Trudeslund. Birkerød. 1980. Vandkunsten.
Trudeslund, bofællesskab i Birkerød, 1980-81. Tegnestuen Vandkunsten.

20. april 2018

Steder man husker

Den tidligere chefredaktør af The Architectural Review, Peter Davey, er død (marts 2018). I forbindelse med nekrologen af Kim Dirckinck-Holmfeld har vi valgt at bringe nedenstående artikel af Davey om Tegnestuen Vandkunsten – oprindeligt offentliggjort i Arkitektur DK 06/2008.

Det var en tegning, der i firserne første gang henledte min opmærksomhed på Tegnestuen Vandkunsten. Der var tale om en facadeopstalt af et foreslået boligbyggeri på Københavns havnefront – en fantasi, men én der repræsenterede en ny tilgang til boligbebyggelse og fællesskab. Det var tydeligt, at her var der mange variationsmuligheder. Beboerne kunne ændre og føje til boligerne, efterhånden som deres behov forandredes. Og konstruktionen var afpasset derefter. Bygningsdelene var tydeligvis lette og nemme at flytte rundt på – en tømmer- eller stålkonstruktion med træbeklædning samt fiberbeton, metal og fliser. En blanding af Cannery Row og Lucien Kroll med et strejf af Charles Moores Sea Ranch.

Tegningen stod på mange måder som indbegrebet af datidens danske boligbyggeri. Christiania, hippie-fristaden på det nedlagte kaserneområde, blev grundlagt i 1971 og kom til at blive inspirationskilde for andre europæiske landes alternative tilgange til samfunds- og bydannelser. Samtidig fastslog Statens Byggeforskningsinstitut, at “boligbebyggelser og byer skal kunne forvaltes af de mennesker, der bor i dem. Beslutninger vedrørende deres planlægning, udformning, ombygning og daglige brug bør i så vid udstrækning som muligt kunne varetages af beboerne selv”. Med denne officielle opbakning blev det danske kooperative boligbyggeri skudt i gang, og Vandkunsten var med sin idealistiske ’68-ånd perfekt klædt på til at løfte opgaven.  

Tegnestuens første større projekt var lejeboligbebyggelsen Tinggården, der udsprang af vinderforslaget i en idékonkurrence, som SBI havde udskrevet i 1971 om alternative boformer. Projektets første etape bestod af seks såkaldte familiegrupper med hver 12-17 husstande. Lejlighederne er af forskellig størrelse og sammensætning, og er afpasset den enkelte families behov i en længere prøveperiode. Alle boligerne er udstyret med køkkenfaciliteter, men derudover er der et fælleskøkken med tilhørende spisesal, der henvender sig til hele bebyggelsen. Der begynder allerede at tegne sig omridset af Vandkunstens karakteristiske palet af konstruktionsløsninger og materialer, med bl.a. mørkbejdset træværk og bølgeeternitplader på tagene. Konstruktionen er tilstrækkelig fleksibel til, at nogle af rummene kan lægges over til nabolejlighederne, hvis familiestrukturen skulle ændre sig. Som bebyggelse har Tinggården været umådelig indflydelsesrig og populær (en anden etape blev bygget fem år efter færdiggørelsen af den første), og selv i dag tiltrækker stedet mange besøgende. 

Vandkunsten.
Skitse til boligbyggeri fra slutningen af 1970erne. Tegnestuen Vandkunsten.

Vandkunstens forfinede sin tilgang med Trudeslund, tegnestuens næste større opgave, der ligger på en skrånende skovklædt grund nord for København. Her dannede 27 familier et boligselskab, erhvervede grunden og afholdt en konkurrence. Vandkunstens vinderforslag omfattede fire standardhustyper, der i tæt samarbejde med bygherrerne blev videreudviklet til 32 forskellige varianter. Det hele kunne bygges ved hjælp af et mindre udvalg af præfabrikerede komponenter. To stræder løber vinkelret på hinanden med fælleshuset som bebyggelsens dominerende element på grundens højeste sted, der hvor stræderne mødes. Denne føling for den stedlige topografi kom til at blive et af Vandkunstens varemærker.

I 1992 afholdt den lille sydsvenske by Borås en byggeudstilling med idealboliger på fire forskellige grunde, én for hvert af de større nordiske lande. Vandkunsten blev udpeget til at stå for udformningen af den danske del på en grund, der for størstedelens vedkommende bestod af et par høje. Boligerne fordeler sig i rektangulære stokke, der er placeret radiært ud fra en af de små klippetoppe. Selve toppen fremstår, ligesom de kileformede arealer mellem stokkene som et halvoffentligt område med birketræer og store dele af den oprindelige bevoksning. Ud for de enkelte boliger er der terrasser. Fordelingsveje omkranser højene og løber gennem hver af stokkene, sådan at de danner tråden i den halskæde, som stokkene sidder på. Fidusen ved samspillet mellem bebyggelse og landskab er, at højden på kip og stern forbliver den samme gennem hele stokkens længde. Bygningen nærmest toppen er på én etage, i de fleste tilfælde en ældrebolig med direkte adgang fra vejen. Længere nede er boligerne i to etager, og længst nede på skråningen tre, sådan at de største familier har adgang til de største udearealer.

Arkitekterne fra Vandkunsten brugte også rektangulære stokke udlagt efter stedsbestemte vinkler i deres vinderforslag til en masterplan for et eksperimentelt boligområde i Helsingborg. Grunden består af et langt smalt areal på landsiden af Helsingborgs nordre havn (et tidligere industriområde). De rektangulære boligblokke (der er i høj kurs hos de magtfulde svenske entreprenørfirmaer, og som også er tegnet af andre arkitekter end Vandkunsten) er placeret i stort set rette vinkler på havnefronten, men de fleste af dem er forskudt en anelse fra de 90 grader, sådan at man fra de skråtstillede vinduer og altaner har udsigt til havnen og Sundet bagved. Boligtyperne, der blev fastlagt ud fra drøftelser med de fremtidige beboere, varierer fra etværelses til store lejligheder med de primære rum liggende en suite.

Mellem de lineære bebyggelsesstriber ligger grønne områder med parkeringskældre nedenunder, og midt i bebyggelsen har man skabt et nyt byrum. Før i tiden var den gamle by (eller det der er tilbage af den, efter at civilingeniørerne har tvunget deres vejsystemer ned over den oprindelige bystruktur) afskåret fra havnen af en mur af forfaldne pakhuse og industribygninger. Nu er byen og havet kædet sammen, visuelt og fysisk, takket være pladsen og græsplænerne mellem husene. Hvis man skulle have overholdt den krævede bebyggelsesprocent, ville ethvert forsøg på at placere bygningerne parallelt med havnen have resulteret enten i endnu en (ret høj) mur af bygninger eller også i rækker af lavere mure, hvor beboerne i de bageste rækker ville være fuldstændig afskåret fra kontakten med havet.

Sea Ranch, Hines House, Californien, 1968. Arkitekt: William Turnbull, Jr. og Charles Moore.

Vandkunsten, der oprindelig først og fremmest byggede i forstæderne, har i stigende grad engageret sig i bycentrenes problematikker. Flere af de projekter, der vises her, repræsenterer et stort engagement i arbejdet med eksisterende bygninger og bystrukturer. Et eksempel er kulturhusprojektet i den norske by Hamar, der bygger videre på den eksisterende bystruktur og kombinerer den centrale plads, jernbanestationen og den store sø Mjøsa med en række nye funktioner, heriblandt gallerier, atelierer, et konferencecenter og et bibliotek samt cafeer og butikker.

Et andet eksempel på Vandkunstens urbanisme er udviklingsprojektet for Ørestad City på Amager. Her har Vandkunsten forsøgt at skabe en ny skala for området og et offentligt rum med gader og pladser foruden nyskabelser som fælles taghaver. En tilsvarende interesse for det offentlige rum præger boligbebyggelsen i Teglværkshavnen i Københavns sydhavn, et tidligere industriområde som stort set ikke bruges mere. Fra en kunstig ø bygger man her parallelle fireetages blokke på søjler ud over vandet med træ- og betondæk. De åbne arealer mellem boligblokkene bliver til halvoffentlige rum, både til lands og til vands.

Meget af den erfaring, man har gjort sig med de tidlige tæt/lav-projekter, er blevet overført til arbejdet med bycentrene, og den har fortsat stor indflydelse på alt, hvad der produceres på tegnestuen. På mange måder var Vandkunsten en af den grønne bevægelses frontløbere inden for arkitekturen. Til trods for den planmæssige fleksibilitet er boligbebyggelserne kompakte og nogle af de første, der udnytter fordelene ved forstadsbeliggenheden, såsom den tætte kontakt til naturen og private udearealer for hver husstand, samtidig med at man holder arealforbruget nede – en tæthed i planlægningen, der går igen som en vital del af det senere urbane arbejde.

Vandkunsten.
Norra Hamnen, Helsingborg, Sverige. Tegnestuen Vandkunsten. Bebyggelsesplan.

Det konstruktive har altid haft stor betydning, så stor, at Vandkunsten før opførelsen af Borås-bebyggelsen inviterede nogle af entreprenørfirmaets direktører til København, for at de kunne se, hvordan danskerne bygger. I 70erne gav den svenske stat entreprenørerne en enorm magt: Man nåede de politiske mål for boligbyggeriet, men arkitekturen (og menneskene) kom til at lide alvorligt under trøstesløsheden i de stereotype boligblokke, som var udlagt uden sans for topografi eller menneskevenlighed. Jens Thomas Arnfred, den Vandkunsten-partner der stod for Borås-projektet, har beskrevet det “lærerige og inspirerende samarbejde” mellem arkitekt og entreprenør. Den slags samarbejder er tydeligvis langt fra sjældne i forbindelse med tegnestuens arbejder.

I den helt nære konstruktionsskala er Vandkunstens materialer, ligesom i Ralph Erskines bygninger, oftest udvalgt, sådan at de bygningsdele, man rører ved, såsom trappegelændere eller vinduesgreb, føles behagelige og imødekommende, mens resten af bygningen er mere robust og slidstærk. Denne følsomhed over for en lang række menneskelige sanseindtryk er et kendetegnende træk ved alle Vandkunstens arbejder.

Et af tegnestuens vigtigste særkender har været en evne til at skabe hensigtsmæssige steder, som man husker, frem for anonyme rum. Boligbebyggelserne har velartikulerede hierarkier af omhyggeligt skalerede steder, fra det private (haver, gårdrum og altaner) til det offentlige (fælleshuse og små pladser). Disse rumlige strukturer knytter den enkelte til fællesskabet og borgeren til samfundet, både fysisk og psykisk.

For den udenforstående forekommer Vandkunstens arkitektur meget dansk. Som enhver anden nation, er Danmark ikke uden fejl, men det er uden tvivl et af de mest civiliserede og demokratiske lande i verden. Vandkunsten har gjort meget for at give kulturens etos udtryk i tre dimensioner. Arkitekturen fortsætter med at være gennemsyret af idealisme – gid det må blive ved med at være sådan.

Oversat fra engelsk af Cornelius Holck Colding

Redaktionel note

Læs Peter Daveys nekrolog af Kim Dirckinck-Holmfeld her.