Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Wilhelmshaven.
Vadehavscenter i Wilhelmshaven, Tyskland. Illustration: Mir

11. juni 2018

Horisont

Samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Holland fører til tre vadehavscentre. Dorte Mandrup Arkitekter tegner dem alle. Det første står i Ribe. De to andre er på vej.

FAKTA

Danmark, Tyskland og Holland har siden 1978 arbejdet sammen i Det Trilaterale Vadehavssamarbejde for at beskytte Vadehavet, der er udpeget af UNESCO som Verdensarv og strækker fra Blåvandshuk gennem Tyskland til Den Helder i Holland. 

Vadehavscentret i Ribe af Dorte Mandrup er opført i 2017 (se Arkitekten 09/2017). Tegnestuen står også bag to kommende centre, et i Wilhelmshaven, Tyskland, og et i Groningen, Holland. 

Vadehavscentret i Ribe er opført. Nu har I to nye på vej, et i Wilhelmshaven i Tyskland og et i Groningen i Holland. Hvordan relaterer de tre projekter sig til Vadehavet?

DM Uanset hvad Vadehavet handler om, så er det tre vidt forskellige steder. Og derfor er det også tre meget forskellige bygninger. I Danmark kan vi sådan set slet ikke se Vadehavet fra grunden. Projektet handler i høj grad om, hvordan huse vokser op og forholder sig til den store, åbne horisont. 

Wilhelmshaven har en helt anden historie. Kejser Wilhelm besluttede sig for at placere en flådehavn her, midt ude i ingenting, fordi der er en naturlig bugt i landskabet. Man flyttede folk dertil. Det var nærmest en degradering, fordi det ligger så langt fra Hamborg og Berlin. Senere, under 1. og 2. Verdenskrig, spillede Wilhelmshaven en vigtig rolle som krigshavn. Nu er kaserneområdet væk. Men der står en bunker tilbage, som de ikke har kunnet fjerne. Den er det eneste på det sted, vi kan forankre os til. Resten står åbent. Efterladt. Der kan man heller ikke se Vadehavet fra grunden. Kun hvis du kommer lidt op i højden. Så vi bruger bunkeren som fundament og til at komme så højt op som muligt, så vi kan få genetableret kontakten til Vadehavet. 

I Tyskland arbejder I med et præcist afsæt i en betonkant og en vertikal bevægelse, hvor I i Danmark arbejdede jer op fra en flade…

DM Det danske vadehavscenter hæver sig bare op af marken. Man lægger ikke noget, der er præcist, ude i det vindblæste landskab. Vi ville normalt ikke tegne et hus med valmede tage, men det virkede rigtigt her. Det er et forsøg på at forholde sig formelt til landskabet og til stedet. Det er også derfor, vi bruger strået. Det handler om at få en farvesætning og materialeholdning, som er naturlig og hænger sammen med de brune og grå farver, der er der i forvejen. Og bæredygtighedsmæssigt henter man rørene i Ringkøbing Fjord. Det er det rigtige materiale at bruge, når der er salt i luften. På den måde hænger det sammen. Både byggeteknisk, landskabsmæssigt og historisk.

Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Ribe.
Vadehavscentret i Ribe (2017). Foto: Adam Mørk

Hvordan får I så fat i naturen fra en tidligere krigshavn?

DM Ved at genskabe det vadehav, der har været der engang. Før flådehavnen, før bunkerne. Ved ankomsten til bygningen laver vi et landskab med øer, og det landskab forandres ved ebbe og flod. Vi forholder os hele tiden til den kraft og forandring. Øerne kommer til syne, når vandet falder. Vi trækker landskabet tilbage igen – selvfølgelig på en abstrakt og 100% kunstig måde. Opgaven var, at man skulle lave en offentlig park. Så vi prøver at vende områdets historie til noget positivt. Men uden at fortrænge den.

I Holland arbejder I også ud fra en havn, men af en helt anden karakter?

DM Her placerer bygningen sig på kanten af en lille industrihavn fra 60erne, der er oversvømmelsestruet. Bagved har man en nationalpark, med kunstigt backwater. Ellers er det, som i Danmark, et kulturlandskab, der strækker sig ud til et dige. På den anden side har man den beskyttede natur. Der ligger vi faktisk på kanten af Vadehavet for første gang. Stedet er ikke så følsomt i forhold til materialebrug. Vi bruger stål. Det bliver på industrihavnens betingelser. Og vi løfter huset op på søjler for at få fuld gennemsigtighed fra diget til naturområdet bagved og Vadehavet på den anden side. Vi har arbejdet med diagonaliteten i forhold til horisonten, som er 360 grader. Der er ingenting, der bryder den. Hollænderne griner jo, når man taler om den der horisont. Men det er jo det, der er den helt fantastiske egenart på det her sted. Her kan man faktisk stå og se himlen og havet skifte i forhold til hinanden. Vi behøver ikke andet. Det er det allervigtigste. Derfor har vi lavet alle dæk i huset diagonale, så man hele tiden bevæger sig opad på ramper. Det er horisonten, der styrer. Så bevæger vi os som en sky. Vi ligger et andet sted og går ikke ind og forstyrrer horisontlinjen.

Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Groningen.
Situationsplan. Groningen, Holland

Den udvikling, som de tre vadehavscentre skal understøtte, handler både om naturbeskyttelse og egnsudvikling. Det er lykkedes ved Vesterhavet. Hvorfor?

DM Det er fantastisk, at man med to-tre nye projekter har gjort Vesterhavet til en destination. Og at det er arkitektur, der gør det. Det er kraftedeme fedt! Det er jo ikke Disneyland. Jeg har været meget imod de ti kystprojekter, som man har talt om skal udvikles, fordi man tror, at man skal lave H.C. Andersen-park eller sådan noget. Her har vi vist, at det er noget andet, der skal til. Hvis jeg skal klappe os på skulderen, så handler det om at være gode til at trække potentialer frem af de steder, vi er. Eller lytte på en seriøs måde. Grundstenen i arbejdsmetoden er jo at bruge rigtig meget tid på at forstå situationen. Situationen er jo også programmet, og i Holland er det den sociale katastrofe. En af mine kæpheste er jo, når vi taler kontekst, at vi bliver nødt til at forstå det som et udvidet begreb. Altså det hele. Fokusset på det landskabelige er større i Ribe end i Holland, for der er det nogle andre ting, der er påtrængende. I Holland er det centrale problem, at store gas- og energiselskaber har pumpet en masse gas op, og det har medført en social katastrofe for området og de mennesker, der bor der. Der kommer jordskælv, fordi man har tømt undergrunden. Så folk kan ikke sælge deres huse. Der bliver postet en masse penge i den region for at kompensere for de her jordskælv. Og man har besluttet, i den hollandske regering, at man vil stoppe al gasudvinding i 2030. Ellers ville det ende med en miljøkatastrofe.

Så I har den samme tilgang, uanset om I arbejder i Danmark, Tyskland eller Holland?

DM Præcis. Jeg mener, at man i princippet kunne arbejde i hele verden, hvis man tager det alvorligt at forstå det sted, man nu arbejder. Det er klart, at man kulturelt sikkert altid vil være forskellige. Men det handler ikke om at være ens kulturelt. Det handler om at have en grundforestilling om, hvad det gode liv er globalt. Der er jo nogle ting, alle mennesker godt kan lide. Alle mennesker kan godt lide at tale sammen og at være sammen med andre. Men hvis man er et sted, hvor der er meget sol, vil man gerne sidde i skyggen. Hvis man er et sted, hvor der ikke er nogen sol, vil man gerne være i solen. Der er nogle helt grundlæggende ting, som jeg tror man kan oversætte globalt. Og derfor synes jeg ikke, man skal være så forskrækket over at arbejde i andre kulturer.

Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Groningen.
Længdesnit 1:500. Groningen, Holland

Det lyder mere som et sansende udgangspunkt end som et politisk udgangspunkt, det her med at tale om de menneskelige konditioner, hvad vi kan lide, hvad der gør os tilpas i verden?

DM Det er måske i højere grad en form for fænomenologisk udgangspunkt. Det er det nok. Men jeg tror også på, at al arkitektur er politisk. Så uanset hvordan du handler, bliver det på sin vis noget holdningsbaseret.

Hvordan kommer det til udtryk i de projekter, vi snakker om?

DM I Holland ved, at vi løfter bygningen op på søjler og skaber en offentlig plads nedenunder, hvor der kan foregå nogle forskellige ting, som ikke er kontrollerede. Det er jo et ønske om at skabe en vis form for anarkistisk mulighed ved netop ikke at ordne, planlægge og kontrollere det offentlige rum. Det er jo en politisk holdning. Det er også holdningsbaseret, at når man laver et sted, der både er hotel, forskning og sælcenter og alt mulig andet i Groningen, så laver man en stor bevægelse op igennem huset, så alle kan komme op på taget og se ud over vandet. Vadehavscentret i Ribe er måske der, hvor der er færrest politiske holdninger – altså ud over, at man skal opføre sig ordentligt og med en vis ydmyghed i forhold til det globale bæredygtighedsperspektiv. Det er nok det mest landskabelige og mest æstetisk og sanseligt baserede projekt. Det er gnidningsfrit. Der er ikke nogen sammenstød eller interessekonflikter. Vi vil gerne åbne op så meget som muligt, og være transparente. Vi tror på demokrati. Vi bryder os ikke om betalingsmure og privatisering af det offentlige rum. Og landskabet.

Situationsplan. Wilhelmshaven, Tyskland 1:10000

Men i Danmark skal man løse billet. De to andre steder har en langt større grad af offentlig tilgængelighed…

DM Jeg synes jo personligt, at det er mærkeligt, at man ikke kan komme rundt om huset på området uden at løse billet. Moesgaard Museum i Aarhus (HLA, red.) er et rigtig fint eksempel på, at man kan lave et museum, hvor man selvfølgelig løser billet, når man går ind, men ellers kan man frit bruge det som et offentligt rum. Sådan ville vi meget hellere have haft Vadehavscentret, men det bestemmer vi jo ikke som arkitekter. Dem, der driver det, vil være helt sikre på, at de har styr på alt, og at folk betaler.

Vadehavscentrene bliver til gennem et trilateralt samarbejde, med tre forskellige bygherrer og i tre forskellige politiske systemer. Hvordan påvirker det jeres arbejde?

DM Det er det interessante i at arbejde andre steder end Danmark. Man opdager pludselig andre systemer og andre måder at drive demokrati på. Planlægning er i høj grad en del af en demokratisk proces. Og hvor demokratisk er man? Eller hvor vigtigt er demokratiet? Det er interessant, fordi man kun kan være politisk eller holdningsbaseret inden for rammerne af det givne politiske system. Længere kan vi ikke gå. Desværre. Sådan er det. Der er nogen, der siger, at vi bygger samfund. Det gør vi ikke. Det er ikke, fordi jeg ikke vil vedkende mig, at vi har mulighed for at præge de samfund, vi arbejder i, men i sidste ende er det politikerne, der bygger samfund. Og vi kan kun formgive og skubbe tingene inden for de grænser, der er vores muligheders rum. Planlægning er der, hvor man har størst mulighed for at arbejde i det politiske system. I Tyskland ser vi et ualmindeligt korrekt system, som sikrer, at alle er blevet hørt, og sikrer, at der er et demokratisk udgangspunkt. I højere grad end i Danmark, hvor man har lokalplanprocessen, som er demokratisk, og når den så er besluttet, så kører det. Og det kan være superfedt for os arkitekter, for så er der ingen problemer, når først lokalplanen er besluttet, men det er selvfølgelig altid interessant at diskutere, om man kan gøre den demokratiske proces bedre, mere transparent eller mere smidig. Hvor andre lande har langsommere og sværere processer, fordi man altid har mulighed for at gå ind og lave indsigelser på mange niveauer i processen, men måske tilgodeser det i højere grad det demokratiske?

Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Wilhelmshaven.
Snit. Wilhelmshaven, Tyskland

Tror du, det kan give en god modstand i forhold til de projekter, I er i gang med nu?

DM Det er i hvert fald interessant at følge og finde ud af, hvor de systemers fejl og muligheder er. Og hvad det betyder at have indflydelse på en planproces.

I Wilhelmshaven har vi en lokal tegnestue, som hjælper os. I Holland er det nogle andre, fordi det er en totalentreprise, så man sender en designmanual af sted, hvor man tegner alle hoveddetaljerne, og så krydser man fingre. Vi prøver at overtale dem til at lade være. Men sådan gør de. Det er også derfor, alt er så dårligt detaljeret og falder fra hinanden. Alle de ting, man så, da jeg tog ned for at se den hollandske bølge – det var så dårligt detaljeret. De har simpelthen ikke respekt for det der. Den overvejende del af det, der foregår i Holland, er totalentreprise.

Tror du på, at arkitektur kan ændre politiske systemer?

DM Som arkitekt er man altid i magthavernes vold. Hvis man arbejder for en bygherre i et diktatur, så arbejder man for diktatoren. Det synes jeg sådan set er enormt vigtigt, at man forstår. Vi er ikke med til at demokratisere verden, fordi vi kommer med vores velfærdsmodel. Diktatoren hugger stadig hænderne af folk. Så kan det godt være, at vi bygger et hus, der er mere demokratisk, end det ville have været, hvis det var en arkitekt fra det samme diktatur, der lavede det. Men det laver ikke det politiske system om. Det ændrer ikke på magtstrukturen.

Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Groningen.
Vadehavscenter i Groningen, Holland. Illustration: Dorte Mandrup

Kan den arkitektur, som er tegnet for et diktatur, frigives fra sin tid?

DM Det er interessant. Det er også derfor, det er interessant at bygge oven på en bunker i Wilhelmshaven. Den bunker blev bygget af nazi-Tyskland for at beskytte en krigsflåde. Kan den arkitektur så blive til noget andet? Det tror jeg på. Jeg tror ikke, at arkitektur bærer ideologien videre i rummene. Jeg tror, det handler om det indhold, man giver dem. Jeg kan synes, at noget arkitektur er fascistoidt, fordi man laver så stramme rammer om mennesker og har en helt klar forestilling om, hvordan de skal agere her. Men grundlæggende kan intentionen ændres.

Skal arkitekturen så hellere tilbyde noget, vi opdager med vores sanser, uinstrueret?

DM Ja. Jeg har en modvilje mod noget, der kun vil én ting, som har en agenda. Det er det samme med politisk kunst. Det, man kaldte politisk kunst, var jo helt håbløst. Men derfor er der jo masser af kunst, der er politisk. Kunst skal bare ikke være entydig. Den er nødt til at være flertydig, ellers holder den op med at have en kunstnerisk kvalitet. Hvis man er heldig i det, man laver, så formår man at gå forbi det intellektuelle og analytiske og gå i maven på folk. Og det er jo slet ikke traditionelt politisk. Til gengæld kan det måske skabe ønsket om forandring.

Dorte Mandrup er arkitekt MAA, grundlægger af tegnestuen af samme navn og har et æresprofessorat ved KADK.

Interviewet blev udgivet i Arkitekten 05/2018.

Vadehavscenter. Vadehavscentre. Mandrup. Wilhelmshaven.
Wilhelmshaven, Tyskland. Illustration: Mir