Mossin. Anders Ingvartsen. CITA. Isoropia.
Isoropia af CITA. Foto: Anders Ingvartsen

16. august 2018

Venedig Biennale · Den danske pavillon: Interview med Natalie Mossin

“Med de digitale værktøjer, vi har, så har arkitekterne allerede grebet ideerne til andre former. Ideerne er der allerede. Men når vi skal hele vejen ud og producere det, så skal vi ændre de gamle produktionsmetoder…”

FAKTA

Possible Spaces – Sustainable development through collaborative innovations
Kurator: Natalie Mossin
Udstillere: Vandkunsten med Albertslund Syd, CITA med Material Based Method K2, Praksis Arkitekter med Nyt Svinkløv Badehotel og BIG med Virgin Hyperloop One 
Udstilling støttet af: Kulturministeriet, Realdania og Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur
Giardini

Innovation er et kodeord på udstillingen. Hvad ligger der i det begreb?

NM Hvis det hele er perfekt i forvejen, så kan vi jo bare blive ved med at gøre tingene, som vi plejer. Men for mig er innovation, når den er bedst, en respons på nogle behov, vi har for at gøre ting anderledes. Til udstillingen har jeg ledt efter fire cases, som på hver deres måde meget distinkt handler om at gøre noget nyt i byggeriet.

Ideen er selvfølgelig vigtig, men det bliver først til innovation, når den er implementeret. Man starter med at sætte den første pæl i jorden: Forandring er mulig! Der har vi den radikale innovation med BIG’s Hyperloop-projekt, som forsøger at skabe en helt ny måde at blive transporteret på. Og bare for at tale lige ud af posen: Når man skal lave noget som Hyperloop, så skal man også have nogle af verdens største kapitalfonde med. Og hvis det skal lykkes, så skal de tro på, at projektet næsten findes allerede. Og at det er enormt attraktivt. Og det kan BIG. De kan forføre og skabe en oplevelse af, at det her er attraktivt og muligt – og at
det er her lige om lidt.

Mossin. Svinkløv. Praksis.
Nyt Svinkløv Badehotel – sydfacaden, Praksis Arkitekter (forventes færdigt 2019). Illustration: Praksis Arkitekter

Hvordan skaber man den attraktion?

NM Noget at det, BIG har gjort, som jeg synes er rigtig spændende, og som jeg har bedt dem om at fremhæve i udstillingen, er, at de har indført et lille vindue i transportrørene for hver tiende meter. Det gør, at når det kører hurtigt nok, så bliver udsigten til et panorama. Og det skaber en ny landskabsoplevelse og gør også, at det bliver meget mere overkommeligt at træde ind i det her rør på seks meter i diameter, fordi man kan se ud og forbindes med landskabet – selv om det til dels er en illusion. Hvis vi tager Vandkunstens projekt, så er det jo de mange små skridt. Jeg har arbejdet med innovation i byggeriet i mange år, og jeg synes, at der er noget heroisk og lidt underfortalt i det med de mange små forbedringer, som ikke er revolutionerende. Det er ikke en historie om, at verden har ændret sig fra den ene dag til den anden. Men det påvirker folks liv og gør det bedre.

Søren Nielsen (partner i Vandkunsten, red.) har i et interview i Arkitekten (9/2017) udtalt, at det ikke har været nemt at få alle beboere til at acceptere naboens brugte gulvplanker som ny vægbeklædning i deres renoverede bolig…

NM Det er nemlig en af de ting, som jeg er meget fascineret af ved det projekt. Det er to skridt frem og et tilbage. Hele arbejdet med billige boliger, og eksisterende billige boliger, det er simpelthen hele tiden de små skridt frem og tilbage. Fordi der er så mange hensyn. De økonomiske handler om folk, der er bekymrede for deres husleje. Det drejer sig om beboere, der er konservative, fordi de har boet et sted hele deres liv og gerne vil have, at væggen bliver ved med at stå lige dér.

Der er hensyn til beboerdemokrati, der er kommunens bestemmelser, der er sundhed, der er bygningsreglementer, og der er tidsplaner. Det er et kæmpe spil. Og der formår Vandkunsten, og i øvrigt andre dygtige, danske arkitekter, faktisk stille og roligt at skabe livskvalitetsforbedringer.

På udstillingen her er genbruget jo synligt. Men det behøver det vel ikke at være?

NM Nej, men det er en vigtig del af det potentiale, som Vandkunsten har arbejdet med i det her projekt – at få folk til at få øje på skønheden i det slidte og det gamle. Det er noget af det, de virkelig gerne vil. Men det vil beboerne ikke lige så meget, endnu. Jeg ved ikke, om det er det letteste for folk at forstå i udstillingen, men jeg synes, at man kan se, hvad det er, arkitekterne gerne vil. Og fordi vi så også har de her filmiske optagelser fra det gamle Albertslund Syd, så synes jeg også, at man får en flig af historien med.

Mossin. Vandkunsten. Venedig.
Albertslund Syd, Vandkunsten, 2014-2018. Foto: Torben Eskerod

Praksis’ projekt til det ny Svinkløv Badehotel har en udtalt lighed med den nedbrændte bygning. Er det nostalgi?

NM Der sniger jeg også noget, som faktisk er en diskussion af hele modernismen, ind. For vi bygger med lynets hast. Det har vi gjort i det 20. århundrede, og det gør vi fortsat. Jeg tror, at man plejer at sige, at man i det 20. århundrede byggede lige så meget som i resten af verdenshistorien. Og nu kommer vi til at gøre det en gang til på den halve tid. En konsekvens af det, hvis man ser ud over verden, er, at vi har nogen udfordringer omkring kulturel bæredygtighed, og folk, der føler sig fremmedgjorte. Kulturelt og stedligt er der mange, som ikke føler sig hjemme blandt de nye huse. Og det er bare ikke godt nok. 

Vi er nødt til at have det kulturelle og det menneskelige med. Og der kan man jo ikke forestille sig et vildere eksempel end Svinkløv Badehotel, hvor der er så meget identitet og sorg og erindring om, hvad Svinkløv burde være, som er kommet med ind i det nye projekt. 

Der er vigtigt ikke at bruge ordet kopi, for arkitekterne kopierer ikke noget som helst. De forholder sig ikke til en eller anden dårlig samling, der var der i det gamle hus, eller knopskydning af, hvordan man fik en eller anden vaskemaskine ind i det gamle køkken. De er ikke interesserede i at kopiere det, der var. De er interesserede i at forstå ideen om Svinkløv, erindringen om Svinkløv. Så de tager alt med, men de tager ingenting med. For alt brændte jo. Der er ikke så meget som en fejeliste, der er bevaret.

I CITA’s bidrag er det den digitale fremstilling af stoffet i sig selv, det handler om. I den nærmeste fremtid kan man producere et unikt stof til hver enkelt byggeopgave? 

NM Det, jeg bad CITA om at udstille, er noget så teknisk som et digitalt værktøj, de er med til at udvikle, et plug-in til Rhino. Men de demonstrerer det arkitektoniske potentiale. Med de digitale værktøjer, vi har, så har arkitekterne allerede grebet ideerne til andre former. Ideerne er der allerede. Men når vi skal hele vejen ud og producere det, så skal vi ændre de gamle produktionsmetoder, for ellers ender tingene ofte med at blive en kamp at producere. Det ser legende let ud på renderingen, men de glatte former er bygget op med fyrretræsforskalling, støbt på stedet og efterslebet i hånden. 

Der har CITA en vision med deres redskaber om at binde form og arkitektur bedre op på alle de efterfølgende processer – helt frem til strikkerobotten, som har produceret stoffet på udstillingen. Dvs. når man designer i et program, så kan man arbejde med den enkelte tråd, med træk, med tryk og materialets egenskaber. Det er ikke, fordi arkitekter eller andre af byggeriets parter forsvinder ud af ligningen, men man forsøger så at sige at samle informationen der, hvor projektet tager form.

BIG. Virgin Hyperloop. Mossin.
Virgin Hyperloop One (2018). BIG. Foto: BIG

Samtalen om at bygge og udvikle nye arkitektur har jo altid været der, men den har formodentligt ændret sig. Hvordan ser du det lige nu i denne her udstilling?

NM Det med at kunne skabe et frirum, som biennaleteamet jo lægger op til, har jeg gerne villet hylde i hele pavillonen. Vi kan gå ind i projekterne på mange forskellige måder, og vi er alle en del af en ligning. Ikke kun de arkitekter, som formelt har opgaven, men alle, som er involveret i projekterne.

Jeg hæfter mig ved, at udstillingen ikke har denne her undergangs­agtige stemning, vandet stiger, forureningen går amok osv., som ellers præger dagsordenen. Ser du lyst på fremtiden?

NM Jeg er af natur meget optimistisk. Men jeg mener, at vi befinder os i en alvorlig situation, og at den måde, vi gør ting på i dag, ikke er holdbar. Men jeg tror, at forandring er mulig. Det synes jeg hele tiden, vi viser som arkitekter. Og som faglighed er vi enormt uforfærdede i forhold til at gøre ting, som kan have en kæmpeeffekt. Det hører jeg af og til fra venner fra andre fag: Tænk, at I tør. Men det er der også brug for. Så det skal vi bare blive ved med, men vi skal gøre det sammen med andre, selvfølgelig.

Natalie Mossin er arkitekt MAA, formand for Akademisk Arkitektforening, institutleder ved Bygningskunst og Teknologi på KADK og kurator for den danske pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig 2018.

 

Interviewet blev bragt i Arkitekten 07/2018.