Per Kirkeby, London, 1986. Foto: Museum Jorn.
Per Kirkeby, London, 1986. Foto: Museum Jorn

8. november 2018

Arkitekten anbefaler: Per Kirkeby og Danh Vo

Arkitekten anbefaler besøg på Museum Jorn i Silkeborg og Statens Museum for Kunst i København, hvor man henholdsvis kan opleve 18 af Per Kirkebys monolitiske murstensskulpturer og Danh Vos totaludstilling, der er en indretnings­arkitektonisk erindringsmaskine. Begge udstillinger åbne til starten af december 2018.

Forestillinger om arkitektur

FAKTA
Maskiner for lys og skygge
Museum Jorn
Gudenåvej 7-9, 8600 Silkeborg
Medkuratorer: Thomas Bo Jensen og Magnus Thorø Clausen
Udstillingsperiode: 31. august – 9. december 2018

Noget af det mest interessante ved Per Kirkebys murstensskulpturer er deres relation til det sted i verden, hvor de er placeret. Er de rejsende uden rødder, der som skulpturelle standardelementer kunne stå hvor som helst? Eller gror de ud af et givet steds betingelser? Svaret glider frem og tilbage mellem måske og både og. Sådan er kunsten, når den antager skikkelse som arkitektur. Usikkerheden afføder en grundlæggende undren, når man står over for disse, ved første øjekast, kølige skikkelser. De er indadvendte som monolitter, men har tydeligvis masser på hjerte, hvis man altså finder den rigtige måde at spørge på.

Museum Jorn i Silkeborg overtog ved Per Kirkebys død den alsidige kunstners enorme arkiv. I anledningen af, at Kirkeby i år ville være fyldt 80 år, udstiller museet 18 nyopmurede skulpturer, der får selskab af stofrige udpluk fra arkivet samt øvrige projekter af arkitektonisk karakter.

Udstillingen foretager et klart konceptuelt greb ved at rykke skulpturerne indendørs, godt nok under påvirkning af skiftende himmellys fra tagvinduerne, men uden påvirkning af vind og vejr i øvrigt. Ligesom relationen til de steder, de er opført, blot er at finde som et stednavn på væggen: Essen 1977. London 1986. Helt tørt. Til gengæld kan man nu komme helt tæt på skulpturerne uden at rejse længere end til Silkeborg. Der er igen begrænsninger. Man må røre, bestige og sidde lige så tosset, man vil, som hvis de endnu stod i et offentligt rum. Det er ikke kostbare skulpturer, der udstilles, det er stablinger af hverdagslivets maskinsten, glat opmuret med fuger til stenkant, helt uden dikkedarer. Det er ikke tydeligt, hvor og hvordan kroppen hører til, men nogle steder antydes et sæde, en kant at læne ryggen mod. Andre gange står de som mure, søjler, fragmenter af en arkitektur, der ikke kan huse os, men til gengæld kan de rumme forestillinger om arkitektur. Det er sjovt at se Kirkebys første forsøg med stenene fra 1966. 6 x 3 sten lagt løst i knas som et lille tæppe til én. Stenene giver sig let under fødderne.

Per Kirkeby, Nantes, 1995. Foto: Museum Jorn
Per Kirkeby, Nantes, 1995. Foto: Museum Jorn

De fritskrabede skulpturer optræder også i digitale udgaver, som gule og røde roterende objekter på hvid baggrund. Det er et hypnotiserende filmnørderi at falde i staver til i et mørkt rum. Men det kan anbefales.

Skulpturerne står som sagt ikke alene, og det er godt. Tegninger, tekstfragmenter, modeller, notesbøger og fotografier gør luften mellem murstenene og de hvide museumsvægge en hel del rigere. Ligesom det er spændende at dykke ned i konkurrenceprojektet til Aarhus Kunstmuseum, som Kirkeby lavede i samarbejde med arkitekt Jens Bertelsen. Den store skalamodel af projektet er simpelthen pragtfuld at gå rundt om. Det er dejligt at se Kirkebys formverden møde funktionel modstand. Sikke et museum, man kunne have fået. Men vi fik Vesthimmerlands Museum, som også kan iagttages i detaljen på udstillingen.

Skulpturerne kommer ikke til at slå rødder på museet i Silkeborg. De må videre efter endt udstilling. Men som de står nu, læses de alligevel som en stribe topskud fra et underliggende rodsystem af sten, der venter på at blive gravet frem.

Per Kirkeby, London, 1986. Foto: Museum Jorn
Per Kirkeby, London, 1986. Foto: Museum Jorn

Af Anne Pind. Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten 08/2018.

Danh Vo, 08:03:51, 28.05., 2009. SMK. Foto: Nick Ash
Danh Vo, 08:03:51, 28.05., 2009. SMK. Foto: Nick Ash

Krop og sjæl

FAKTA
Danh Vo – Take My Breath Away
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, 1307 København K
I samarbejde med: The Solomon R. Guggenheim Foundation, New York
Kurator: Marianne Torp
Udstillingsperiode: 30. august – 2. december

Arkitekterne graver i fortiden for at blive bedre til at bygge i nutiden. Det er der i hvert fald mange, der skriver eller siger, at de gør. Måske i andre vendinger, men ordet kulturarv har efterhånden udkonkurreret bæredygtighed som buzzword.

Danh Vos udstilling på SMK handler om minder og ting – kunstnerens egne vel at mærke. Det gør det hele meget personligt, men (næsten) ikke privat, for de ting, Vo samler og viser, er ikke pinagtige. Men helt konkrete. En lysekrone, en søjlestump, en trøsket kristusfigur, en sabel. Ting, som er skabt af andre, og andre igen har set på og rørt ved gennem mange år.

Vos opsamling bliver formodentlig disse antikviteters finale, for nu er de højt opskrevne som kunstværker og levendegjort i besynderlige kombinationer.

I religiøs arkitektur dækker begrebet synkretisme over forening af stilarter og elementer i samme værk. Det er lidt det samme, kunstneren gør, forener ting til nye enheder, og det er ikke uvigtigt, at særlige støbte beslag flere steder snor sig hen over snittet mellem to elementer for at gribe og samle. Få det til at flyde sammen.

Danh Vo, Untitled, 2018.
Danh Vo, Untitled, 2018.

Lysekroner er designet til, at man skal lægge sorgerne bag sig, siger kunstneren. Det gik op for ham, da han sammen med sin far, som deltog i Vietnamkrigen, ser det rum på Hotel Majéstic i Paris, hvor fredsaftalen mellem Syd og Nord blev underskrevet i 1973, under den store krone (og to andre), der ligesom meget andet inventar i bygningen netop på det tidspunkt, hvor far og søn træder ind, er til salg, fordi hotellet skal renoveres.

I det hele taget er det et stærkt træk ved udstillingen, at man hele tiden forundres over, hvor og hvordan kunstneren har erhvervet rariteterne til sit store kabinet. For eksempel lysekronen, som i lav højde er hængt op i et af udstillingsrummene.

I SMK’s vandrehal har Vo udvalgt skulpturer fra Den Kgl. Gipsafstøbning og stillet dem sammen med egne kompositioner, bænke m.m. Museets café er specialindrettet af kunstneren. Det hele forvandler sig – og det er derfor, udstillingen omtales her – til et arkitektonisk indretningsprojekt, med kroppen og sjælen som drivkraft.

Af Martin Keiding.
Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten 08/2018.