Easterling. Venedig Biennale.
MANY af Keller Easterling i den amerikanske pavillon. Fotos: © Tom Harris. School of the Art Institute of Chicago og University of Chicago.

16. august 2018

Venedig Biennale: Den amerikanske pavillon: Interview med Keller Easterling

MANY er en app, som skal give arbejdssøgende migranter mulighed for at slippe uden om fysiske mure, strenge visumregler og magtmisbrug. Platformen fungerer som en systematiseret byttecentral, hvor behov, færdigheder og tjenester udveksles på tværs af landegrænser i et ligeværdigt samspil mellem migrant og udbyder. App’en præsenteres i den amerikanske pavillon på årets Venedig-biennale.

FAKTA
MANY
Kurator: Keller Easterling
Bidragsydere: Kate Altman, Nilas Andersen, Michelle Badr, Jacob Bendicksen, Santiago Del Hierro, Neil Donnelly, Adam Feldman, Nicholas Herrera, Paul J. Lorenz, Marianna Riobom, Radhika Singh, Dina Taha, Maggie Tsang, Julie Turgeon og Shuyu Yin
Giardini

En del af den amerikanske pavillon:
Dimensions of Citizenship
Hovedkuratorer: Niall Atkinson, Ann Lui og Mimi Zeiger 

“I kan beholde jeres statsborgerskab for jer selv”

Hvad går MANY ud på? 

KE Det er en internettjeneste, der gør det nemmere at bevæge sig på tværs af landegrænser, fordi den systematiserer udvekslingen af behov. Den sigter med vilje ikke på egentlige flygtninge, men går et trin højere op og henvender sig til dem, der siger: “I kan beholde jeres statsborgerskab for jer selv. Vi er ikke interesseret i jeres skodjobs. Vi vil ikke have jeres medlidenhed. Vi er ikke engang interesserede i at blive i landet”. Det er nemlig et problem i USA, hvor mange mennesker ikke kan få visum pga. frygten for, at de vil blive i landet.  

Og udvekslingen er til gavn for begge parter? 

KE Ja. Platformen lægger op til, at man danner fællesskaber på begge sider af udvekslingen. Måske er der brug for nogen, der har erfaring som
praktiserende læge i landområder, og så er der f.eks. 17.000 steder i USA,
hvor man står og mangler netop det. Hvad nu, hvis du kunne bruge tre år af
dit liv dér og så få global credit for det? Eller hvis du kunne arbejde som
praktikant? Eller som assistent? Parterne udveksler arbejdstid, færdigheder
og jobmuligheder for at øve sig eller for at få mere erfaring, og samtidig gør
de brug af uudnyttede ressourcer som tomme boliger.

Easterling
Screenshot fra MANY app'en.

Udvekslingen foregår ved, at begge parter skriver, hvad de er på udkig efter, og så finder app’en et match. Kan du give et eksempel på sådan et match?

KE En by som St. Louis er plaget af fraflytning og blev også hårdt ramt af finanskrisen i 2008. Et firma i byen planter vejtræer på tomme, forurenede grunde, der ellers bare ville ligge brak, og de er på udkig efter praktikanter. Her kan praktikanterne lære, hvordan man laver grøn infrastruktur, og bagefter kan de rejse ud og arbejde på lignende projekter andre steder i verden. 

Så flytter de videre og får mere og mere erfaring. Og i takt med at de rejser rundt, bliver de mere og mere efterspurgte.

KE Præcis. På den måde kan de projektbaserede visumophold udvikle ens kompetencer. Tænk nu, hvis udvekslingen kunne udnyttes og videreudvikles, så den giver global ledelseserfaring.

Det, man gør, er altså at få erfaring et sted og så rejse over på den anden side af kloden og gøre noget tilsvarende?

KE Netop. Byerne kan bruge deres konkrete kvaliteter til at tiltrække talenter og ekspertise. Ligesom universiteterne giver dig mulighed for at flytte et andet sted hen hvert fjerde år, giver de her kortvarige visumophold en hel masse muligheder.

Easterling.
Screenshot fra MANY app'en.

Kan platformen også bruges af flygtninge, som er fanget i det nuværende visum-/asylsystem? Kan de f.eks. koble sig på visumprogrammet på en eller anden måde og så bruge det til at slippe ud af deres fastlåste situation? 

KE Ofte tilbyder man kun én allround-løsning, der så skal passe på alle migranter. MANY er derimod baseret på, at der findes millionvis af forskellige løsninger for verdens mere end 65 millioner migranter. Det her er en måde at skabe forbindelser på. Vi er ikke på jagt efter en patentløsning. Faktisk plejer vi at sige, at det dybest set handler om problemer og om at kombinere problemerne, så de katalyserer noget eller udligner hinanden.

Vi prøver at mindske den vold, der omgiver migrationen – hvad enten det er den vold, der udøves af det pågældende land, flygtningelejren, smuglerne eller de korrupte arbejdsgivere. Selvfølgelig er der stadig mange farer forbundet med migration. Men vores studier viser, at udveksling mellem to parter er det sikreste. Og vi forsøger at gøre det endnu sikrere ved at lade grupperne udveksle med hinanden to og to og så bakke det op med rumlige tilbud.

Platformen er nødt til at nedbryde de digitale barrierer for at folk kan fornemme hinandens tilstedeværelse. Hvordan gør man det på nettet?

KE Udvekslingen har ofte en naturalieøkonomisk vinkel. Den siger måske: “Okay, vi har de her boliger, som ingen bor i. Eller vi har den her butik, hvor der ikke kommer nogen”. Det handler om at koble ting sammen og bruge ressourcer, der ovenikøbet kan få ny værdi og bruges som salgsargument i kampen om det mobile folks tilstedeværelse, ekspertise og arbejdstid. Platformens design anvender også et visuelt sprog, der virker tillidsvækkende. Jeg håber, at det kan inspirere grupperne til at finde hinanden og få stablet noget på benene.

Easterling. Venedig Biennale.
MANY af Keller Easterling i den amerikanske pavillon. Foto: © Tom Harris. School of the Art Institute of Chicago og University of Chicago.

Projektet tager livtag med store, globale problemer. Hvorfor interesserer de dig som arkitekt?

KE Jeg er på udkig efter en virtuelt rum, der kan gøre en forskel i de her diskussioner om, hvordan vi indretter verden. De rum, jeg plejer at studere, er i stand til at flytte rundt på milliarder af produkter og millioner af turister og billig arbejdskraft. Men af en eller anden grund kan vi ikke finde ud af at hjælpe folk med at flygte fra uhyrligheder og miljøkatastrofer. Derfor undersøger vi, hvad der sker, hvis vi tager noget af den opfindsomhed, der bruges på den frie handel og i stedet bruger den på udveksling af behov.

Da vi først begyndte at arbejde med flygtningespørgsmål i et laboratorium sidste forår, var grundholdningen, at hvis du som arkitekt beskæftiger dig med migration, så handler det om at designe nye telte til flygtningelejre. Men vi havde ikke lyst til at lave detailløsninger til noget, der i øvrigt er dårligt system. MANY er ikke en lalleglad ‘one world’-app. Den er godt klar over de farer, der lurer. Men den forsøger ikke desto mindre at opmuntre til optimistisk opfindsomhed og ihærdighed.

Keller Easterling er arkitekt, skribent og professor på Yale University.

Interviewet er oversat fra engelsk af Cornelius Colding og udkom i Arkitekten 07/2018.