Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe

31. oktober 2018

Hammershus Besøgscenter: Et bedårende brohus

Det nye besøgscenter ved Hammerhus er varsomt anlagt i et voldsomt landskab. Med et præcist kantslag ind i klippen er bygningen perfekt placeret som widescreen-panoramakikkert til fortidens fascinerende forsvarsarkitektur. Det handler om diskretion og magtposition. Om at se og blive set. Og om at vokse sammen med naturen.

FAKTA
Hammershus Besøgscenter
Slotslyngvej 9, 3770 Allinge
Bygherre: Naturstyrelsen
Opførelsesår: 2016-18
Arkitekter: Arkitema K/S og Christoffer Harlang Architects
Arkitektmedarbejdere: Arkitema K/S: Poul Schulein, Thomas Grave-Larsen og Jørn Lindinger og Emil Carstens. Christoffer Harlang Architects: Christoffer Harlang, Signe Stephensen, Christopher Hjortsholt og Jan Harboe
Ingeniør: Wissenberg A/S Rådgivende Ingeniører FRI
Landskabsarkitekt: Arkitema K/S: Thomas Larsen
Kunstnerisk udsmykning: AVPD: Aslak Vibæk og Peter Døssing
Totalentreprenør: Nordbornholms Byggeforretning
Danmarks største og smukkeste ruin ligger 70 meter over vandet på en klippeknold. Middelalderborgen Hammershus er ikke det eneste forsvarsværk bygget på Bornholm, men det er ubestrideligt Østersø-øens mægtigste. Højt hævet over de forbipasserende skibe til skræk og advarsel, og placeret, så det vilde og dramatiske landskab – havet, klippen, slugten, ådalen og skovskrænterne – fungerer som en forlængelse af forsvarsarkitekturen. Borgens bygmestre har læst stedet. Ikke med følsom stedsans, men med magtfuldkommenhedens overblik. Selvom tiden har bidt sig ind i murene, er sammenhængskraften mellem arkitektur og landskab evident. 

De to virker, som om de er skabt til hinanden. 

Borgens enorme, rå skønhed tiltrækker året rundt et stort antal besøgende. Det slider både på natur og byggeri. Forsvarsværket har i dag brug for beskyttelse. Og når man nu har vedtaget at bevare borgen i nogenlunde den stand, som arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Hauberg restaurerede den til mellem 1885 og 1928, og dertil brugt fire år på at udskifte fuger (2012-16), så er der god grund til at tænke over, hvordan de mange mennesker, nu som fremover, ledes ind og ud af landskabet. 

Det nye besøgscenter er sat i verden for at løse dén opgave. Men også for at give ruinen den værdige optakt, som den fortjener. Og det er præcis, hvad den har fået. I 2012 vandt Arkitema og Christoffer Harlang Architects
sammen konkurrencen med en bygning, der kom til verden, i en lettere
reduceret udgave sammenlignet med det oprindelige forslag, i marts 2018.
Nu, et halvt års tid efter, har bygningen sat sig. Naturen gror lige så stille til
omkring den nye beboer på klippen. Indenfor er man er rykket ind med café,
butik og udstilling.

Hammershus. Besøgscenter.
Situationsplan. Tegning: Arkitema og Christoffer Harlang Architects

Det starter med forventningens glæde. Fra parkeringspladsen falder terrænet let nedad og leder naturligt ens ben på rette vej, ind mellem træerne. Inden man når frem til bygningen, får man en uventet gave. Trærækken åbner sig og indrammer på smukkeste vis ruinen på den anden side af slugten. Det er et storladent og perfekt komponeret romantisk tableau, som suger blikket til sig.

Ankommer man med offentlig transport, er det ikke maleriske udsigter, der slår én i øjnene som det første, men Danmarks nok fineste lille busskur i træ. Skurets samlinger opbygger et smukt konstruktivt spændingsspil mellem det, der bærer, og det, der bliver båret. Med denne optakt forventer man ikke blot at møde en bjergtagende udsigt længere fremme, men også et byggeri med en håndværksmæssig omhu og detaljeringsgrad, der ligger ud over det sædvanlige. 

Tilsat prunkløsheden, der kendetegner den næste forpost, en servicebygning i busholdepladsens kant. En bræddebeklædt længebygning med stående gavle, vægge i lige flugt med den underliggende betonplint, bræddetag med lille udhæng, ingen tagrende. Porte mod busholdepladsen, et stort vindue til pauserum mod træerne. That’s it. At Christoffer Harlang har tegnet disse bygninger som tillæg til besøgscentret, vidner om ambitionernes vingefang og en vilje til at presse projektets grænser.

Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe
Hammershus. Besøgscenter.
Plan. Tegning: Arkitema og Christoffer Harlang Architects

Klarheden og detaljeringen i råmaterialet går igen i besøgscentret, men aldrig så rent som her. Hvilket selvklart hænger sammen med en stigende kompleksitetsgrad i program, konstruktion, placering og materialemøder.

Man møder først bygningen som en rampe, der med en svagt opadgående stigning udvider sig til et stort udsigtsdæk med sølvgrå egetræsplanker. Under det ligger bygningen. Trædækket tager form som en bue, udspændt mellem de to ankomstarealer.

Noget af det, der er så fremmeartet ved at komme til Bornholm, er det ujævne underlag. Man skal se sig for, når man vandrer gennem skoven, hvor klipperne presser sig op gennem undergrunden. Oven på besøgscentret skal man derimod kunne drive hen over trædækket, med øjnene fulde af udsigt og uden tanke på, hvor man sætter sine fødder. Derfor spiller værnet og dets placering en vigtig rolle.

Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe
Hammershus. Besøgscenter.
Foto: Lars Rolfsted Mortensen

Værnet indrammer dækket, ikke som en endebort, men tilbagetrukket fra kanten, så det flugter med facadelinjen nedenunder. Det betyder, at bygningen set nedefra får et frit tagudhæng, uden menneskekant. Det ender let i luften. Som arkitektonisk valg, og set på afstand, giver det fuldkommen mening. Men oppe på dækket virker det forvirrende. For selvom udhænget er relativt smalt, hvor taget møder grusstien, er det alligevel så bredt, at man nemt ville kunne gå på den forkerte side – og længere fremme udvider det sig, så to mennesker kunne spadsere ved siden af hinanden. Uklarheden har gjort, at der er tilkommet værnet et forbudsskilt og en lågelignende afspærring. Det skæmmer helhedsindtrykket. Ligesom tre runde ovenlys, der skærer hul til undervisningslokalet nedenunder, stikker op af træoverfladen som fremmedlegemer i faldhøjde. Det ses, når alt andet er så sømløst, svalt, smukt.

Dækket er et helt igennem skønt sted at opholde sig, og det er niveaumæssigt perfekt positioneret i forhold til ruinen. Jørn Utzon så potentialet i stedet og placeringen, da han lavede et skitseforslag til et besøgscenter allerede i 1971. Men Utzons lette pavillonstrukturer var ikke til at gå på.

Hammershus. Besøgscenter.
Busly. Tegning: Christoffer Harlang Architects
Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe

Selvom man nu går på toppen af en bygning, hæver den mægtige ruin sig op over os, på den anden side af slugten. Hierarkiet er på plads. Folk hænger op ad værnet eller slapper af på de lange egetræsbænke. De er tegnet – eller tilskåret, skulle man måske hellere sige – til stedet. Tre stykker tykt egetræ mødes i en svalehalesamling. Godt og enkelt. Tyngden i designet og de store, grove træk i træet taler godt sammen med ruinen. De ser ud til at kunne blive gamle sammen.

Bygning og materialer er i det hele taget udformet og udvalgt i nærkontakt med landskabet, klipperne og egeskoven. For at give plads til fundament og dæk har man sprængt sig ind i klippen, men det voldsomme indgreb er udført med så stor nænsomhed, at det virker naturligt. Når man bevæger sig ned mod indgangen, der er placeret på bygningens bagside, går man i en spalte mellem klippen og rå insitu-støbte betonvægge. Tagkonstruktionen af store gennemgående lim- og egetræsbjælker giver sig til kende med synlige, aftrappede ender under tagudhænget. Bjælkerne ligger som takt­faste, tværgående sveller mellem for- og bagfacade, konstruktionen kører bare stødt og roligt fremad fra den ene ende af bygningen til den anden. I sollyset falder et skønt skråt skyggespil ned over væggene. Men over indgangen går der kludder i takten. Afskårne bjælkeender er trukket med hen over dørpartiet som en pyntekant uden bæreevne. Det er dog en detalje i det store billede.

Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe

Det er besøgscentrets store sejr, at det læser landskabet lige så godt som borgen. Og at det samtidig er sig bevidst om sin funktion som sekundant. Bygningen er et brohus med fri passage. Det leder små og store flokke igennem – med tilbud om information, udstilling, mad, kaffe, souvenirs og ophold – inden man går videre. I publikums­arealet er der kun lukkede døre for undervisningsrum og toiletter. Ellers glider man bare fra den ene ende af bygningen til den anden.

Bygningens bagside af beton tilbageholder bevidst udsigten. Så når man træder ind ad døren, er det første, man gør, naturligvis at se ud ad vinduerne, der løber i et sammenhængende, sekventielt bånd fra gulv til loft. En af de lokale fortæller historien om en mand, der i begejstret selvforglemmelse ved sit første besøg gik direkte ind i glasset. Han kunne simpelthen ikke se det. Historien peger på bygningens succes som kukkasse uden grænser. (Og forklarer hvorfor der sidder klistermærker af den type, der advarer fugle – her af ruinens plantegning – på vinduerne). Vinduesrammens over- og underligger er skjult bag en egetræsinddækning. Effekten er, at glasset forsvinder for øjet. Det får det til at se ud, som om gulvet ender i luften.

Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe
Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe

Der findes en overordnet renhed i rummet. Glat betongulv, afrundede insitu-støbte betonvægge, lyse betonsøjler, sorte stålrammer og glas. Loftet af egelister er den eneste flade, der skaber uro med sine mange gennemskæringer til indbyggede lysarmaturer. Det ligner ikke arkitekternes valg, når man ser på den øvrige specialdesignede belysning. Møblementet i cafédelen er tætpakket i baner mellem søjlerne. Det fylder rummet godt op. Naturligvis. Alle vil gerne helt hen til vinduerne og sidde. Derfor er oplevelsen af rummet også anderledes, når man går ned mod udstillingen i den anden ende af bygningen. Det rene rum uden borde foran glasset er overvældende smukt. Selvom man ikke hører vinden, der bevæger træerne på den anden side af glasset, er naturen helt tæt på.

Toiletterne er de fineste, jeg længe har set. De er tildelt en omsorg og designmæssig omhu, der ikke kun handler om at opsætte et dyrt Vola-armatur, men om, igen, at læse stedet og tænke arkitektur og design som helhed. Det er ikke gips og branddøre, man går ind bag. Det er revledøre med stabelhængsler. Man inviterer bygningshistorien ind på et offentligt moderne toilet, så dét også bliver en æstetisk spændende oplevelse. Helhedstanken fortsætter: Læg mærke til butikkens møblement og aptering. Man genkender form­sproget fra busskuret. De afrundende hjørner, hævede planer, synlige samlinger. Igen tegnet af Christoffer Harlang. Ligesom lamper, salt og pebersæt.

Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe

Nu skal vi videre – over slugten til Hammershus. Slugt er et sjældent anvendt ord på dansk. Det er også en sjældent smuk bro, der formidler overgangen til borgens domæne. Broens stålkonstruktion står let i landskabet. Egetræsdækket dirrer, når store grupper af turister passerer henover. Dette er et usædvanligt lykkeligt møde mellem lethed og tyngde. Igen kan man, ligesom indenfor, sætte sig på Poul Kjærholms snoromviklede PK 1-stole. Det er udsigtsstole. Man kan kigge igennem.

Kigger man tilbage på bygningen fra broen, er den både benhård i sin præcision og fuldkommen bedårende. Hele orkestreringen, samarbejdet mellem arkitektur og landskab, går op i en højere enhed.

Og jo længere væk man bevæger sig, jo mere forsvinder besøgscentret ind i landskabet. Spalten mellem bygning og klippe på bagsiden bliver væk. Det ser ud, som om bygningen skubber sig let ud af skrænten. 

Besøgscentret er krydspunktet mellem rationel transportkorridor og langsom længselsopbygning. Med sin nærved perfekte placering i landskabet giver anlægget de besøgende tid til at nyde udsigten til ruinen og det omgivende landskab i eget tempo, samtidig med at vejen mod målet, hen over slugten, er tydeligt anvist. Den nye bro og sti­systemet, der følger, fletter ubesværet fingre med det historiske anlæg.

Bygningens kvalitet spejler ruinens, med nærvær og afstandsfornemmelse. Det er svært at forestille sig det gjort meget bedre.

Hammershus. Besøgscenter.
Snit. Tegning: Arkitema og Christoffer Harlang Architects
Hammershus. Besøgscenter. Jens M. Lindhe.
Foto: Jens M. Lindhe

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 08/2018.