Jens Nielsens & Olivia Holm-Møller Museet. Inger og Johannes Exner. Holstebro.
Jens Nielsens & Olivia Holm-Møller Museet med kunstnerbolig og -atelier, Holstebro (1969-74). Foto: Johannes Exner

4. maj 2018

Klodser til eftertiden

Materiale fra Inger og Johannes Exners 60-årige og respektindgydende virke er blevet samlet på en hjemmeside, der vil bringe glæde til alle, som ønsker at undersøge et givent bygningsværk eller tage på virtuel opdagelsestur i Exnerparrets værksum og skabende samliv.

Inger Exner introducerer baggrunden for indsamlingen, som hun har udført sammen med sin datter Karen Exner som en dobbelt nødvendighed: Dels kan samlingen anspore andre til at opdage og opsøge bygningerne i virkeligheden, dels havde hun lyst til at se og overskue, hvad de to, Inger og Johannes Exner, sammen havde sat i verden. Denne gøren status for eftertiden tager hun op i et lille tekststykke, der er skrevet i nutid og får manifest-agtig kraft: 

“Der skal være en mening med de ting, vi laver, en sammenhæng med historien og nutiden. Dybtgående forundersøgelser og spekulationer, både funktionelt og på andre ledder. Tankemæssigt, åndeligt og ganske jordnært og konkret. Bygningerne, værkerne, har en sammenhæng, en fælles kerne. De har et ophav, en mening. Det skal være til samfundets og menneskenes glæde, til deres bedste – en opmuntring.”

Ja, det er opmuntrende! Procesbilleder, modelfotos, skitser, tegninger og byggepladsbilleder. Alt dette kan findes i værkfortegnelsen. Nu har jeg tilbragt flere timer på siden. Jeg har kigget på kirker, som jeg længe har beundret på afstand, men endnu ikke besøgt. Jeg har til min store fornøjelse opdaget nye sider af bygninger, jeg har besøgt, men aldrig set fra lige dét perspektiv – og jeg er faldet i staver i det formidable fotoarkiv, der portrætterer bygnin­gerne gennem tiden.
Og så er der tegningerne af alle de projekter, der aldrig blev opført. 

Billedet af Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet (lukket 2014), taget af Johannes Exner i 1971, hører til blandt mine absolutte favoritter. De indadvendte teglvolumener, den slanke, hvide dør, ovenlysrørenes drilske afskæring, der får dem til at stritte som følehorn mod himlen. Og dér i billedets kant: Nørremarkskirkens fabelagtige tårn. Dette møde mellem tegl og et Las Vegas-highway set-up med pastelblå himmel og lysmast og vejskilt er bedårende. Hen over det uretoucherede billede ligger en sværm af småhår og støv. Det uperfekte billede peger på den uhøjtidelighed, hvormed disse ting er samlet – som de er. 

Går man andre veje (prøv det!), så ankommer man til de afsnit, der beskriver dele af det liv, Exnerparret har levet, sammen og hver for sig. Tre huse var deres egne, til hvert hører en klynge af billeder og tegninger. Eksempelvis den, Inger Exner har lavet i 1974 af køkkenet på Marselisvej 19 i Aarhus som julekort. En opstalt af hverdagen, med opmærksomhed givet til hver en genstand. Porcelæn i stabler, rørføringer, faldstammer, hyldeknægte, opsprosninger i døre og vinduer. I en kurv under bordet ligger en hund og sover i en kasse hævet på små ben. Alle disse hverdagsting, livet bygges op af, deres organisation og de rum, de skaber, dét ser man. Man genkender det faglige blik – og bliver berørt. Ligesom man bliver berørt af at se de små videosekvenser, der også ligger på sitet, hvor de taler om det at have skabt i fællesskab. De bekriver sig selv som værende uden for tiden, ikke moderne, men mere indadvendte; i retning mod den fælles samtale, de har ført med hinanden igennem hele deres virke.

Inger og Johannes Exner. Marselisvej 19.
Køkkenet på Marselisvej 19 i Aarhus. Tegning: Inger Exner, 1974

Botaniserer man blandt Johannes Exners skrifter på siden, dukker andre små rigdomme op, bl.a. dette rejsebrev skrevet til Inger fra øen Ilha de Moçambique d. 29. august 1983: 

“Fugten giver også planter mulighed for at komme ind. Der er et træ, som hedder Figobrava, som er helt utroligt, ja faktisk grotesk i sit væsen. Det vokser utroligt stærkt, henter vandet gennem sit fantastiske rodsystem. Hvis det får fodfæste på f.eks. et hustag, sender det sine rødder ned gennem huset langs væggene, ned til cisternerne under gulvet eller ude i gården. Rødderne står således i luften og kan blive mange meter høje. De er i nærmest lodrette stillinger, krydser hinanden lidt på skrå og vokser sammen i krydsene. Det ligner et urskovsuhyre, når man kigger ind i et rodsystem af den art.” 

Det er fristende at fabulere videre og sætte Figobrava ind i Koldinghus, bare med omvendt vækstretning. Et andet sted causerer han over musikkens og arkitekturens forbindelse med denne lille vidunderlige passage: 

“Musikken skal som arkitekturen omslutte én. Man skal føle, man er inde i den, at man kan ‘dreje’ sig rundt i den, bevæge sig mod en rumdel, en instrumentgruppe, studere en enkelt detalje, et enkelt instrument, en klangdetalje, opleve en detaljes klang danne billede med en anden. Man bevæger sig rundt i musikkens arkitektur. Som et usynligt væsen svæver man rundt imellem tonerne i musikrummet følende på strenge, tangenter, ventiler, labier. På en eller anden måde er man fysisk lille og let, ellers kan man ikke integrere sig godt nok med musikrummet. Denne følelse af fysisk integration med musikkens rum er da også musikkens oprindelige idé, og stadig aktuel. Det er forklaringen på, hvorfor rockmusik spilles så højt. Man skal være inde i musikkens rum. Man bevæger sig, man danser, i ekstatisk berøring med rummets musikalske detaljer”. 

Mærk modet, opstemtheden, det nysgerrige menneske, der forsøger at beskrive de sammenhænge, som bringer inspiration og mening.

Klodser til eftertiden, kalder Inger Exner dét, de to arkitekter sammen har sat i verden. Her på hjemmesiden lægger hun flere skønne og skæve figurer til stablingen. Den 6. april 2018 modtog Inger og Johannes Exner (posthumt) Akademisk Arkitektforenings æresmedalje. Søger man begrundelse herfor, så kig her! Stort tillykke – og tak.

www.ingerogjohannesexner.dk

Inger og Johannes Exner.
Inger og Johannes Exner, 1971, privat foto