Politigården. Hack Kampmann. Aage Rafn. Lalanda
Monumental beskedenhed. Politigården, København, Hack Kampmann og Aage Rafn (1918-1924). Foto: Martin Keiding

4. maj 2018

Debat: Var nøjsomhed en last?

Gemma Lalanda søger i de nye huse efter beskedenheden, der engang gav dansk arkitektur identitet. Uden større held.

I 2011 var der en artikel i dagbladet Politiken, forfattet af arkitekturredaktøren Karsten R.S. Ifversen, under overskriften “Dansk arkitektur findes ikke længere. Og det er spørgsmålet, om den nogensinde har eksisteret”. Det retoriske spørgsmål gør indtryk syv år efter.

 Hvad er det særligt danske i ‘dansk arkitektur’, og hvad måtte være forsvundet? Et spørgsmål, der måske kunne være interessant at svare på set med udenlandske øjne (Gemma Lalanda er spansk arkitekt, red.). Der har været noget på færde, der gjorde en forskel, en slags filter eller fortolkningsmekanisme, der kunne omforme inspiration og strømninger fra udlandet til noget dansk. Enkle former, byggetraditioner, håndværk, høj byggekvalitet, beskedenhed og nærhed. En tilføjet dansk mentalitet. Den danske måde at være fælleskab og enkeltindivider på havde sat sit præg i arkitekturen og blev et spejl for landets selvforståelse, for noget åndeligt, socialt, materielt og æstetisk. Dette kan ikke defineres som stilart eller arkitektonisk bevægelse, men som en måde at være til på og forme sine omgivelser. Denne skaberevne, der beundres af arkitekter fra hele verden, kommer fra et mindre land, men med et stærkt budskab. På andre fronter, men med samme skabersprog, kan nævnes Vilhelm Hammershøi og Carl Th. Dreyer – med deres næsten udslettende nøgenhed som en sjælelig selviagttagelse. Samme nøjsomhed kan fornemmes foran Hack Kampmanns og Åge Rafns Politigård i København. En særlig form for skønhed, der glimrende kunne illustrere den franske forfatter Saint-Exupérys tanker: “Perfektion opnås, ikke når der ikke kan tilføjes mere – men når intet kan fjernes.”

Er det rigtigt, at dansk arkitektur ikke længere findes? Det er gået op for mig, at der er sandhed i denne påstand. Det at fordanske som et naturligt træk, eller som en intellektuel og eksperimenterende proces, findes nu kun sjældent. De sidste to årtier har ikke bare været en tid til forandringer, men en sand forandring af tider. Pengenes magt, flere tegnestuers kommercielle profil, søgning mod en mere populistisk arkitektur, der er nem at servere, globaliseringstromlen, samt andre aspekter, har slettet mange af de træk, der før, set udefra, kunne identificere dansk arkitektur; en identitet, hvis kendetegn, trods et succesrigt forløb, er i opløsning eller i forandring. Nogle kalder det nye for optimistisk eller ikke-akademisk-arkitektur. Nå! Var beskedenhed akademisk?  

Det enestående danske ‘markedsføringsgen’ har forvandlet de forsvundne dyder og står nu som banner for ‘humanistisk’ og ‘demokratisk’ arkitektur. Hvad er mon dette? Disse nye toner lyder mere som politisk korrekte mottoer, hvor der skrues op for retorikken og mere er kurs mod salgbarhed end identitet. Rigtigt er det, at Danmark i sidste århundrede var rollemodel som socialt velfærdsland, ikke mindst relateret til gode fornuftige boliger for alle – arkitekturen har haft en fantastisk stor betydning for samfundets udvikling, men der er sket en kæmpe omvæltning. Når jeg i dag hører en dansk arkitekt beskrive sit boligprojekt som ‘hyperdemokratisk’ for bagefter at konstatere, at lejlighederne sælges for over 87.000 kr./kvm, så tænker jeg, at der må været noget, jeg ikke har forstået om demokrati?! Humanisme er heller ikke et dansk patent; det er god latin og har eksisteret i arkitekturen, siden den første hytte blev bygget, hvor mennesker sad i fællesskab omkring bålet; arkitektur af mennesker til mennesker – som Vitruvius beskrev allerede i år 15 f.Kr. i værket De architectura. Er en bygning mere demokratisk og mindre akademisk, fordi en facade bliver til en trappe? Eller fordi man fravælger en rosenlund og i stedet bygger en skaterbane i en park, eller er en plads mere humanistisk, fordi man planter en halv skov foran indgangen til et teater midt i byen i stedet for at belægge med brosten? Demokrati, humanisme, identitet og arkitektur bliver med et slag banaliseret!

Japan, Schweiz eller Finland, hvis arkitektur har ligheder med den danske, har, i generelle træk, formået ikke at være påvirket af fremmede formsprog og har formået at holde på deres historie, identitet og høje byggekvalitet. De har kombineret teknologi med tradition og originalitet uden en æstetisk afmontering, og her har betydningen af materialitet, atmosfære og håndværksmæssig kvalitet været, og er, grundlæggende for deres værker. Tre nye illustrative, mindre eksempler kunne være japaneren Go Hasegawa med sit hus i Kyodo, de schweiziske HHF med deres “House C” tæt på Basel eller de finske K2S med deres Kamppi Kapel. Til gengæld har hollandsk arkitektur, som historisk set har været mere rig i dekorationer og i høj grad et produkt af mange købmænds velhaver-økonomi, der skulle vises frem, formået at fastholde og udvikle en ekspressionistisk tradition i formgivningen af bygningerne som f.eks. Stedelijk Museum i Amsterdam af Benthem Crouwel Architects. På en eller anden måde findes, i disse lande, en identitet som en konsekvent tråd, man kan følge i deres arkitekturhistorie frem til nutiden – herhjemme synes tråden trævlet noget op.

I min søgen efter den forsvundne danskhed finder jeg det paradoksalt, at den danske gastronomi har stor succes med eksport af sin mest nordiske side – parfumeret med havtorngelé, og at den danske hygge, lykkens hemmelighed, nu er kendt rundt omkring i verden, mens den danske arkitektur er mindre dansk – snarere slet ikke – og mere internationaliseret end nogensinde før, og danske tegnestuer eksporterer som aldrig før en ikke-dansk, importeret arkitektur. Var nøjsomhed i arkitekturen mere en last end en tankegang, man vil af med? Interesserer det nogen?

 

Gemma Lalanda er arkitekt og partner i Frank Maali & Gemma Lalanda MLA/S.

Klummen blev bragt i Arkitekten 04/2018, der udkom 4. maj 2018 med temaet ‘Dansk arkitektur i udlandet‘.