Sigrid Neubert. Walther und Bea Betz. Haus Gautier. Starnberg. 1957. Staatliche Museen zu Berlin.
Naturen som ramme om arkitekturen renser Sigrid Neuberts fotografier for postkort-banalitet og tilføjer dem en vedkommende, dramatisk sammenhæng. Sigrid Neubert. Walther und Bea Betz: Haus Gautier, Starnberg, 1957 © Staatliche Museen zu Berlin, Kunstbibliothek / Sigrid Neubert

11. juni 2018

Mere end huse

Sigrid Neuberts formfuldendte, episke arkitekturfotografier kan opleves på Museum for Fotografi i Berlin. Udstillingen er en væsentlig byggesten i en ny værdsættelse af efterkrigstidens arkitektur. Arkitekturhistoriker og kurator Frank Seehausen fortæller om, hvordan arkitektur kommunikeres.

Sigrid Neubert (født 1927) er en af Tysklands mest kendte arkitekturfotografer. I 30 år fotograferede hun for nogle af landets mest betydningsfulde tegnestuer, særligt i München og Bayern, og udviklede sin egen særprægede stil. Den aktuelle, retrospektive udstilling på Museum für Fotografie viser en betagende mangfoldighed af typologier og former i efterkrigstidens og den senmoderne arkitektur, fotograferet ikonisk, men også indlejret i sociale, urbane og især landskabelige kontekster.

Sigrid Neuberts fotografier er ved første blik meget æstetiske; ved næste blik er der noget mere komplekst og underligt på spil i bygningernes omgivelser. Hvad fik dig til at lave en udstilling om netop hende?

FS: Sigrid Neubert har et stærkt, nærværende udtryk, en særlig håndskrift. Hendes billeder er stiliserede, men ikke kun flotte eller yndige. Formen og blikvinklerne er snarere ekstreme. Ofte fotograferer hun arkitekturen gennem et naturfilter. Bygnin­gerne ses eksempelvis gennem træer eller under et voldsomt skydække, som dækker bygningen til, men alligevel indfanger bygningernes personlighed og hemmeligheder. På den måde kommer hun tættere på arkitekturen, finder en tilgang til bygningernes karakter, viser deres kvalitet og væsen og når ind til kernen af dem.

Sigrid Neubert. Hans Maurer. Erdfunkstelle. Raisting 2. 1971. Staatliche Museen zu Berlin.
Skyer som rum: Hans Maurers jordstation med Alperne i baggrunden. Sigrid Neubert. Hans Maurer: Erdfunkstelle, Raisting 2, 1971 © Staatliche Museen zu Berlin, Kunstbibliothek / Sigrid Neubert

På den ene side fornemmer man en teknologisk-utopisk fremtidsbegejstring uden Jacques Tatis ironiske distance; på den anden side synes nogle af bygningerne næsten sekundære i forhold til vildnisset i forgrunden. Hvad betyder landskabet for Sigrid Neubert?  

FS: Objekterne er aldrig isoleret, men altid indlejret i en kontekst eller natur, så bygning og landskab smelter sammen. Fremstillingen er hverken nøgtern-saglig eller kitschet, men balancerer derimellem. Hans Maurers jordstation, der blev bygget op til Olympiaden, er et stort, teknisk bygningsværk, som er formgivet meget æstetisk. Sigrid Neubert har fotograferet det som et fremmedlegeme midt i den landskabelige idyl med Alperne i baggrunden. Der kan spores både en kosmisk dialog og en dialektik i billedet. 

Jordstationen blev fotograferet af mange andre og brugt til kampagneplakater med forskellige politiske anskuelser såsom til at fremstille fremskridtet i Bayern eller – af CSU (konservativt parti i Bayern, red.) – ødelæggelsen af hjemstavnen. Hinsides sådanne propagandistiske udsagn gav Neuberts fotografier et stort fortolkningsspillerum. Hendes fotografiske iscenesættelse er nærmest immateriel og viser en tydelig egen interesse.

Sigrid Neubert. Gerd Wiegand. Parkhaus Grottenau. Augsburg. 1957. Architekturmuseum TU München.
Neuberts Edward Hopper-agtige fotografi af Wiegands elegante parkeringshus, som han tegnede efter en studierejse til USA støttet af Marshallplanen, forstærker det amerikanske look. Sigrid Neubert. Gerd Wiegand: Parkhaus Grottenau, Augsburg, 1957 © Architekturmuseum TU München

Udstillingen betoner den kunsthistoriske kontekst, bl.a. vises nogle af den amerikanske arkitekturfotograf Julius Shulmans billeder. Hans billeder er meget iscenesatte…

FS: Arkitekturpublikationer i 1970erne viste mange amerikanske billeder, som satte en æstetisk målestok. Neubert var stærkt inspireret af det amerikanske arkitekturfotografis lethed og elegance som set i Julius Shulmans billeder af Richard Neutras bygninger fra 1940erne og 50erne, der var eksemplariske for amerikansk arkitekturfotografi: den lave horisont, det skæve, diagonale perspektiv, den dynamiske fremstilling. Neubert overtog dette kompositionsprincip i en adækvat fotografisk oversættelse. Hun kopierede ikke det amerikanske fotografi, men adopterede og internaliserede det med en anden livagtighed og en vis ruhed. 

En anden stærk indflydelse på Neuberts stil i 1960erne var hendes arbejde for tidsskriftet Schöner Wohnen (tilsvarende det danske Bo Bedre). Det var en journal, som henvendte sig til et bredt udsnit af befolkningen og forfulgte en æstetisk dannelse. Schöner Wohnen viste folk, hvordan man kunne leve moderne og realisere forskellige livsformer i moderne omgivelser, eksempelvis hvordan man kunne omgås små grundplaner og gøre-det-selv.

Journalen præsenterede forskellige livsmodeller, delvis også byggevejledninger. Målgruppen var yngre mennesker, som gennem det tyske Wirtschaftswunder (betegnelse for det økonomiske opsving i Tyskland efter 2. verdenskrig, red.) disponerede over flere finansielle midler og kunne begynde at indrette og formgive deres eget liv, idet de bevidst afviste tidligere levevis. Da tidsskriftet ikke kun var for arkitekter, kunne man ikke vise arkitektur, som man gør det i et arkitekturtidsskrift, men præsenterede det tættere på det levede liv.

Sigrid Neubert. Gustav Peichl. Haus Peichl. Wien-Grinzing. Arkiv Sigrid Neubert.
Under fotograferingen af Peichls bolig gav Neubert familien instrukser om at bevæge sig rundt i huset. Sigrid Neubert. Gustav Peichl: Haus Peichl i Wien-Grinzing, 1962 sort-hvid negativfilm 1964 © Arkiv Sigrid Neubert

Til Schöner Wohnen fotograferede Sigrid Neubert bl.a. Gustav Peichls bolig i Wien. Peichl, der var en af efterkrigstidens vigtigste østrigske arkitekter, byggede i starten af 1960erne denne bolig, et fantastisk smalt, langt hus, som en ironisk diskussion af det moderne. Neubert fotograferede ikke huset ironisk-intellektuelt, men som et livsrum for en ung familie. Hun involverede familien, især børnene, i fotografiet, fokuserede på det stærke samspil mellem lys, rum og møblering, og viser os dermed, hvilken boligkvalitet huset tilbyder i forhold til en ung families behov. Hvor Shulmans fotografier er mere som arrangerede film stills med fastfrosne mennesker, tillader Neubert uskarphed og uordentlighed. Hendes billeder er ikke så rene som det amerikanske arkitekturfotografi er, men mere afslappede, hvilket gør dem venligere og mere troværdige.

Også i arkitekturen afspejler den internationale indflydelse sig…

FS: Arkitekturscenen var international. Derfor var arkitekturfotografiet også så vigtigt. I 1950erne og 60erne eksploderede markedet for arkitekturfotografi. Formidlingen af arkitektur fandt sted gennem billeder. Man orienterede sig mod Japan, Skandinavien, Frankrig, Italien, USA… Der fandtes ikke længere kun ét enkelt forbillede eller én skole, der var ingen klar afgrænsning. Situationen betød, at man udvekslede i alle retninger internationalt. Tidsskrifter og publikationer havde en umådeligt stor rolle, og fotografiet var det eneste medium, som var hurtigt og overbevisende nok. Formidlingen af arkitektur fandt sted i billeder.

Sigrid Neubert. Alexander von Branca. Heilig-Kreuz-Kirche. Weissenburg. 1964. Staatliche Museen zu Berlin.
Von Brancas kirke i Bayern forekommer 20 år forud for sin tid. Sigrid Neubert. Alexander von Branca: Heilig-Kreuz-Kirche, Weissenburg, 1964 © Staatliche Museen zu Berlin, Kunstbibliothek / Sigrid Neubert

Den arkitektoniske spændvidde og idérigdom er ligeledes umådelig…

FS: Arkitekterne i München arbejdede forskelligt og individuelt. De yngre arkitekter befandt sig på dette tidspunkt i en opbrudsstemning. De forsøgte at løsrive sig fra den traditionelle tankegang, som de tekniske højskoler formidlede, og tænke den voldsomme genopbygningsvolumen i Tyskland i en moderne retning. Der fandtes ikke en bestemt ny skole eller stil på den tid i München, men derimod et utroligt, heterogent spektrum af former, tilgange, fokus og stilarter. Eksempelvis Alexander von Branca fandt tidligt sin egen stil, som viser hen imod postmodernismen allerede i 1960erne. Opfindelsen af det postmoderne fandt sted allerede dengang, tidligere end man ellers begriber det. Arkitekterne kendte alle hinanden, men praktiserede forskellige typer arkitektur. De opfattede i mindre grad hinanden som konkurrenter, mere som dialogpartnere, der var fælles om at søge en tidssvarende form, glæden ved at eksperimentere, begejstringen for det nye og en intensiv refleksion.

Sigrid Neubert. Herbert Groethuysen. Detlef Schreiber. Gernot Sachsse. Verlagsgebäude der Süddeutschen Zeitung. München. 1969. Archiv Detlef Schreiber.
Süddeutsche Zeitungs Mies van der Rohe-inspirerede forlagsbygning i München blev revet ned i 2009, selv om den var fredet. Sigrid Neubert. Herbert Groethuysen, Detlef Schreiber, Gernot Sachsse: Verlagsgebäude der Süddeutschen Zeitung, München, 1969 © Archiv Detlef Schreiber

Udstillingen rummer et lag, som ikke var der, da billederne blev taget: den svækkede anseelse, efterkrigstidens arkitektur senere har lidt under. Dermed bidrager udstillingen til rehabiliteringen efter miskrediteringen. Hvor mange af de bygninger, der vises i udstillingen, er siden blevet revet ned eller renoveret til uigenkendelighed?

FS: Alt for mange. Et af de mest dramatiske tab af bygninger fra denne tid er Detlef Schreiber, Herbert Groethuysen og Gernot Sachsses Süddeutscher Verlag i München fra 1960erne, en af efterkrigstidens mest betydningsfulde kontorbygninger i Tyskland. Bygningen var et arkitektonisk og håndværksmæssigt mesterværk og en af Forbundsrepublikkens bedste Mies van der Rohe-adaptioner.

Arkitekturtegningerne viser, at arkitekterne har ædt Mies. Ser man dem ved siden af Mies’ tegninger, kan man knapt se forskel. Trods den høje kvalitet blev bygningen revet ned i 2009. Avisen solgte den i den indre by beliggende grund og flyttede til udkanten af byen. Bygningen kunne uden problemer have været vedligeholdt, men der var ingen politisk vilje til det. Det er en skandale, men en for den tid typisk beslutning at ødelægge efterkrigstidens bygninger. 

I Sigrid Neuberts gengivelse af bygningen indgår skævheder, kontraster, omgivelsernes spejling, det dynamiske liv i den smalle gade. Det viser også objektets kvalitet i byrummet. Set i eftertidens kontekst er hendes fotografier blevet til et autentisk vidnesbyrd. 

 

Sigrid Neubert – Fotografien. Architektur und Natur. Kurateret af Frank Seehausen og Ludger Derenthal. Museum für Fotografie, Berlin. Til 3. juni 2018.

I forbindelse med udstillingen udkommer den smukt layoutede bog Sigrid Neubert. Architekturfotografie der Nachkriegsmoderne (Efterkrigstidens moderne arkitekturfotografi), som grundigt gennemgår 60 af Sigrid Neubert dokumenterede projekter, arbejds- og produktionsbetingelserne bag dem og den arkitekturhistoriske kontekst. Bogen er redigeret af Frank Seehausen og udkommer på Hirmer Verlag.