Fodboldbane. Lynetteholmen.
Fodboldbane.

5. november 2018

Leder: Danmark målt i fodboldbaner

Umiddelbart lyder det fint at kombinere stormflodssikring med byggeri og/eller med landskabsarkitektoniske løsninger. Noget, der kan bruges til gavn og glæde for mennesker, og som samtidig er til at holde ud at se på, kan ingen være imod.

Derfor er en arkitektkonkurrence om Lynetteholmen, gerne af den type, som førte til udviklingsplanen for Nordhavn, selvfølgelig en grundlæggende forudsætning for projektet.

De skitser, som foreligger, lukker havneløbet af og fjerner udsynet til Øresund, og det kan næppe være meningen. Det er tilmed, som bekendt, fastsat ved lov, at når det offentlige bygger, skal der udskrives en konkurrence, hvis byggesummen kommer over en vis grænse. Det gælder derimod ikke i den private sektor, hvor konkurrenceudskrivelse er frivillig uanset beløbets størrelse.

Så måske skulle man lige se på det hele lidt fra oven: Lynetteholmens samlede areal er lidt mindre (!) end det område i Esbjerg, som Facebook har erhvervet til at opføre et nyt datacenter. Ifølge JyskeVestkysten drejer det sig om et landstykke på lidt mere end 2 millioner kvadratmeter, svarende til ca. 285 fodboldbaner. Apples arealer til et datacenter i Viborg er på omtrent 27 af slagsen, mens samme virksomheds områder i Odense (kun) er på otte fodboldbaner, ifølge Zetland.dk. Til gengæld oplyser JyskeVestkysten tillige, at Apple ved Aabenraa har erhvervet omkring 285 hektar.

Det svarer til omtrent 400 rektangulære græsarealer til afholdelse af fodboldkampe efter DBU’s standardmål for 2 x 11 spillere.

I den sammenhæng og størrelsesorden – Lynetteholmens 280 offentlige fodboldbaner (2 millioner kvadratmeter) i hovedstaden mod tech-giganternes foreløbig 700 private baner i ikke-hovedstadsområder – burde man overveje, om der ikke er tale om en skævvridning af by- og land-planlægningen i Danmark. I den offentlige del er der konkurrencer, i den private kan udfaldet afgøres for nedrullede gardiner.

I begge tilfælde, til lands og til vands, er det jo os købere og skatteydere, for ikke at sige vælgere, som holder butikken kørende. 

Hvem ejer landet og havet, når vi kommer op i disse størrelser? Skal der være en grænse for, hvornår den slags sager overgår til et nationalt anliggende, x antal fodboldbaner f.eks., og skal vi ikke se at få os en rigsarkitekt, som de netop har fået i Sverige?

Måske skulle man i Danmark kalde det noget andet end rigsarkitekt, for uha, hvis det kommer til at lyde som en smagsdommer. På den anden side så hedder det jo også rigsadvokat.

Planfagligt overblik er der i hvert fald brug for.

Note:
Sveriges første rigsarkitekt, Christer Larsson, blev udnævnt i september. Larsson sidder kun midlertidigt, indtil der er fundet en endelig afløser.
Argumentationen om, at det også hedder rigsadvokat m.m., er lånt fra Sveriges Arkitekters direktør, Tobias Olsson.

Lederen blev bragt i Arkitekten 09/2018.