Vikingeskibsmuseet. Affredning. Vikingeskibshallen.
Vikingeskibshallen, Erik Christian Sørensen (1967-68). Foto: Strüwing fra Arkitektur DK 8/1992

15. november 2018

Debat: Et tempel i rå beton

Affredningen af Vikingeskibshallen peger på, at dette værk formentlig vil gå tabt. Det er en underkendelse af Det Særlige Bygningssyn som faglige rådgivere og kan have negative konsekvenser for hele fredningssystemet.

Erik Christian Sørensens Vikingeskibshal fra 1969 har, med konstruktive udfordringer og mangelfuldt vedligehold, kæmpet med at holde vandet ude. Med sin placering mellem land og vand i Roskilde, dér hvor strandengen møder fjorden, er hallen udsat, særligt under disse års kraftige storme. Den 30. august i år blevet hallen affredet i en kontroversiel ankesag.

Hallen er et tempel i rå beton, der med det største raffinement fejrer sine beboere – de fem Skuldelevskibe. Fra ankomstplateauets hævede position tegner de fem skibe sig som spinkle sorte silhuetter mod fjorden. Kraftige bjælker spænder i hallens længderetning og skaber rumlig dybde. I både det ydre og det indre tegnes hallen af sin særlige monumentale konstruktion. Fra åbninger i taget strømmer lyset ned over konstruktionens lyse beton, der kontrasterer skibenes sorte træ. Sammen med bræddeforskallingens aftegninger i betonkonstruktionerne skaber den et bånd mellem bygningen og skibene. Den trækker på sin vis følelsen af det historiske tidsrum sammen. Hallen vækker de skrøbelige rester af de gamle skibe til live og søsætter dem igen. Og det i et af de mest poetiske og kraftfulde udstillingsrum, jeg har stiftet bekendtskab med.

Med ophævelsen af Vikingeskibshallens fredning peger meget på, at dette værk vil gå tabt. Detaljerne i processen, der leder frem til denne afgørelse, er i sig selv tragiske og et kapitel for sig. Med underkendelsen af sine egne faglige rådgivere i Det Særlige Bygningssyn, der tidligere i år foranledigede afgørelsen om at opretholde fredningen, har kulturminister Mette Bock (LA) skabt ny præcedens, der kan have negative konsekvenser ikke bare for den specifikke sag, men for hele fredningssystemet.

Det Særlige Bygningssyn havde ellers imødegået bygningsejernes indsigelser og åbnet op for, at der kunne gives plads til funktionelle og tekniske forbedringer. Det var det, der ifølge ejerne stod i vejen for, at der kunne rejses finansiering til bygningens sikring. Uvildige bygningstekniske undersøgelser udarbejdet i forbindelse med processen har påvist, at bygningen står til at redde, at hallens fredningsværdier kan bevares, og at den vil kunne fungere som en værdig og sikker ramme omkring de gamle skibe. En restaurering og sikring vil ikke være billig, men alternativet – at opføre et nyt museum og nedrive det gamle – vil også være bekosteligt.

Al ting taget i betragtning er det svært ikke at have mistanke om, at affredningen og planen om at nedrive hallen bunder i et politisk pres og en generel uvilje mod bygningen. Brutalismens eksponerede betonkonstruktioner og rå og kraftfulde udtryk har generelt svære kår for tiden, hvor vi har set flere store værker fra perioden lide en barsk skæbne. Vikingeskibshallen rækker ud over sin stilart og hører til blandt de helt store kunstneriske bedrifter, også i international sammenhæng. Den er dyrebar fælles arv, og det vil være ubærligt, hvis den går tabt med politisk overlæg.

Det er nu kun bygningsejerne, der har mulighed for at skifte kurs og redde hallen. Nogle gange kan det være svært at se de kvaliteter, man har ved hånden. Vikingeskibshallens vidunderlige iscenesættelse af skibene og evne til at skabe et kontinuum mellem fortid og nutid i en fortælling om teknologi, kunst og mytologi spiller med sikkerhed en væsentlig rolle i museets store succes. Vores bedste håb er at hjælpe erkendelsen og forståelsen for hallens værdier på vej hos ejerne. 

Søren Johansen er arkitekt MAA og partner i Johansen Skovsted Arkitekter.

Den kritiske klumme blev udgivet første gang i Arkitekten 08/2018.