Foto: Danmarks Kunstbibliotek, Strüwing, reklamefoto
Det nu nedrevne WHO-hovedkvarter, tegnet af Svenn Eske Kristensen. Foto: Danmarks Kunstbibliotek, Strüwing, reklamefoto

11. juni 2018

Debat: The good, the bad and the ugly

Intet grønt certifikat, ingen livscyklusanalyse eller socialpolitisk agenda vil alene kunne redde en bygning fra irrelevans. Fordi, folkens: Det handler også om skønhed, selv om ordet skurrer i de nye moral-pragmatikeres ører.

Under en projektgennemgang på arkitektskolen for nylig gik det op for mig, at de studerendes beslutninger i stigende grad baseres på en besynderlig kombination af kvantitative og moralske argumenter. F.eks. bliver valget af projektets materialer primært bestemt ud fra dets CO2-aftryk. Beton får en hård medfart, mens træ er næsten obligatorisk. Disse målbare parametre suppleres af vidtrækkende sociopolitiske mål som mangfoldighed og fællesskab. Med nedskæringer og faldende undervisningstimer indså jeg, at vi taler langt mindre om det, vi plejede at tale om, nemlig konstruktion, arkitekturhistorie, æstetik, byens udvikling, mestrenes arbejder osv.

Jeg fik et lille epistemologisk angstanfald. Efter de formalistiske år var det ellers en befrielse, at kvalitetskriterierne igen var blevet flerfacetterede og omfattede både det kulturelle, det sociale og det tekniske. Men det lader til, at vi er dømt til ekstremer.

Og dog, måske dette kun sker på mit institut, som har en mere bæredygtig tilgang? Nej. Faktisk har hele KADK lagt en treårig strategi om at forfølge de såkaldte 17 FN-mål om en bæredygtig fremtid. Frem mod 2020 vil vores afgangsstuderende adressere alle eller nogle af disse mål i deres afgangsprojekter.

Det er alle værdige mål, lige fra stop sult i verden til ligestilling mellem kønnene, til afskaffelse af fattigdom. Faktisk kom jeg til at tænke på, at FN deler dem med den katolske kirke. Det beroligede mig nu heller ikke.

Selv om det ikke er decideret obligatorisk, vil prisuddelingerne til de studerende og udstillingerne på KADK være reserveret til projekter, der beskæftiger sig med FN-målene. Nogen vil nok påstå, at dette ikke ligefrem opmuntrer til uafhængig kritisk tænkning. Men lad os ikke overreagere, det er trods alt en god sag.

Retrospektiv godhed 

For nylig var jeg – apropos FN – vidne til den hurtige og tavse død af WHO’s hovedkvarter (tegnet af Svenn Eske Kristensen, revet ned i 2017). WHO-hovedkvarteret på Scherfigsvej 8 i København (ARKITEKTUR DK 1975, vol. 5.) er blevet erstattet af en omfattende boligudvikling af Freja Ejendomme. I lokalplanen (Lokalplan KK nr. 539) får jeg forklaret en hel del om det nye byggeprojekts bæredygtige løfter, men ikke meget om Kristensens bygning, og ikke en eneste omtale af arkitektens navn. Og det selv om bygningen tilbage i 1972 fortjente at blive udgivet på frimærke af det danske postvæsen. I lokalplanen er den eneste analyse af projektet denne sætning: “Bebyggelsen er et modernistisk modulbyggeri typisk for opførelsesårenes arkitektoniskestrømninger”. Jeg er enig: Det var en bygning fra en tid, hvor godhed ikke kunne måles.

Frimærke. WHO. Svenn Eske Kristensen
Frimærke med WHO-bygningen.

Desuden har jeg besøgt og skrevet om mange af efterkrigstidens almene boligbyggerier, der for tiden irreversibelt ødelægges (‘fremtidssikres’) med følgende uimodståelige begrundelse: energieffektiviteten bliver forbedret (et kvantitativt, men også etisk argument) og densiteten forøget i fællesskabet og mangfoldighedens navn (et sociopolitisk argument). Godhed, bevæbnet med denne dobbeltsidige begrundelse, udøver således en særlig grusom magt over fortiden. Og hvad med Erik Christian Sørensens Vikingeskibsmuseum, hvis fremtid afhænger af Rambølls klimahypoteser og en membrans vandtæthed?

Bare den fanger mus

Min forklaring på dette skift i arkitektoniske kriterier er, at faget har indtaget en defensiv position. Vi er under angreb, og det er præcis undtagelsestilstanden, der legitimerer den kvantitative drejning. Vi tvinges til at vælge mellem det gode og det onde. Kammerat Deng Xiaopings sætning: “Det er ligegyldigt, om en kat er sort eller hvid, bare den fanger mus”,gør ikke så ondt, når arkitekturen skal redde planeten og genoprette social retfærdighed. Fra dette perspektiv begynder tingene at give mening. Når man er i krig, sætter man ikke spørgsmålstegn ved ordre, og kultur bliver til propaganda.

Og hvad er min pointe så? Hvorfor denne stupide manikæisme? Hvorfor kan vi ikke både være gode (dvs. ‘moralsk drevne’) og lave god arkitektur (dvs. ‘i god kvalitet’) på samme tid? Jo, det kan vi godt, og det gør vi også stadig. Men ikke meget længere, hvis moralsk/målbar godhed bliver eneste kriterium.

Min pointe er, at når vi er fuldt cirkulæreog afkarboniserede, og FN og Pave Frans’mål er behørigt opnået, skal vi stadig forsøge at skabe arkitektur. Og dét er den svære del, fordi det ikke er målbart. Intet grønt certifikat, ingen livscyklusanalyse eller socialpolitisk agenda vil alene kunne redde en bygning fra irrelevans. Fordi, folkens: Det handler også om skønhed, selvom ordet skurrer i de nye moral-pragmatikeres ører.

Og jeg tror ikke, at arkitekturens kerne (som jeg nægter at kalde kunstnerisk eller kulturel) er et luksusgode, der kan vente, til krigen er forbi.

Den kritiske klumme blev udgivet første gang i Arkitekten 05/18.