam, hvor tilflyttere skal planlægge byen sammen. Og ved hjælp af såkaldte Plot Passports, der dikterer, hvad der skal bygges: 8% bygning, 8% vej, 13% offentligt grønt og 59% landbrug, skal byen, ifølge arkitekterne MVRDV, vokse op som en selvgroet forstad med beboerne som centrale medspillere.

Tilsvarende, men i en mindre skala, profileres drømmen om det kollektive fællesskab af en række hollandske ejendomsudviklere i salget af helt små boliger. Og denne salgsetikette er yderst populær. Det er især investoren AM, der er drivkraften bag disse spekulationsprojekter, og deres seneste påfund er konceptet Friends Apartments, der giver vennepar mulighed for at købe sig ind i små bofællesskaber i et højhus i Amsterdam. Et projekt, der minder om deres tidligere boligbyggerier Villa Mokum og De Studio, som er gigantiske blokke med hver 650 mikrolejligheder på mellem 28 og 47 kvm.

boligeksperimenter.
I Almere Oosterwold er der ingen masterplan. I stedet er tilflytterne udstyret med simple regler, så de i fællesskab kan bygge byen op. Illustration: MVRDV
boligeksperimenter.
Et hus ad gangen. Almere Oosterwold set fra oven i maj 2018. Foto: Maak Oosterwold

Superlofts

På samme måde arbejder arkitekten Marc Koehler med et pakhusinspireret byggesystem. Det består af gridstrukturer på 6 x 6 meter, med store spænd, en generøs etagehøjde og centralt placerede skakte, som gør, at det kan forandres og tilpasses forskellige brugere og markedsvilkår. Og som i Hooidrift bliver alle boliger skræddersyede til hver enkelt beboer, ejer og lejere gennem en omfattende brugerproces, der også er med til at grundlægge et tidligt nabofællesskab.

For når placeringen af basale fornødenheder som elektricitet og vand er på plads, får beboerne mulighed for selv at præge lejlighederne længe før byggestart. Til det formål har arkitekten udviklet en række regelsæt, der gør, at den store, åbne struktur og hvert enkelt boligmodul kan underinddeles og sammenlægges uden at gå på kompromis med det overordnede arkitektoniske udtryk. Der er derfor orden i uordenen, så at sige, og den stigende personliggørelse af boligen giver helt forskellige planløsninger.

I maj 2018 undersøgte byggeinstituttet OIS relationen mellem netop beboerinvolvering og ejerskabsforhold i Klushuis, Hooidrift og Superlofts og andre boligbyggerier af samme karakter, og ikke overraskende fandt de en tydelig sammenhæng mellem omfanget af brugerprocesser og boligens popularitet. Med et godt nabokendskab og en høj grad af medbestemmelse ved boligens opførelse var tilhørsforholdet også overvejende stort.

boligeksperimenter.
Individuelt udformede lejligheder i superloft-boligerne. Eksempel fra Houthavens, Amsterdam. Illustration: Marc Koehler Architects

Hvor blev det almene af?

Tilbage står spørgsmålet om de almene boligers forsvinden. Noget, der ifølge Reinier de Graafs beskrivelse af den hollandske boligkultur skyldes to ting: Dels ligger der i dag et kæmpe økonomisk pres på de hollandske byers grundpriser, der skævvrider ejendomsmarkedet og begrænser opførelsen af billige boliger. Dels er de almene boliger blevet nedprioriteret. De er blevet et andenrangsforetagende med få arkitektoniske ambitioner, der på sparsommelig og ukreativ vis klattes ud efter en skabelon. Vi har glemt, at budgetboliger også kan være attraktive og fyldt med arkitektonisk kvalitet, skriver Reinier de Graaf.

Netop derfor bør de nye boligformer, Almeres DIY-marker, vennelejlighederne, selvbyg-gaderne, superlofterne og casco-boligerne, tjene til inspiration. For uanset om de måtte være kommercielle eller selv­initierede, tilbyder de nemlig andet end kun materielle kvaliteter. Og de er på alle måder mønsterværdige alternativer til den standardiserede bolig, der – vigtigst af alt – bygger på varierende grader af fællesskab, både inden i boligerne, uden for boligerne og i opførelsen af boligerne.

Interessant bliver det derfor at følge udviklingen af fremtidens almene bolig, der muligvis står over for en renæssance. I hvert fald i Amsterdam, hvor manglen på billige boliger er så stor, at der i år er indført en historisk lovændring, som sikrer, at 40% af alt nyt boligbyggeri skal være alment. Og man kan håbe på, at den almene sektor for eftertiden tør hente inspiration i de kollektive selvbyggersamfund, så boligmarkedets ressourcesvage også får adgang til kreative og tilpasningsdygtige boliger.

Artiklen blev bragt første gang i Arkitekten 08/2018.