Groningens gamle sukkerfabrik. GroningenLife.
Groningens gamle sukkerfabrik. Foto: GroningenLife

11. juni 2018

Udstillinger i Udkantsholland

Nordhollandske landskaber og landsbyer åbner op for debatten om udkanten og storbyen med en række nye udstillinger.

Natur, naturligvis

Hvad er storby og hvad er udkant? Det spørgsmål bliver i år rejst i den nordhollandske by Leeuwarden, som i begyndelsen af 2018 overtog rollen som EU’s kulturhovedstad efter Aarhus. I en tid, hvor flere og flere stormer mod de større byer og efterlader små, uddøende samfund, sætter byen fokus på diskussionen om Udkantsholland. På udstillingerne vises et udsnit af fremtiden i de yderligste landdistrikter, og især naturen fremhæves som den altoverskyggende herlighedsværdi.

For det er svært for de tætpakkede, hollandske taghavebyer at hamle op med frisk luft og græssende får. Det mener i hvert fald kurator Maarten Hajer fra Utrecht Universitets Future Studio, der har anlagt en naturlabyrint i udstillingen Places of Hope. Labyrinten, som går igennem indendørs sandbanker og muldjord, promoverer landdistrikterne som det ultimative sted for kreativ tænkning, hvad angår affaldssortering, vindenergi og poetiske naturreservater.

Kunst, kultur og natur sammenflettes i skovene omkring Drentse. Foto: Heleen Haijtema, Into Nature

En kunstrute

Fra en mørk afkrog af Holland i den lavtliggende skovby The Holtingerveld behandler udstillingen Into Nature på tilsvarende vis forholdet mellem natur og kultur. Omend en anelse hypotetiske er kunstinstallationerne langs ruten både debatskabende og samfundskritiske, og udstillingen lykkes på sin vis at sætte fokus på landområderne som omdrejningspunkt for en ny type social og kulturel vækst.

Rutens kunstobjekter skyder frem mellem tætte træer og buskadser. Der er både en tilsløret lysinstallation af Olafur Eliasson og en række beboelige fuglehus-reder af den argentinske kunstner Adrian Villar Rojas. På en ensporet landevej er der opsat en minibiograf, og øverst i de hollandske trækroner udlejes hotelværelser med udsigt over fagre landskabsdiger. Bedst er imidlertid den spindelvævslignende installation af kunstnergruppen Numen for Uses, der sætter fokus på, hvordan det, der gror, og det, der bygges, kan spire i nye former for udkantsfællesskaber. 

Numen for Uses. Udkantsholland. Holland.
Mange tusind meter tape spænder fra træ til træ og danner små huler til Holtingervelds besøgende. Foto: Numen for Uses.

Forladte bygninger

Selvom udkantsbyer ofte er lig med tomme huse, har Leeuwarden, i anledning af året som kulturhovedstad, gjort en ekstra indsats for de mange landsbyruiner. Eksempelvis er bondegården de Kreake blevet til et idélaboratorium, der på minutiøs vis udnytter områdets lokale ressourcer i samarbejde med arkitekter, landmænd og kokke. Og tilsvarende har man indrettet et Waste-NO-Waste-Kompleks i den gamle sukkerfabrik, der fokuserer på genbrug af overskudsmad fra store landbrug.

Men hvor langt vil vi gå for kunst? Det spørgsmål stiller kunstnergruppen Flora Reznik og Teun Vonk fra VHDG sig selv. For ifølge dem er det svært at forlange, at landsbybeboere altid skal rejse (langt) for at opleve kultur. Så da de i begyndelsen af året præsenterede deres bidrag til Leeuwardens årsprogram, var det i form af et mobilt atelier, der netop nu kører kunst rundt i Nordhollands landsbyer. Således får alt fra lader til markskel og tomme kostalde deres egne udstillinger.

Omend fængslende, forbliver mange af Leeuwardens udstillinger kosmetiske og staffageagtige. Men måske er formålet netop at afføde en accept af udkanten, som den er. Og ikke som et sted i undtagelsestilstand eller som et sted, der skal vækste byliv og arbejdspladser. I hvert fald står nærheden til naturen tilbage som en umiskendelig livskvalitet og som Leeuwarden-udstillingernes ultimative topprioritering.

Over sommeren besøger det mobile atalier fra VHDG Hollands allermindste byer. Foto: Matthias Konig