Aalborg havnefront. Aalborg. Peder Baltzer Nielsen. Martin Keiding.
Aalborg havnefront. Foto. Aalborg Kommune

24. maj 2018

Arkitekturpolitikkens betydning 2

Arkitekten fortsætter her sin interviewserie om arkitekturpolitik. Denne gang taler vi med arkitekt MAA Peder Baltzer Nielsen, der efter 17 år som planlægger i Hirtshals Kommune, og efterfølgende ansættelser i Miljøministeriet og i Realdania, i 2010 blev udnævnt til stadsarkitekt i Aalborg, med tilhørende ansvar for planlægningen i kommunen.

PBN: I begyndelsen var vi 80 medarbejdere, fordi der også var byggesagsbehandling. Men i 2014 gennemførte vi en omorganisering, hvor vi skilte sagsbehandlingerne af byggesager ud for sig selv. Jeg beholdt dog de større byggesager, der hænger sammen med de store projekter og de komplicerede lokalplaner. Så for disse projekter har vi et samlet flow, fra projektet bliver født, til byggeriet skal gå i gang. Det giver somme tider lidt diskussion. Hvornår er et projekt stort? Hvornår er det ikke stort? Men uanset at sagen ligger i en anden afdeling, så kommer Stadsarkitekten jo til at stå på mål for arkitekturen. 

Det kræver vel også noget af dig i forhold til at være inde i sagerne og vide, hvad der foregår?

PBN: Det kræver mere, end jeg kan leve op til. 5-6000 byggesager om året og 120 lokalplaner. 120 lokalplaner er næsten lige så mange som i København!

Hvad er grunden til den kolossale ekspansion?

PBN: Det er jo flere ting. Hvis vi begynder i den klassiske, økonomiske ende, så er det jo afkastet for boliger, som gør, at det har været interessant at investere i Aalborg – i hvert fald i de seneste fem år ud af de otte år, jeg har været der. Da jeg kom i 2010, tog byrådet en ret fantastisk beslutning – sådan helt nordjysk købmandskab. Grundkapitalindskud (til alment byggeri, red.) for kommunerne var nede på 7% på det tidspunkt. Vi skulle bygge nogle ungdomsboliger for at undgå lange køer af studerende, der søgte bolig. Studerende boede på vandrehjem og alt muligt, langt ind i det første studieår. Så Aalborgs daværende borgmester, Henning G. Jensen (A), slog ud med armene til developere og boligselskaber og sagde “kom så med nogle projekter!”.

Og historien er, at man først troede, at 500 studieboliger kunne gøre det. Det tog byrådet alt sammen. Så bevilgede man 500 mere. Slutresultatet er, at vi har bygget ca. 7000 ungdomsboliger.

Disse er alle finansieret som almene boliger med et grundkapitalindskud på enten 7% eller 10%. Det er samlet en kommunal investering på op mod ½ mia. kr. over knap 10 år. Restfinansiering sker gennem Landsbyggefonden og lån.

Selv om jeg lige var nyansat, da den første portion blev bevilget, tog jeg mod til mig og gik op til borgmesteren og sagde: “Henning, eftertiden vil dømme dig på byggeriets kvalitet. Du har efter min mening to ting, du skal stille krav om. Den ene er ordentlig arkitektur, og den anden er bæredygtigt byggeri”. “Det er rigtigt”, sagde han, “lav lige en sagsindstilling på det!”

Så fik jeg lavet en indstilling, som kørte helt op i byrådet og blev godkendt af alle og dermed offentliggjort. Det betød, at vi, hvis det var nødvendigt, kunne gå ud til boligselskaberne og sige: “Vi skal have noget, der er endnu bedre”. Boligselskaberne tog positivt imod udfordringen. Samtidig satte vi fokus på en langt mere dialogbaseret sagsbehandling. 

Det hører også med til historien, at vi med Planstrategien fra 2011 etablerede en solid og forståelig vision for Aalborg. Det er den såkaldte ‘vækstakse’, som definerer byudviklingens kerneindsats fra lufthavnen i vest til universitetet og havnen i øst. Det gav et fælles billede af, hvor vi vil hen.

Det vil sige, at du faktisk får formuleret en ret betydningsfuld
arkitekturpolitik af egen drift og argumentation?

PBN: Præcis. Det var både for bygningerne, men også for byrummene. For jeg er jo i den grad inde i Jan Gehl-tankegangen om livet mellem husene. Og dermed også om, hvor aktiviteter skal placeres i byen for at skabe liv. Og det ta’r tid. Det er jo først nu, at vi oplever forandringen gennem alt det liv, der er inde i Aalborg by, fordi vi har fået placeret studieboligerne nede på havnefronten. Det er tydeligt i bylivet.

Men det kommer jo ikke ‘over night’. Og nu har jeg været her i otte år, og det liv, der var, da jeg kom, det er ikke det samme, der er i dag. Det klassiske er, at de brune værtshuse er blevet til cafeer. Der er dog stadig nogle af de gamle værtshuse tilbage, gudskelov. Men det var fantastisk at få byrådet med på den strategi.

Det var vel, fordi borgmesteren sagde det?

PBN: Ja, men han havde en bred opbakning på tværs af partierne. Så længe det var ungdomsboliger. De borgerlige var med, så længe det drejede sig om ungdomsboliger for at fremme universitetet. Og alle var med på, at her var en god mulighed for på samme tid at få skabt udvikling og byliv.

Aalborg. Peder Baltzer Nielsen. Martin Keiding.
Aalborg. Foto: Aalborg Kommune

Kan du ikke beskrive en klassisk proces?

PBN: Jeg synes, vi har fået ændret processerne på en sådan måde, at vi hylder dialogen og opfordrer boligselskaber og developere til at komme tidligt med sagen og snakke om det. Dem, der kender os – ikke kun arkitektfirmaer fra Aalborg – de kommer i god tid. Developerne er med på, at de nok hellere må komme ind og snakke med stadsarkitekten og hans folk. 

I begyndelsen handlede det om lokalplaner og deres ofte rigide paragraffer. Selv om det ikke var middelalderbyen, så var det alligevel udpenslet med nogle helt faste bestemmelser om, hvad for et materiale, der skulle benyttes. Så gik vi over til at være lidt løsere i formuleringen af paragrafferne. Men når vi så skriver i paragraffen om materialevalg: “tegl”, “træ”, “beton” eller en eller anden form for aluminiumsbeklædning, så læser man kun “beton”. Der har vi i den tætte by, vi bygger i øjeblikket, fået nogle kampe, vil jeg næsten kalde det. Hvor man suboptimerer økonomien ved bare at stable nogle betonelementer oven på hinanden.

Jeg har i den forbindelse oplevet arkitekter blive hammer-sure over, hvor langt vi gik for at ændre på arkitekturen. Vi har fået nogle lange mails om, at vi langt overskred vores juridiske mulighed, fordi vi i lokalplanen ikke havde skrevet det præcist. Det var sådan nogle betonelementer, der var stablet, og huset er ved at skyde op i dag. Det blev en lille smule bedre, men jeg synes ikke, at det er blevet godt. Den mail sendte jeg i øvrigt til bygherren og skrev: “After a long day at the office, and then this”. Det er jo superkort sagsbehandling.

Og så fik jeg en god snak med ham om arkitekturen og byrummene og økonomi etc. Men reelt er vi jo kommet for sent i gang med dialogen. Det gælder om at begynde med en god arkitektur, så kan vi nøjes med at justere lidt og ende med et godt resultat. Når vi starter under 0-stregen, så når vi aldrig op til noget godt. Fordi vi skal kæmpe så mange kampe. Vi skal diskutere det så meget. Men jeg er da ikke bange for at afsløre, at jeg er kommet i den lykkelige situation, at nogle developere nu spørger mig om, hvem jeg vil foreslå til en bygning. Jeg tror nemlig ikke, at developeren altid går efter de billige materialer og den billige bygningsform. Jeg savner lidt, at rådgiverne i højere grad tør udfordre dem, at arkitekterne tør RÅDGIVE. Det gælder både de store og de små arkitektfirmaer.

Hvordan forholder I jer til konkurrencer?

PBN: Vi har særligt oplevet to former for konkurrencer. Den ene er omkring byudvikling. Ved det store område i Nørresundby, der hedder Stigsborg, lavede vi et parallelopdrag. Der var 16 hold – heraf to internationale – der meldte sig. Vi valgte at give hvert af de tre hold, vi tog fat i, 450.000 kr. Og vi gør det samme igen i samarbejde med regionen nu efter udflytning af Sygehus Nord til det nye universitetshospital. Så synes jeg, det andet, der kan nævnes, er, at der er nogle udviklere og boligselskaber, der har været gode til at udskrive konkurrencer. Ude i Aalborg Øst – vores tidligere ghettoområde – har jeg siddet i dommerkomiteen med beboere. For pokker da for en dejlig, demokratisk og åben tilgang til, hvordan det skal se ud, og hvordan udearealerne skal være! 

Du siger, at I er røget af ghettolisten?

PBN: Ja, vi har haft en enkelt eller to, der har været på og af. Vi er heller ikke med i regeringens sidste loop. I en af de renoveringer, som Himmerland Boligforening stod for, lavede vi en lokalplan, for at der midt i alment boligland kom seks punkthuse à syv etager til privat udlejning og private ejerlejligheder.

Dem er der altså nogle investorer, der har købt nu og opfører i forventning om at leje dem ud. Og det giver jo så en diversitet. En diversitet, som er enormt afgørende for at komme væk fra ghetto-situationen og få skabt de blandede boligområder.

Hvad siger efterspørgslen?

PBN: Den siger, at de bliver revet væk, når de kommer op.

Spritten. Aalborg. Bibi Weismann. Peder Baltzer Nielsen. Martin Keiding.
Spritten, Aalborg. Foto: Bibi Weismann

Hvordan arbejder I med den tætte by i Aalborg?

PBN: Vi er til stadighed i en læringsproces omkring det. Jeg har været nede og tjekke nogle steder på godsbanearealet, hvor folk sagde til mig: “for fanden, det der er alt for tæt!”. Og heldigvis synes jeg ikke, at de havde helt ret, da jeg så det. Men jeg må godt nok indrømme, at altanerne sidder tæt. Jeg synes, vi har været i en periode, hvor vi har givet den gas. Jeg tror, det har været nødvendigt, fordi vi har fået skabt kritisk masse i antal borgere i de forskellige bydele. Og det skaber liv. Nu er vi i en periode, hvor vi skal forfine. Og sørge for, at bl.a. de nederste par etager får et andet og blødere udtryk. Jeg kan ikke sige, at vi har løst det endnu. 

‘Spritten’ skal have nyt liv; det er et større projekt?

PBN: Ja, den blev udnævnt for mange år siden som en af de bedst bevarede industribygninger i Danmark. Så den blev fredet. Vi er dybt involveret og har arbejdet på den måde, at vi ikke bare har været myndighed. Jeg har så at sige serviceret bygherren – nok mere end, hvad man som kommunal embedsmand gør normalt. Vi kontaktede tidligt Kulturstyrelsen, og dialogerne mellem alle involverede har været meget positive for udviklingen af projektet. 

Jeg har lige været en tur i Cannes til MIPIM sammen med borgmesteren, Thomas Kastrup-Larsen (A), og Aalborgs tekniske direktør. Når vi fortæller om Spritfabrikken, så begynder investorerne for alvor at spidse ører. For det er dét, der skal til i udviklingen af byen. Det er fint med vækst i befolkningstallet, men væksten i arbejdspladser skal følge med. Og kulturtilbuddene skal også udvikles. Derfor investerer vi mere end myndighedstid i et sådant projekt.

Har Aalborg en højhuspolitik?

PBN: Vi er ved at lave den om nu. Vi har tænkt os at kalde den en ‘fortætningspolitik’ i stedet. I øjeblikket er bygninger over ti etager eller 35 meter et højhus. Men et seks-etages hus kan være forkert placeret og virke meget højt og anmassende. Og et 12-etages hus kan næsten råbe på fem etager mere. Så det arbejder vi meget med, og jeg er meget interesseret i, hvordan huset lander, og hvordan kroppen og bunden hænger sammen. Hvad er dimensionerne? Lille og tyk eller høj og tynd? Det arbejder vi med. Politikerne siger, de vil have en ny højhuspolitik, inden de giver lov til flere. Og det må jeg indrømme, at de har ret i.

Hvis der kommer en privat developer og siger, han vil bygge et højhus på 300 meter, hvad kan du så gøre?

PBN: Jeg kan ikke styre det på anden måde end ved at fremføre mine synspunkter. Og sætte det ind i en sammenhæng og kigge på konteksten. Jeg har faktisk et eksempel ude på kanten af vestbyen, hvor nogen kom med et 22 etager højt hus, som lignede lidt en fortyndet udgave af Spreckelsens Triumfbue i Paris (La Grande Arche 1989, tegnet af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, red.). Egentlig et flot, solitært hus. Det sagde vi nej til. Set i sammenhæng med middelalderbyen og dermed konteksten passede det ikke.

Hvor meget har I fået bygget op af principper osv.?

PBN: Jeg synes, at Aalborgs gamle arkitekturpolitik fra 2005 havde lidt for meget af ‘det er fint på papiret, men hvad så med virkeligheden?’. Den nye, som vi ikke har vedtaget endnu, er mere løsningsorienteret. Men enhver arkitekturpolitik afhænger også altid af de personer, som arbejder med den. Måske ryger der en finke af panden engang imellem, men jeg synes, jeg kan være det meste bekendt!

Peder Baltzer Nielsen er arkitekt MAA og stadsarkitekt i Aalborg Kommune.

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 04/2018.

Øvrige artikler i samme serie:
Arkitekturpolitikkens betydning 1: Interview med Jesper Dahl