Tord-Rikard Söderström. Træ. Aktivist. Sundby. Sverige.
Svensk træbyggeri. Lejlighedskompleks i Sundbyberg, Sverige (2014). Arkitekt: Wingårdhs. Foto: Tord-Rikard Söderström

3. maj 2018

Debat: Arkitekt – aktivist eller nikkedukke?

I kølvandet på konferencen Building Green i Aarhus spørger jeg mig selv – kan vi, de danske arkitekter, fortsat vende den anden kind til en verden, som indiskutabelt lider på grund af den branche, vi selv er en del af?

Dansk arkitektur og design har indtil nu haft en kulturel magtposition, som få sætter spørgsmålstegn ved. Arne, Jørn, Hans og Poul (Arne Jacobsen (1902-1971), Jørn Utzon (1918-2008), Hans J. Wegner (1914-2007), Poul Henningsen (1894-1967), red.), kridtede banen op, og de danske arkitekter har redet på bølgen lige siden. Stoltheden over den danske arkitekturarv siver ned igennem arkitektskolerne, som uddanner os til nye og stolte arkitekter. Stolte over at indskrive os i den danske arkitekturhistorie. 

Som medspiller i en af de mest miljøbelastende industrier følger dog et vist ansvar. Hvis vi i Danmark ikke snart tager ansvar for arkitekturens klimatiske fodaftryk, risikerer vi vores gode ry. I forhold til træbyggerier halter vi allerede bagud. Danmark har som det eneste land i Skandinavien problemer med at implementere træ i byggebranchen. Noget, som i praksis er relativt let, men kulturelt tilsyneladende svært. Teorier om brandfarlighed og problemer ved implementering på byggepladsen florerer til forbandelse, selv om det modsatte gang på gang bliver bevist. At bygherrerne, ingeniørerne og myndighederne skulle være dem, der sætter en kæp i hjulet, er heller ikke et argument, vi kan bruge. Arkitekter ligger ikke nederst i fødekæden, som desuden bør ses som cirkulær, ikke lineær.

Grunden til dette er, at vi som danske arkitekter netop har en unik og yderst magtfuld position i byggebranchen. Arne, Jørn, Hans og Poul er pragtfulde eksempler på dette. Deres navne går videre i historien, ikke kun herhjemme, men i hele verden. Det er arkitektens aftryk på bygninger, landskaber og design, som lever videre, ikke bygherrerne, ingeniørerne eller myndighedernes. Det skræmmer mig som ung arkitekt at opdage, hvordan vi ofte agerer nikkedukker til byggebranchens konservative arbejdsgange. Hvis vi ikke sætter dagsordenen, gør de. 

På arkitektskolen lærte vi at være visionære. Det må ikke forsvinde, når vi begynder at arbejde. Arkitektens rolle bør være at sigte mod stjernerne – hvér gang. Uanset om det gælder materialiteten på en havnepromenade, en facades tekstur eller en konstruktions genanvendelighed. At acceptere, at vi ikke har mere magt end det, øjet ser, er at give op. Så er det bare et spørgsmål om tid, før vi også opgiver netop dét. Og hvor står vi så?

 

Tord-Rikard Söderström. Aktivist. Wingårdhs
Træfacade. Strandparken i Sundbyberg, Sverige (2014). Arkitekt: Wingårdhs. Foto: Tord-Rikard Söderström

“Fler arkitekter måste bli aktivister,” skrev Lisa Deurell i det svenske tidsskrift Arkitektur i efteråret. Jeg kunne ikke være mere enig. Arkitekter er notorisk kendte for at skubbe ingeniørernes grænser til det yderste. Lad os for guds skyld blive ved med det og netop udfordre byggebranchens konservative aktører. Ligesom det er vores faglige pligt at argumentere for levende byrum og menneskelig skala, skal vi argumentere for at bygge på en måde, som vi alle kan stå inde for (eller genanvende) – også om 100 år. 

I den seneste uge har jeg flere gange hørt sætningen: “Det mest bæredygtige vi kan bygge er en smuk bygning”. Om det er en udmattet reaktion på diskussioner om CO2-fodaftryk eller en simpel forglemmelse af funktionalismen, ved jeg ikke. Uanset hvad, er det en negligering af, hvad arkitekten formår. Vores tvungne, men til stadighed ganske frie rolle i byggebranchen er det, som har skabt museer, hvis tag man kan gå på, facader med helt nyopfundne teglsten såvel som operahus, der ser ud som appelsinskaller eller isflager. Det handler ikke kun om bygningens udseende, men i lige så høj grad om visionære tankemønstre, som tør at udfordre normen i forhold til, hvad arkitektur kan.

Til Building Green mødte, hørte og så jeg mennesker fra byggebranchen, som alle gerne vil udfordre normen. I stedet for at vende den anden kind til arkitekturens klimatiske fodaftryk, kiggede arkitekter, bygherrer, myndigheder og rådgivere på hinanden og spurgte; Hvornår starter I? For så er vi nemlig klar. Det er beundringsværdigt og inspirerende, men måske i lige så høj grad et tegn på, at vi ikke skal vente på, at sidemanden får fingeren ud. 

Jeg vil være stolt, hvis arkitekterne tager det første skridt. Hvis det er en arkitekt, man refererer til om 100 år, når man opdager, at en bygning ikke blot er smuk, men også bygget på en sund, effektiv og genanvendelig måde. Så er vi ligesom Arne, Jørn, Hans og Poul med til at kridte banen op for fremtidens arkitekter.