BLOX.
Foto: Richard John Seymour

14. september 2018

BLOX: Krydsfelt

“Om et par årtier vil tiden måske have udvisket noget af bygningens uaktuelle præg. Men lige nu peger udviklingen i andre retninger.”

Der er noget paradoksalt ved den globale succes, dansk arkitektur har oplevet det seneste kvarte århundrede. Med opførelsen af OMAs BLOX og genåbningen af Dansk Arkitektur Center (DAC) er dette paradoks blevet endnu tydeligere.

Problemet er, at Danmarks internationalt berømmede bygningskunst med sine nordiske, socialdemokratiske idealer – det, der før gik under navnet skandinavisme – er gået hen og blevet et globalt varemærke. Sammen med arkitekturen er post-Gehlsk byplanlægning, bybygning, København og ‘Copenhagenization’, bæredygtighed og bæredygtige teknologier alle blevet efterspurgte eksportvarer, alt imens hovedstaden er blevet forvandlet til et stort udstillingsvindue for den hjemlige talentmasse, understøttet af et svulmende kulturelt bureaukrati. En karakteristisk nordisk tilbageholdenhed har præget den arkitektoniske debat, mens selve arkitekturen er blevet en ren samlebåndsproduktion, der på design-, medie- og internetniveau arbejder helt bevidst med at skabe opmærksomhed og få den forbipasserende til at spærre øjenene op.

BLOX.
Foto: Richard John Seymour

Indtil Bjarke Ingels og BIG-generationen meldte deres ankomst, var dansk arkitektur præget af en beherskelse, som var del af en bredere nordisk – og ikke mindst modernistisk – tradition, som den nye bølge fandt kedelig og derfor gjorde op med. Men hvor de unge dengang havde travlt med at sælge deres storladne, mediebevidste, teknologifikserede og urbanistiske vision, lyder det sprog, de bruger i dag, når de diskuterer deres arbejder, ofte umiskendeligt nordisk og helt i tråd med det 21. århundredes nordiske model: demokratisk, socialt bevidst, transparent og inklusiv. Selv begreber som Genius Loci og stedets og kontekstens betydning sniger sig indimellem ind i udtalelserne fra den tidligere danske super-generations medlemmer.

Set udefra var det slående, hvor ivrige medlemmerne af den nye bølge, på trods af deres oprørske retorik, var efter selv at blive en del af det gode selskab. Set indefra ligner paradokset et uløseligt dilemma. Den nye bølge har måske nok rusket op i branchen, men deres forkærlighed for det kommercielle har bare gjort dilemmaet omkring den spektakulære arkitektur endnu større. Problemet er ikke kun, at medialiseringen af arkitekturen i stadig højere grad præges af økonomiske motiver, men også nok så meget, at der mangler en velovervejet debat. I det stadig protestantiske Norden kan man ikke få sig selv til at sige, at arkitekturen er for højtråbende – uanset hvor meget, der er om snakken.

BLOX.
Situationsplan

Vi kan måske nuancere det lidt ved at spørge: Er der regionale forskelle inden for den nordiske ikon-arkitektur, og kan man pege på nogle typer og kategorier? Men at påstå, at Henning Larsens Harpa i Reykjavik, Cebras Isbjerg i Aarhus eller BIGs Amager Bakke ikke er ren og skær ikon-arkitektur, vil være at benægte det åbenlyse.

Det er derfor ikke overraskende – i betragtning af det behov, der åbenbart er for statussymboler – at det samme gør sig gældende for OMAs BLOX, men her med en ekstra wow-faktor: det store internationale arkitektnavn. Og endnu et indtryk trænger sig på, selv om det måske ikke var intentionen oprindeligt. Nemlig den måde, hvorpå bygningen understreger BIG-generationens navlestrengs-lignende forhold til Koolhaas og resten af den såkaldte ‘Super-Dutch’-generation, og samtidig den tvivl og usikkerhed, der åbenbart stadig var forbundet med at vælge en arkitekt fra hjemmeholdet. Hvis konkurrencen var blevet afholdt fem år senere, er det ikke svært at forestille sig, at man havde valgt et BIG-projekt. Som det er nu, bliver dansk arkitektur repræsenteret af en hollandsk arkitekt.

BLOX.
Foto: Rasmus Hjortshøj

BLOX, der har fået sit navn efter de labyrintiske, uregelmæssigt stablede grønne klodser, er, selv om bygningen ikke er så flamboyant som mange af BIG-generationens tidlige værker, stadig et produkt af den såkaldte ‘opmærksomhedsøkonomi’. Bygningens arkitektoniske program er intelligent, men det virker som noget fra en svunden tid.

BLOX er også den seneste i rækken af ikonbyggerier på den københavnske havnefront og lægger sig dermed i forlængelse af velkendte bygninger som Henning Larsens Opera, Lundgaard & Tranbergs Skuespilhus, 3XN’s FN-by og den nærmeste nabo: SHL’s Sorte Diamant. OMA’s stabling af glaskuber – de såkaldte ‘blocks’ – kan aflæses som en diskret ‘by-landsby’; en Rubik’s Cube, der dels er udkraget over vandet og dels danner bro over den gennemkørende vej, Christian Brygge. Da BLOX både har måttet forholde sig til Den Sorte Diamant og den historiske by omkring den restaurerede Frederiksholms Kanal, er bygningens forholdsvis lave højde – svarende til de omgivende røde tegltage – og de bleggrønne/sorte/lyse felter og det grå strækmetal omkring husets i alt 28.000 kvm endt som et mere nedtonet modstykke til den modernistiske nabos voldsomme kraftfuldhed, men forholdet til omgivelserne er i bedste fald anstrengt. I plan fungerer bygningen som et vejkryds, der både indoptager retningen fra den gennemkørende vej – markeret af DAC’s store glaspartier – og retningen fra bymidten over til Christianshavn, der snart vil blive yderligere accentueret med opførelsen af Lille Langebro, den seneste af havneområdets mange nye cykelbroer.

BLOX.
Foyer og indgangsområde samt indkørsel til parkeringskælder, 2. etage under terræn.
FAKTA
BLOX
Bryghuspladsen, København K
Arkitekt: OMA
Arkitektmedarbejdere: Ellen van Loon, Adrianne Fisher, Koen Stockbroekx, Ariel Wallner m.fl.
Landskabsarkitekter: Kragh & Berglund Landskabsarkitekter og 1:1 Landskab for OMA
Ingeniører: Arup og COWI
Bygherre: Realdania, By & Byg
Totalentreprenør: Züblin
Opført: 2013–18

Indvendigt skaber det komplekse system af æsker et labyrintisk forløb langs med, op ad og ned ad et væld af forgrenede ganglinjer. Man stiger ned i en underjordisk foyer via en rulletrappe og passerer over en delvist åben atriumgård. Til venstre for foyeren ligger DAC’s butik, hvorfra en trappe fører op til DAC’s nye udstillingslokale. Bag foyeren ligger endnu et atrium-lignende rum, og bag det står den rustfarvede spunsvæg som en beskyttende mur mod vandet i havnen – et stemningsfuldt moment, flankeret af symmetriske trapper op til træpromenaden langs vandet. Oppe i DAC’s nye udstillingslokale, der er syv gange så stort som det gamle, mødes man af et andet fint og udtryksfuldt drama: belysningsloftet, der er kombineret med en gigantisk stålbjælke samt andre fritliggende stålkonstruktioner, rørføringer og installationer. Nedenunder finder man Welcome Home, DAC’s åbningsudstilling (vises blev vist frem til den 23/9, red.), som er indrettet i en mock-up af et cirkulært hus, videre mod nordøst forbi et uformelt, terrasseret siddelandskab til selve hovedsalen for større begivenheder og det store vinduesparti med kig ned til vejen og den tæt forbipasserende, men alligevel næsten uhørlige trafik, der er med til at understrege den overordnede byplanfortælling. På den ene side ligger Educatoriet, for børn og skoler, med adgang til en udendørs legeplads med bølgende rutsjebaner, plus to caféer, hvoraf den ene ligger over den store hal, med en åben terrasse med udsyn til havnen og Amager, og den anden ud til pladsen i underetagen. I den sydlige fløj har et fittness-center indtaget to etager, mens der på de øverste af de i alt ni etager gemmer sig 22 dyre lejligheder.

BLOX.
Stueplan og vejgennemføring.

Den anden side af DAC’s fire centrale hjørner indeholder to etager med kontorer til kulturelle formål: DAC’s administration og BLOXHUB, et inspirations- og samarbejdsnetværk, der finansieres af og henvender sig til arkitektur-, byudviklings- og byggeindustrien. Et fælles arbejdslokale og nogle mere uformelle rumligheder, med hvad der forekommer som et uundgåeligt fokus på teknologidrevne løsninger, og – når det gælder bæredygtigheden – særlig vægt på cirkulær økonomi. Transparent og synligt, men ikke desto mindre urørligt på den anden side af glasskillevægge og sorte afstivningskryds. Budskabet er, at det danske arkitektur-brand er helt oppe på beatet og synger med på øjeblikkets melodi.

Den teknologidrevne agenda har nok domineret de sociale mediers tidsalder, men pendulet er ved at svinge væk fra det virtuelle og det renderede. I stedet for store armbevægelser er der nu fokus på små, i stedet for fremtiden gælder det nu fortiden, i stedet for byen gælder det landområderne. Ligesom fascinationen af materialer, af tilblivelsen og af det konkret fysiske kan disse tegn på en ny tidsånd også ses som græsrodsforsøg på at finde en vej ud af de dilemmaer, der præger den danske arkitektur. Men alt det ser man ikke skyggen af i BLOX. 

BLOX.
Nedgang til DAC Passage. Foto: Delfino Sisto Legnani og Marco Cappelletti/OMA
BLOX.
Snit

Det samme gælder den absolutte mainstream-bæredygtighed. Stål, glas og beton dominerer og sender dermed et forældet 20. århundrede-signal om, hvor byggesektoren befinder sig – og det netop på et tidspunkt, hvor man ude omkring i verden ser et skift hen imod anvendelse af mere naturlige byggematerialer. Selv om DAC har lagt hus til en række udstillinger om bæredygtige materialer, upcycling og genbrug – senest Bring on the Waste i 2017 – og selv om den aktuelle udstilling, Welcome Home, også viser genbrug af byggematerialer, så begrænser det sig fortsat til udstillingerne og får aldrig lov at manifestere sig i større arkitektoniske projekter, hvilket sender et tydeligt signal om den danske byggeindustris prioriteringer.

Indrømmet, problemet er til en hvis grad uundgåeligt, når man tager i betragtning, hvor lang tid, der er gået, siden OMA vandt projektkonkurrencen, men bygningen giver slet ingen indikationer på alt det, der er sket i den mellemliggende periode. Det er ikke, fordi BLOX ikke er fed arkitektur, men den repræsenterer bare et forældet syn på arkitekturen. Selv om bygningen gennemskæres af veje, og den omkringliggende by her og der har sat sine spor, virker den fuldstændig løsrevet fra den forvandling, der ellers præger København med målet om at blive CO2-neutral i 2025. Om et par årtier vil tiden måske have udvisket noget af bygningens uaktuelle præg. Men lige nu peger udviklingen i andre retninger. Snart vil Lille Langebro åbne som den seneste i rækken af cykelbroer, og dermed vil endnu en brik være lagt til den alternative urbane fremtid, som planeten bevæger sig hen imod, og som København er en af frontløberne indenfor. Men når der således begynder at tegne sig konturerne af, hvordan det 21. århundredes by vil tage sig se ud, er det kedeligt, at denne 20. århundrede-bygning ikke er en del af det.

Oliver Lowenstein er arkitekturkritiker og grundlægger af det digitale tidsskrift Forth Door Review.

Anmeldelsen blev udgivet i Arkitekten 07/2018.