Birgitte Weien. KADK. Mindeord.
Birgitte Weien. Foto: KADK

23. november 2018

Mindeord: Birgitte Weien (1960-2018)

Et livs værk er meget mere end de ord, vi kan beskrive det med. Og Birgitte Weien levede med en glød, der gjorde hendes virke til meget mere end summen af dets dele.

Birgitte var en institution på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor hun først blev ansat i 1996. Birgitte kom fra en ansættelse i Kulturby ’96 og blev først ansat som sekretær for professor Mogens Breyen og professor Jan Søndergaard, siden som institutkoordinator på Institut for Bygningskunst og Teknologi. Men hendes titler på Kunstakademiets Arkitektskole er ikke i sig selv nok til at beskrive hendes virke, der var både kunstnerisk, samlende og mulighedsskabende.

Birgitte fik sin handelsskoleeksamen i 1978 og blev derefter kontorelev på det Ny Teater (1978-80). Herfra fik hun job som sekretær for byggechefen i Privatbanken (1980-84), før hun i 1984, 24 år gammel, åbnede butik i Istedgade, hvor hun solgte ’profilbeklædning’ og designede og syede egne kollektioner og uniformer. Butikseventyret varede i to år, hvorefter hun kom til A&O Totalindretning (1986-91), BJ Architects (1991-93), Erhvervs- og Selskabsbeskatningen (1993-94) og endelig Kulturby ’96 (1994-96). BJ Achitects var arkitekt Bjarne Jensens praksis. Bjarne (1941-2010) var Birgittes livslange kærlighed, og hun administrerede hans praksis ved siden af sine andre jobs fra 1987 og frem.

Birgitte var en del af et miljø i København, hvor, hvad man gjorde, og hvordan man gjorde det, smeltede sammen. Bjarne og Birgittes hjem på Rosenørns Allé og sommerhus i Liseleje var i en menneskealder et samlingspunkt for familie, venner og kolleger. Og Birgitte gjorde alt med sikker stilsans, overskud og en evne til at følge det igangsatte til dørs. Eksempelvis da Cafe Victor åbnede i 1981. Ambitionen var at skabe en legemliggørelse af kunsttidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik. København skulle have et mødested for kunstnere, ligesom i Paris. Birgitte var naturligvis én af gæsterne til åbningen – en fest, der var så god, at Birgitte og hendes venner næste morgen ikke gik hjem i seng, men fandt en ædru chauffør og kørte direkte til inspirationens kilde, Paris, hvor de fortsatte festen i tre dage.

På Kunstakademiets Arkitektskole var Birgitte et samlende centrum, en stor faglig kapacitet og et usædvanligt varmt og kærligt menneske, der varetog sit ansvar med empati, overskud og humor. Utallige er de studerende og undervisere, der har nydt godt af hendes indsigt og omsorg, både fagligt og menneskeligt. Døren til hendes kontor stod altid åben ud mod foyeren, og når man trådte ind, blev man mødt af hendes store smil og røde negle. Hun var et smukt menneske, både i sit ydre og sit indre. Hun var mor til tre døtre, men gennem årene også en mater familias for tusindvis af studerende, som altid trygt med hende kunne dele de ting, der optog dem. Hun havde en særlig social radar og en særlig forstand både på studiet, kunsten og menneskesindet. Under de seneste års omstruktureringer forblev hun det faste holdepunkt; alting kunne flyttes og forandres, men hun blev siddende på sit kontor med sit store smil, sin handlekraft og døren åben. I en turbulent verden med mange, der er sig selv nok eller har svært ved at være sig selv, var hun en ener; klar og karakterfuld og med plads til og blik for andre.

Birgitte efterlader sig døtrene Frederikke, Mathilde og Karoline, sin storesøster Henni og sin kæreste, musikeren Jens Peter Meiner.

Vi vil savne Birgitte forfærdelig meget, ikke bare som en uundværlig sammenhængskraft på skolen, men også som det varme og vidunderlige menneske, hun var. Hun satte sit præg på institutionen og tilførte en tone og et lys til de sammenhænge, hun indgik i. Hendes betydning for de mange, som mødte hende, kan ikke overvurderes.

Birgitte Weien er – alt, alt for tidligt – sovet stille ind. Hendes livs værk er fuldført.

På vegne af kolleger og studerende,

Jan Søndergaard, Vicki Thake, Maria Gomez-Guillamon, Johnny Svendborg, Signe Stephensen, Jakob Knudsen, Anne Beim, Nini Leimann, Olga Popovic Larsen, Natalie Mossin