Finn Selmer.
Finn Selmer. Foto: KADK

27. september 2018

Nekrolog: Finn Selmer (1950-2018)

Arkitekt og lektor ved KADK Finn Selmer døde den 30. august 2018. Selvom Finn havde vundet mange konkurrencer, var han ikke et konkurrencemenneske. Han holdt af ‘at tænke sammen’. Det var dette aspekt, der gjorde hans undervisning særligt levende og frugtbar, skriver arkitekt MAA Anne Mette Frandsen her om sin tidligere mester i en nekrolog.

Sten, Saks, Papir

Jeg mødte Finn Selmer i 2000 i mit møde med Arkitektskolen, som mange andre gjorde det. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor heldig jeg var. Men det viste sig hurtigt, at vi, Finns hold, var privilegerede.

De første tre opgaver var en leg med papir, saks og et tredje element: Finn kridtede banen op; ‘En papirflyver’, ‘Et billede til en blind’ og ‘En indpakning’.

Flyveren skulle kunne flyve, og foldningsprocessen skulle tegnes som en tegneserie, sådan at flyveren kunne reproduceres af en medstuderende. Flyveren og tegneserien introducerede på fornemste vis forholdet mellem tegning og model.

Billedet til en blind resulterede i en række taktile modeller, som illustrerede forholdet mellem repræsentation og oplevelse.

Ved indpakningen blev vi bedt om at overveje forholdet mellem gaven og den måde, hvorpå den var pakket ind, således at indpakningens kritik i bogstaveligste forstand var et poetisk gavebord, der elegant inviterede os til hver især at opleve forholdet mellem form og indhold.

De tre opgaver satte det hele på spil på en uge med tre ark A3-papir, og kritikformatet var eksperimentelt og oplevelsesledet.

Det var usædvanligt, men det vidste vi ikke på det tidspunkt.

Vi fik mange svar, men endnu flere spørgsmål, og vi var tændte og forjættede. Vi beskrev os selv som Finns studerende, og det gør vi i øvrigt stadig.

Finn Selmer – Find selv mer’

Jeg ved ikke, hvem der fandt på det kaldenavn, men det var det navn, Finn gik under som årgangsansvarlig tegnebordsunderviser, før han blev institutleder. Og det var en malende beskrivelse af, hvordan han åbnede opgaverne sammen med os, de studerende, og hvordan han modsatte sig at levere færdige svar.

Finn var en autoritet, men oplevede sig selv i øjenhøjde med de spørgsmål, vi sad overfor ved tegnebordet. Naturligvis havde Finn lang erfaring med at løse dem, men spørgsmålene var altid nye for ham, sådan at man som studerende havde den oplevelse, at man var sammen med ham om at opleve spørgsmålet og om at afprøve løsninger, men man var aldrig i tvivl om, at incitamentet til og ansvaret for at lære lå hos én selv.

Finn var en habil og rutineret, uhyre skarp og præcis kritiker, men aldrig personlig. På den måde var han en del af et nybrud i skolens kritiktradition, og det var medvirkende til, at det læringsmiljø, han skabte, var unikt og versatilt.

Jo mere forskelligartede vores besvarelser var, og jo flere forskellige aspekter vores besvarelser tilsammen havde belyst, jo bedre var kritikken for ham, og der havde han fat i noget centralt, netop det at arkitektuddannelsen, ligesom gerningen på den anden side af diplomet, er en kollektiv bedrift.

Finn var i oprør med mesterlæretraditionen. Han ønskede ikke at være mester, alligevel blev han det, men på sin egen måde.

At tænke sammen

I en tid, hvor man hylder den enkeltes bedrift og kalder værkerne ‘sine’, repræsenterede Finn noget andet. Han var hverken anmassende eller højtråbende, men konsistent og loyal over for sine idealer, samtidig med at han var enormt nysgerrig over for den tid, han selv var en del af. Han vidste, at forandringen er konstant, og var derfor meget sjældent smagsdommer, men oplevede, at den arkitektur, som han selv, kolleger og studerende frembragte, var produkter og dele af den tid, de dels italesætter og dels bidrager til, og han vedblev selv at være nutidig som få.

Han lærte os, at i samme øjeblik, der findes en idé, fødes dens nødvendige modstand. Som arkitekturkritiker og konkurrencedommer vidste han, at modstanden er nødvendig og produktiv, og at der findes mange måder, hvorpå man kan besvare en arkitektonisk problemstilling. Det skinnende igennem i hans undervisning. Finn var autentisk og nærværende, enormt humoristisk og frem for alt nysgerrig. Det gjorde tegnebordssamtalen til et særligt og magisk univers.

Selvom Finn havde vundet mange konkurrencer, var han ikke et konkurrencemenneske. Han holdt af ‘at tænke sammen’. Det var dette aspekt, der gjorde hans undervisning særligt levende og frugtbar. Med Finn ved roret var kritikkerne ikke en domsafsigelse, men en undersøgelse af det arkitektoniske projekt som svar på et spørgsmål.

Han brugte ofte denne lignelse: ‘Hvis to mennesker hver har en mønt, og de deler dem med hinanden, så bliver ingen af dem rigere, men hvis to mennesker hver har en idé, og de deler dem med hinanden, så bliver begge dobbelt så rige, som de var før’. Det siger noget om, hvordan han så på det ‘at tænke sammen’.

Pragmatiker, pædagog og poet

For Finn var det ‘at tænke sammen’ en præmis for udvikling af gode ideer. Derfor var samarbejdet altid centralt hos ham, og det bærer hans virke præg af.

Finn startede tegnestuen Domus i 1980 sammen med Jan Christiansen, Ove Neumann og Karl Lederhaas, som han havde mødt i sin ansættelse på KHR. Den nye tegnestue gjorde sig særligt bemærket med sine boliger, byfornyelse og omdannelser, og tegnestuen vandt flere priser for de nyskabende projekter med mennesket i centrum. Sammen med sit hold på Domus blev Finn en signifikant medudvikler af den nye tids boliger.

I 1998 havde Finn forladt Domus for at starte tegnestue med Cathrine Vigander, som han samme år lagde ud med at vinde konkurrencen om udvikling af Køge Bugt Syd med. Senere startede Finn tegnestue med Vibeke Lydolph. Sammen vandt de idékonkurrencen om Køge Havn og opnåede en præmiering af deres forslag til nytænkning af Odense Midtby. Sammen med Kim Dirckinck-Holmfeld skrev Finn i 2004 bogen Arkitekternes sommerhuse, der er udgivet ved Arkitektens Forlag. Finn Selmer var også formand for Arkitektens Forlag fra 1999-2006, og bidrog med mange artikler og anmeldelser til Arkitektur DK og Arkitekten. Se bl.a. Arkitektens tema om klimaskærmen med publikationen Facadens Lagdeling (Arkitekten 11/2004) og publikationen Arkitektonisk Helhedssyn i 2000.

Finn Selmer virkede også som fagdommer for Akademisk Arkitektforening igennem flere år.

Selvom Finn lagde vægt på den pragmatiske modernisme, var hans tilgang til det at bo poetisk. Finn var nyskabende og tog mange chancer. Han var en kontinuerlig og levende del af arkitekturdebatten, men af alt, hvad han har bedrevet i sit meget produktive liv, er det hans person som eksempel, der sætter det dybeste stempel.

Finn holdt af mange ting i verden

Han holdt af kage og origami, elegante objekter og meget af Bob Dylan.

Han holdt af tegneserier og af Blade Runner og af de fantastiske amerikanske skyskrabere.

Han holdt af Neil Young, Louis Kahn, Donald Judd og Andy Warhol.

Han holdt af landskaber og bøger og god og gerne flot mad.

Han havde et særligt blik for det poetiske, men også for det skægge, sjove og skæve. Han læste enormt meget, var meget berejst og et meget levende menneske. Finn havde en moden mands livserfaring, men sin barnlige og udogmatiske nysgerrighed i behold. Han var fantastisk selskab og meget gavmild med sig selv.

Selvom det efterhånden er 12 år siden, jeg tog afgang, og selvom jeg siden blev Finns kollega, så betragter jeg stadig Finn Selmer som min mester. Og jeg savner umådeligt at ‘tænke sammen’ med ham.

Anne Mette Frandsen er arkitekt MAA og studielektor ved KADK, Institut for Bygningskunst, By & Landskab.