Sundhespromenaden. Malmø. Jeppe Aagaard Andersen.
Sundspromenaden. Malmø, 2001. Jeppe Aagaard Andersen. Foto: Jeppe Aagaard Andersen

11. juni 2018

Nekrolog: Jeppe Aagaard Andersen (1952-2018)

Jeppe Aagaard Andersen var stor på alle måder, både fysisk og som menneske. Han fyldte og havde meninger, som han udtrykte gennem ord og handling. Det føles uvirkeligt og ganske uforståeligt, at han ikke er her, så man lige kan ringe til ham og få en snak om alt og intet.

Jeppe Aagaard Andersen voksede op i Munkerup i Nordsjælland som søn af billedkunstneren Gunnar Aagaard Andersen, og det var tydeligt at mærke i hans tilgang til landskabsfaget og i hans opfattelse af virkeligheden.
Jeppe fik afgang som landskabsarkitekt fra Kunstakademiet i 1980 og var herefter ansat hos Sven-Ingvar Andersson i en årrække, hvor han bl.a. tegnede med på landskabsprojektet til J.O. von Spreckelsens triumfbue La Grande Arche i Paris. Triumfbuen blev indviet i 1989, men kun ganske få elementer af landskabsarkitekturen blev realiseret.

Allerede i 1987 havde Jeppe dog etableret sin egen tegnestue.
Han mente, at landskabsarkitektur er en kunstnerisk disciplin, uanset skala, og mestrede det hele, altid med en sikker, ufravigelig insisteren på den højeste kvalitet.
Jeppe viste os, at der fandtes en verden uden for Danmark, han brød med den danske tradition fra C.Th. Sørensen og Sven-Ingvar Andersson og nærmer sig Sven Hansens internationale format.
“Ovalen er død”, råbte Jeppe, og det var den så, og han pegede på, at der fandtes andre og større tænkemåder. Linjer, der greb ud i landskabet og skabte sammenhæng mellem by og land.
Det så man bl.a. ved tilblivelsen af Ørestad. Jeppes hovedidé var, at der blev plantet tusindvis af træer på alle bydelens arealer, og bebyggelserne kunne så indføje sig i denne grønhed. Ikke spredt ud med løs hånd, men i et fast grid; byen skulle være grøn, og det grønne skulle give den fasthed, som bygningsstrukturen ikke gav. Som bekendt endte Ørestad i et forceret byggeboom, og det er kun de store boulevarder, der fortæller om Jeppes indsats, de brede kantsten, det gyldne grus, de store lindetræer. Også spejlbassinet over cykelkælderen ved Ferring-højhuset (Henning Larsen, 2002) i Ørestad er kendetegnende for Jeppes måde at vende en hverdagsting til den daglige glæde.
Jeppe var en efterspurgt samarbejdspartner på bygningstegnestuer, og han opdragede dem vedholdende til at forstå, at det er husene, som er detaljer i landskabet, og at landskabet ikke er et vedhæng til et hus eller en by.
Et fint eksempel er Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft (3XN, 1993), der ligger i et smukt, kuperet terræn, hvor vi tydeligt fornemmer, at der i samarbejdet har været en indre fælles forståelse for udnyttelsen af stedets kraft.

Da Arkitektskolen i København flyttede ud på Holmen, markerede Jeppe sig som den minimale, velovervejede landskabsarkitekt i et skarpt, tydeligt formsprog: Her kører vi, her går vi, her er der græs i hævede bede med stålkanter; alt fungerer, smukke rum, der ikke behøver at gøre opmærksom på sig selv. Det kan lyde banalt, og er det på sin vis også, men at skabe landskabsrum, der henviser til omgivelserne og ikke til sig selv, er der få, som magter.
Sundspromenaden i Malmø (2001) er løst med en stor, poetisk fortælling om mødet med havet ved hjælp af en trætrappe og store, kvadratiske betonfliser beliggende lige under havoverfladen. Her er det Jeppes forståelse for det eksistentielle, hvor mennesket ikke skal forholde sig til en eller anden unødvendig, overflødig form, men uforstyrret kan være til stede ved grænsen mellem land og vand.

Forbilledlig er også renoveringen af Kastellet i København fra 2000, hvor Jeppe lader voldstrukturen bære historien, med kun få markante træer på selve voldene, men hvor en tættere beplantning på den modsatte side af voldgraven skaber rum og overgang til den omgivende by.
Renoveringen og nytænkningen af arealerne omkring Kronborg og Kulturhavn Kronborg fra 2013 er ganske særlig: Vi går rundt med fornemmelsen af, at intet kunne være anderledes. Stedet har en indre kraft og balance, der kendetegner en mesters værk. Vi kan se Kronborg, den er ikke pakket ind, men ligger, som den skal, som forpost mod Øresund, og havnen har med få stærke greb genfundet sin balance og samhørighed med Helsingør by. Af andre væsentlige projekter bør nævnes Holstebro Retsbygning (3XN, 1992) og Gammel Dok Pakhus i København (1997) samt Domkirkepladsen i Lund (1989).

Jeppe var international i ordets bedste betydning. Han elskede at rejse og kunne fortælle om at flyve over Amazonas’ uendelige regnskove og byggemøder i Australien med samme entusiasme. Jeppe efterlader sig store og betydningsfulde værker i Australien, særligt Sydney University Campus samt Central Park og Hyde Park i samme by.
At han også på fagets vegne deltog i både EFLA og IFLA (henholdsvis den europæiske og den internationale sammenslutning af landskabsarkitekter, red.) og holdt utallige gæsteforelæsninger over hele verden, fuldender billedet af et internationalt orienteret menneske.
Jeppe modtog mange hædersbevisninger; her skal nævnes Eckersberg Medaillen i 2004, Træprisen i 2014, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2015 og i 2016 The American Architecture Prize i kategorien “Small and Large Scale Landscape Projects” for projektet Kensington Street i samarbejde med Turf Design Studio.
Jeppe virkede de sidste fire år som professor på Arkitektur- og Designhøjskolen i Oslo som en højt værdsat underviser og kollega. Han har ligeledes spillet en væsentlig rolle i opbygningen af en ny femårig master i landskabsarkitektur, som begynder på skolen til august i år.
Jeppe var en god kollega, altid loyal over for en anden måde at opfatte vores fag på, blot det havde den fornødne kvalitet, og det var en stor glæde at møde ham i Akademiraadet og andre udvalg, hvor han altid sørgede for den rette indflyvningshøjde, altid med godt humør.

I forhold til andre landskabsarkitekter kan Jeppes værkliste synes kort, og han var ikke den, der slog voldsomt på tromme for sig selv.
Et af havekunstens store navne, renæssancearkitekten Vignola, havde heller ikke en lang værkliste, men hans værker står stadig sitrende efter 500 år.
Jeppes værker rummer denne mulighed.

 

Torben Schønherr er arkitekt MAA, landskabsarkitekt og grundlægger af Schønherr A/S.

 

Nekrologen blev bragt i Arkitekten 05/2018.

Tilføjelse: Renoveringen af Kastellet, København fra 2000 var et samarbejde med Viggo Grunnet ved Forsvarets Bygningstjeneste, hvilket fejlagtigt ikke blev nævnt i den trykte udgave af nekrologen.