Aalund.
Kairo, Egypten. Wekalar Bazara, isometri af karavanserai med forslag til restaurering, 1976. Tegning: Flemming Aalund

11. juni 2018

Originale substanser

Egypten, Afghanistan, Tanzania, Syrien… Flemming Aalunds virke som restaureringsarkitekt er fordelt over mange lande. Senest i Indien, hvor han har arbejdet med restaureringen af den tidligere danske handelsstation Serampore. Det begyndte dog i Danmark på Vilhelm Wohlerts afdeling på Arkitektskolen i København…

FAa Wohlert tog mig med til Kairo, hvor jeg var med til at måle et gammelt byhus op. Projektet blev dog ikke realiseret på det tidspunkt, men det gav mig mulighed for at få et stipendium til et ophold i Kairo gennem Udenrigsministeriet for at lave mit afgangsprojekt med forslag til restaurering af et karavanserai i den gamle bydel Gamaliya. Da jeg så fik afgang og skulle søge job, fik jeg mulighed for at komme til Afghanistan gennem UNESCO. Jeg boede og arbejdede i landet fra 1976 til 1978 og arbejdede for Andrea Bruno, som til daglig var arkitekturprofessor i Torino. Men så kom den sovjet-
russiske invasion af Afghanistan, og jeg vendte tilbage til Wohlerts tegnestue i Danmark, hvor jeg blev involveret i byfornyelse af Bondebyen i Lyngby og restaurering af Roskilde Domkirke.

Aalund.
Bosra, Syrien. Inkhil, opmåling af beboelseshus, hvor der er genanvendt spolier fra tidlige romerske monumentalbygninger, opstalt af facade, 1988. Tegning: Flemming Aalund

Hvilke opgaver tog du så fat på?

FAa Jeg fik en udsendelse igennem FN til Tanzania, som underviser på arkitektskolen i Dar es Salaam på Ardhi University. Inden jeg blev arkitekt, havde jeg uddannet mig til lærer, og det kom mig til gode i undervisningen på arkitektskolen, hvor jeg var med til at introducere restaurering som nyt fagområde. Den ansvarlige for den afdeling, jeg var på, hed Bob Barclay og havde som yngre soldat været med i de allieredes landgang i Normandiet (6. juni 1944, red.). Fantastisk person. Han gav mig nye muligheder. Dels kom jeg til Zanzibar og lavede opmåling med studerende. Og så anbefalede han mig til flere forskellige parter, da mit engagement ved Ardhi University sluttede. For UN-Habitat lavede jeg sammen med et par amerikanere en bevaringsplan for Zanzibar Stonetown. Senere kom jeg gennem et engelsk firma til Jedda, hvor jeg fik til at opgave at gennemgå en ældre bebyggelse i centrum med henblik på en større restaurering.

Men den sag blev et eksempel på, at for mange penge og for meget fokus på monumenter kan ødelægge alting. Man kan have gode intentioner, men hvis ikke man kan styre sig, så går det ikke godt. F.eks. havde bystyret valgt Carrara-marmor til ny gadebelægning, som medførte, at de gamle huse med de smukke mashrabiya (trækarnapper, red.) blev oplevet helt malplaceret med de fremmedartede gadebelægninger. Somme tider kan det være bedre, at man gør mindre. Hele restaureringens filosofi er jo, at vi skal tage vare på det, der er og bevare stedets karakter og autenticitet som en særlig kvalitet. Der er kommet en ny focus på bæredygtig udvikling. Nymaterialisme, cirkeløkonomi, og hvad det nu alt sammen bliver kaldt i forskellige sammenhænge, men det har hele tiden været hensigten med restaurering at bevare materielle og æstetiske kvaliteter, og samtidig tage vare på forbruget af ressourcer.

Aalund.
Bosra, Syrien, Inkhil, fotografi af facade, 1988. Foto: Flemming Aalund

Så de huse, der ligger uden om monumenterne, lever en usikker tilværelse?

FAa Ja. I mange af de lande, hvor jeg har været, er der ikke den samme hensyntagen til bevaring af kulturarven som i Danmark, men det er ofte forståeligt pga. stor fattigdom. I 1980erne arbejdede jeg for det nyoprettede tyske arkæologiske institut i Syrien, hvis leder, Michael Meinecke, jeg havde lært at kende i Kairo. Her opmålte vi alle middelalderbygningerne i Bosra. Byen er senere kommet på UNESCO’s verdensarvsliste. Ikke fordi jeg har været der, men blot for at give eksempel på betydningen af, at arkitekter arbejder med andet end monumenter og også forholder sig til bygningerne i deres samspil med omgivelserne og livsbetingelserne. I Bosra havde man brugt spolier (genbrugte byggeelementer, red.) fra romertiden og skabt en meget interessant arkitektur, hvor folk jo boede. Resultatet af bygningsundersøgelserne og opmålingerne fik jeg dispensation til at bruge som ph.d., for øvrigt en af de første, på Arkitektskolen i København.

Jeg var også heldig at arbejde for UN-Habitat i Libyen og udarbejde bl.a. en bevaringsplan for Ghadames. En fantastisk oase-by midt i ørkenen i den sydlige del af landet.

Alle de byer, hvor jeg har arbejdet i den arabiske verden, er desværre i dag hårdt ramt af krige med ødelæggelse af det sociale og økonomiske livsgrundlag, som jo er en vigtig forudsætning for at kunne bevare kulturarven.

Serampore, Indien. St. Olav Kirke, nordfacaden efter restaurering og afsætning af farveprøver inden kalkning, november 2015. Foto: Flemming Aalund

Det må være blevet til en del år væk fra Danmark?

FAa I begyndelsen, ja, men da jeg var i Libyen, mødte jeg en kollega, der var udstationeret fra UN-Habitat som leder af FN’s landekontor. Hans kone var hjemme i Tyskland, og børnene var på kostskole. Det liv ønskede jeg ikke og heller ikke den karriere. Så jeg tog hjem i begyndelsen af 1980erne og oprettede min egen tegnestue i den gamle knivfabrik i Raadvad.

Så siden da har jeg gennem alle årene rejst frem og tilbage på kortere eller længere kontrakter i udlandet, samtidig med at jeg har haft opgaver i Danmark og bibeholdt mit faglige netværk.

Dit seneste arrangement vedrører restaurering af nogle af de mest betydningsfulde bygninger i Serampore i Indien.

FAa Ja, arbejdet med restaurering er netop ved at være afsluttet. Jeg kom derud i 2009 på foranledning af Nationalmuseet sammen med historikeren Simon Rastén for at registrere, hvad der endnu var tilbage fra den tid, hvor Serampore, der ligger nær Kolkata i Vestbengalen, var en dansk handelsstation. Stationen fungerede fra grundlæggelsen i 1755 og helt frem til 1845, næsten 100 år.

Især i slutningen af 1700-tallet var der en fantastisk udvikling og rigdom, der blev akkumuleret. Både blandt de indere, der tjente penge på handlen med danskerne, og herhjemme – i kraft af den oversøiske handel. Efterfølgende kom problemet med dansk neutralitet under de langvarige krige mellem Frankrig og England, der kulminerede med Napoleonskrigene fra 1803 til 1815. Det havde vi levet højt på, men vi kunne ikke fastholde den neutralitet. Så kom englænderne jo og bombede København i 1807, og det medførte bl.a., at Serampore blev underlagt engelsk administration i en kortere periode, indtil den kom tilbage til Danmark.

Men det holdt ikke ved?

FAa Nej , til sidst i 1845 var der ikke noget økonomisk grundlag for at bibeholde handelsstationen. Serampore blev solgt til englænderne, der overtog det hele, men udviklingen var hovedsagelig i Kolkata, englændernes imperiale hovedstad, og Serampore gik glip af udviklingen og blev forladt. Senere er der kommet en industriel udvikling med jutefabrikker, og byen er i dag som en forstad til Kolkata, men der ligger ruiner af rigtig mange flotte huse, som vi ikke kan gøre noget ved.

Aalund.
Serampore, Indien. Sydporten til det tidlige danske administrationsområde efter nedrivning af en lagerbygning og fritlæggelse af facaden, november 2013. Foto: Flemming Aalund

Hvordan er I så gået til opgaven?

FAa Nationalmuseets projekt har i første omgang været at sætte gang i en proces, hvor de vigtigste danske bygninger er blevet istandsat med økonomisk støtte fra Realdania og Kulturministeriet. Det drejer sig om St. Olav Kirken, nordporten og sydporten til det tidligere danske administrationsområde, en tidligere engelsk administrationsbygning samt et stort byhus, som hedder “Denmark Tavern and Hotel”. Samtidig er inderne selv ved at restaurere den tidligere danske administrationsbygning. Alle arbejderne er gennemført fra 2012 til nu i samarbejde med arkitekterne Gopa Sen og Manish Chakraborti. Hertil kommer samarbejde med arkitektskolerne i Shibpur og Ahmadabad, der henholdsvis har udarbejdet en registrering af hele den historiske bydel, som den var i 1845, og gennemført to Winter Schools samt fem master studies.

Det er ikke bare os, der kommer udefra og restaurerer noget. Det er Nationalmuseets udgangspunkt at etablere et tæt samarbejde med alle lokale interessenter – jeg deltager som bygherrerådgiver, og det er faktisk en fordel, at jeg har den alder, jeg efterhånden har fået – for det er noget, som giver autoritet i Indien, hvor der ikke rigtig eksisterer en egentlig tradition for restaurering – der bliver udført en enorm indsats på nationalt niveau af ASI, som er Archaeological Survey of India, men deres arbejde er fokuseret på bevaring af de historiske monumenter, og der er meget lille bevågenhed over for bybevaring. Så hele den holdning om, at vi skal prøve at bevare så meget som muligt af den autentiske, originale substans, det er noget, vi har haft rigtig meget fokus på.

Og der falder de indiske studerende naturligt ind. Mange af dem taler ikke bengalsk, fordi de studerende kommer fra hele Indien. Men det er også en læreproces for dem at få mulighed for at komme til sådan et sted som Serampore, der har alle de problemer med bevaring og byudvikling, som Indien står overfor med en hastigt voksende befolkningstilvækst.

Min kollega arkitekt Jigna Desai er faktisk blevet leder af en nyoprettet restaureringsafdeling på Arkitektskolen i Ahmedabad. Så hun har også ligesom fået det her med som et yderligere springbræt til at fokusere på fagområdet. Og jeg tror, at det er den mest estimerede arkitektskole i Indien, som arbejder med restaurering.

Serampore, Indien. Sydporten under restaurering, de oprindelige farver med kalkning i gul okker og hvidt, der er karakteristisk for alle de danske bygninger, er valgt efter nøje undersøgelse af de mange tidligere farvelag, november 2015. Foto: Flemming Aalund

Forvitring, opbygning, udryddelse, genopbygning – det er et labilt felt, du arbejder i…

FAa Ja, det er en udfordring, men jeg plejer at mindes Ernest Gimson – en betydningsfuld arkitekt i den britiske Arts and Crafts-bevægelse, der skulle overbevise en bygherre om sine gode ideer, og sagde: “Life is commensurate with a number of beautiful impressions that can be squeezed into it. Let us have as many as we can.”

Flemming Aalund er arkitekt MAA og stifter af Tegnestuen Raadvad.

 

Interviewet blev bragt i Arkitekten 05/2018.