Arkitekturpolitik Aalborg. Aalborg.
Aalborg. Foto: Aalborg Kommune.

24. maj 2018

Debat: Arkitekturpolitik a la Trump i Aalborg

Arkitekten bragte i nr. 04/2018 et interview med Aalborg Kommunes stadsarkitekt, Peder Baltzer Nielsen. Arkitekt MAA Erik Iversen finder stadsarkitektens politik og vision problematisk.

Arkitekten bragte i 04/2018 et interessant interview med stadsarkitekt i Aalborg Peder Baltzer Nielsen, hvor han fremlægger sin version af begrebet arkitekturpolitik, som i mine øjne er problematisk.

Historisk set har Aalborg, som alle andre større byer, haft deres planlægningsmæssige udskejelser i form af voldsomme gadegennembrud og brutale saneringer i midtbyen, her undlader vi så en gennemgang af byens nyere planlægningshistorie, men resultatet var, at man skiftede fokus og gjorde en indsats for at bevare byens kvaliteter gennem planlægningen. I 00erne fik byen en arkitektonisk optur, da flere spektakulære projekter blev gennemført på havnefronten, Musikkens Hus, Utzon Center, Nordkraft, fritlæggelsen af Aalborghus Slot mv.

Disse projekter var båret af en betydelig generøsitet fra investorer, institutioner, fonde og kommunen – en generøsitet, som sigtede på arkitektonisk kvalitet. I disse år havde man, som en udløber af kommunens arkitekturpolitik, et arkitekturforum, der bestod af interesseforeninger – arkitekter, ingeniører, byggesocietet, handelsstandsforeningen, interesseforeninger, lokale politikere m.fl. – og blev administreret af arkitekter fra Teknisk Forvaltning.

Foredrag og workshops skabte en fælles reference, og det var tanken, at udveksling af ideer skulle løfte ambitionerne om byens udvikling. Man kan intet konkret bevise, men det er påfaldende, at byens arkitektoniske højkonjunktur falder sammen med en periode med en ambitiøs arkitekturpolitik.

Finanskrisen toppede i 2008, og da man ansatte Peder Baltzer Nielsen som stadsarkitekt i 2010, blev Arkitekturforum nedlagt, og man åbnede op for, at der kunne bygges højere og tættere overalt i kommunen.

Et par eksempler: I bymidten skulle nye bygninger indordne sig under nabohusenes størrelse, som regel maks. 4,5 etage. Det kunne med nye lokalplaner forhøjes til 7 etager, og nogle steder endda 10 etager. Konsekvensen er, at man langsomt smadrer skalaen i midtbyen.

I Gammel Hasseris, med den gennemførte landsbystil med 1,5 etages sadeltagshuse, tillod man treetages betonhuse. I Nørresundby har man tilladt højhuse ved kajkanten, som blokerer for den gamle købstads huses udsigt til fjorden, til trods for at der 200 meter mod vest var opført et forbilledligt etagehusprojekt, der gav udsigt til alle.

I forstaden Gug vil man spolere områdets flotteste bygningsværk, den modernistiske Gug Kirke tegnet af Inger og Johannes Exner, ved at opføre bygninger i 5,5 etage tæt på kirken, i et område, hvor den gældende planlægning foreskriver en-etages byggeri.

En entreprenør vil istandsætte den fredede Spritfabrikken eksemplarisk, og BIG har tegnet et hus i fabrikkens skala, som giver en vital kontrast til fabriksanlægget, men entreprenøren vil have sig betalt for sine pæne hensigter og vil bygge tre højhuse på ca. 20 etager på klos hold af det fredede anlæg i fire etagers højde. Da man er i bekneb for parkeringspladser samme sted, ville man opføre et seksetages parkeringshus i Fjordparken, som er et grønt område for den tætte bydel Vestbyen.

Man kan argumentere for eller imod kommunens vækstfremmende arkitekturpolitik, men koger man de rejste kritikpunkter ned, er essensen efter min opfattelse, at det er gået ud over den arkitektoniske faglighed – eksisterende bydele forringes, nye boligområder er langt under den standard, boligbyggeriet havde i sidste årtusinde.

Man kan ikke forvente, at investorer tænker i arkitektoniske helheder og boligmæssig trivsel, hvis ikke de bliver opdraget til det, det er embedsstandens opgave, ja i bred forstand er det hele arkitektfagets opgave at formidle fagligheden til borgere og politikere, og arkitekturpolitik er et af redskaberne.

Det er ikke, fordi samfundet står i en svær økonomisk situation – vi har råd til kvalitet.