Virklund Kirke. Exner.
Virklund Kirke, Silkeborg, af Inger og Johannes Exner (1991-94). Fra østsiden har kirken en skarp, krystallinsk form, som er overraskende forskellig fra kirkens øvrige sider. Murværkets lodrette binderkolonner, som fortæller om murens konstruktive opbygning, viser sig tydeligt i fladerne. Foto: Thomas Mølvig

6. april 2018

Æresmedalje til Exner

Inger Exner – og Johannes Exner posthumt – modtog i dag Arkitektforeningens Æresmedalje 2018. Medaljen blev overrakt ved Koldinghus Slotskirke.

I den anledning bringer vi her et uddrag af arkitekt MAA Erik Brandt Dams festforeslæsning. Med hjælp og tilladelse fra arkitekt MAA Thomas Bo Jensen, som også forelæste ved arrangementet, præsenterer vi tillige et udvalg af fotografier og tegninger fra Jensens bog EXNER (Ikaros, 2012).

Med Exner i bagagen – festforelæsning af Erik Brandt Dam

Kustoder eller medejere

I 1800-tallet gik debatten højt på ’de sociale medier’ mellem kunsthistorikeren John Ruskin og arkitekten Viollet-le-Duc, der diskuterede ivrigt og til tider ophedet, hvordan historiske bygninger bedst forvaltedes. Deres diskussioner giver fortsat genlyd i det 21. århundrede.

John Ruskin proklamerede, ”Vi har ingen som helst ret til at røre dem. De er ikke vores. De tilhører dels dem, der byggede dem, dels alle de generationer af menneskeheden, der vil følge efter os.” Viollet-le-Duc replicerede prompte, ”At restaurere et bygningsværk, det er ikke at vedligeholde det, reparere det eller genskabe det, det er at re-etablere det i en fuldfærdig skikkelse, som måske aldrig har eksisteret på noget bestemt tidspunkt.” John Ruskin reducerede samtiden til kustoder, mens Viollet-le-Duc gjorde samtiden til medejere, ja ligefrem medskabere. En himmel til forskel.

Sympatien har i mange år været hos Ruskin. Også hos Exner. Viollet-le-Duc var jo lidt voldsom i sin tilgang og sporene fra kunsthistorikeren Høyen og arkitekten Nebelongs arbejde med Viborg Domkirke skræmte. Jeg tror i dag, at Exner havde mere sympati for Viollet-le-Ducs ideer, end han gav udtryk for. Det er jo netop ideerne, der er vigtige, og dem har Exner altid haft blik for.

Teori i praksis

Ideer skal reformuleres og udvikles i hver generation, de må igen og igen skrives om, så de tilpasses samfundsudviklingen for således at styrke deres relevans ved at være in-tune med tiden. At samle sine tanker, skrive dem ned – give det hele videre er en forpligtelse, der påhviler den der kan. Her har Exner leveret et vigtigt bidrag med ’Den historiske bygnings væren på liv og død’, som vi nu kan bygge videre på.

Vi må læse, forstå og siden skrive. Hver generation har en pligt til at udvikle en selvstændig stemme, så vi ikke bliver et ureflekteret ekko af den forrige. Vi retter bevaringsdiskussionerne mod aktuelle og potentielle problematikker og udfordringer – og vi bør være foran. Ved at gøre os umage med at forstå ideer, intentioner og det iboende særlige – kan vi udvikle og forvalte dynamisk, så vi både kan pleje, vedligeholde, høste og så. Vi har lært at være forbilledlige arkitekter med høj faglig integritet og hjertet på rette plads – nok også lidt nørdede.

Vi er efterfølgere

Uanset at vi arbejder med et historisk monument, er vi aktivt deltagende i en proces, som vi ikke kan undgå at præge. Vi skaber faktisk noget, når vi bevarer. Jo ældre man bliver, desto kortere bliver livet. At se sig selv som efterfølger er i dette perspektiv reelt den eneste mulighed. Vi er efterfølgere, der for en stund bruger, forvalter, plejer og siden giver bygningerne videre til kommende generationer, så også de kan gå på opdagelse og finde noget nyt i noget kendt. Vi må værne om det vi har. Uden erindring er vi ingen.

En stemme, ikke et ekko

Arkitektskolen i Aarhus introducerede Johannes samtalen som et værktøj. Tvivlen stiller de første spørgsmål i en samtale. Som studerende skitserer og noterer man med tvivlen som pen i sin skitsebog. Tvivlen er den drivkraft, der fremkalder udvikling. Man må udstikke en retning og kunne holde en kurs. Her er sproget, det talte og det skrevne, en værdifuld hjælp, der kan undersøge fænomener og regulere kursen på andre måder end rent tekniske.

Kunstakademiets Arkitektskole taler jeg i dag med studerende om bevaring som en integreret del af al skabelse. Gennem samtalen tændes gnisten i øjnene og lysten til at fordybe sig breder sig som ringe i vand. Man kan fare vild uden helt at miste orienteringen. Det er det smukke der sker, når én der gerne vil kunne, mødes med en mere erfaren kollega.

De studerende øver sig på denne måde, om og om igen og opbygger en viden, de kan bruge til at flytte verden en smule – de bedste får ekkoet til at forstumme og udvikler lidt efter lidt en egen stemme. Blikket kan være det samme, men retningen er justeret. Retningen er det interessante, målet er ikke noget i sig selv. Processen, at være i bevægelse er det vigtige. Hvis man kan se målet, får drømmen ingen næring.

Originalitet

Uanset hvor meget vi gør os umage med at opføre huset. At vi bruger de bedste materialer, de mest solide konstruktioner og i alt gør vort bedste. Så begynder problemerne først for alvor, når huset er opført. Den originale tilstand er kort, nedbrydningen sætter ind i samme øjeblik, den sidste sten er lagt. Naturens orden hersker. Der er kun en vej. Hvad mennesket bygger op, bryder naturen ned igen, ofte sammen med mennesket. Det er komplekst. 

Den originale genstand dør under alle omstændigheder. Hvad stiller vi op med bygningskulturen i dette perspektiv? Vi bliver opmærksomme på livets skrøbelighed, bygningers forgængelighed og værdien af flere lag af fortællinger. Bevaring kan ikke ske baglæns. Vi må tænke os om – i tide.

Reversibilitet

Johannes Exner introducerede begrebet ’reversibilitet’ i Den historiske bygnings væren på liv og død. Begrebet er i en bygningsmæssig sammenhæng et paradoks. Intet i naturen kan som bekendt gå tilbage til et tidligere stadie. Reversibilitet er et smukt ideal, men lader også tvivl om egne evner skinne igennem. Måske har jeg misforstået noget, for det lå da ikke til Exner? I de forkerte hænder kan reversibilitet blive et alibi for at gøre hvad som helst. Ville det måske være mere perspektivrigt og fagligt udfordrende at tale om minimal intervention? At reducere indgreb til det nødvendige, stole på egne evner og se fremad?

Koldinghus

Koldinghus har en dramatisk bygningshistorie, der selv stillede spørgsmålene, skabte tvivlen og rummede svarene. Men kun fordi der var empatisk, lyttende og reflekterende arkitekter involveret. Arkitekter der forstod at gøre Koldinghus til en levende fortælling om bygningskultur, historiske hændelser og mennesker gennem 700 år. Koldinghus er indbegrebet af analytisk klarhed, bygningshistorisk formidling og stor arkitektonisk fortællelyst. 

Ny viden

Ny viden opstår i samspillet mellem forskere og reflekterende praktikere. Teori og praksis hører sammen. Arkitektskolerne og tegnestuerne er afhængige af hinanden. Det ene miljø kan ikke klare sig uden det andet. Forskeren etablerer sit blik på verden ved at arbejde med empiri. Og praktikeren formulerer sig om aktuelle faglige problematikker, han udfordres af i sin praksis. Filosofisk, historisk, samfundsmæssigt, teknisk, økonomisk.

Vi savner en kobling mellem det bedste, der sker på arkitektskolerne og det bedste, der sker i arkitektens praksis. Hvor forskningen kan savne et operationelt niveau og derved blive utilgængelig, kan erfaringer fra praksis blive så personlige, at de bliver private. Det er en vigtig fremtidsopgave at styrke samspillet ved at udfordre og lytte til hinanden.

At arkitekturen er levende giver os en kropslig forståelse og sætter drømme i gang – det er et godt udgangspunkt for at mødes. Lad os se det som et grundlæggende vilkår i arkitekturen, så vi kan pode det på alt der gror, på arkitektskolerne, i praksis og i verden omkring os.

Fredning

”Det at huske, at mindes, at se tilbage er en del af det at være menneske og en drift lige så gammel som menneskeheden”, skriver Bjørn Nørgaard et sted. I takt med at verden bliver mere og mere ens, og alt nyt, der erstatter noget bestående, italesættes som fremskridt, bliver det akut presserende at fastholde forskelle. Store og små. De planlagte og de tilfældige.

Når vi forstår hvorfra tingene kommer, forstår vi hvem vi selv er. Det er fundamentet under samfundets udvikling og nødvendigt for at kunne videreføre den kultur, vi er en del af. Ved inkluderende, omsorgsfuld forvaltning af bygningskulturen i vor tid, giver vi kommende generationer nogen at tale med, noget at tale om og noget at bygge videre på.

Men hvad skal vi med de fredede bygninger, hvis de sammenhænge de indgår i forsvinder. Vi bliver nødt til at flytte opmærksomheden lidt væk fra monumenterne og udvikle et mere opmærksomt, kærligt blik på sammenhænge og helheder, og de mangesidede værdier de repræsenterer. Vi må interessere os for de almindelige huse, der ikke scorer højt på den arkitektoniske skala, men som betyder noget for mange og udgør værdifulde kulturhistoriske lag i byen. Om et øjeblik er det for sent.

Dannelse

Alt går så hurtigt. Vi skøjter for meget. Et ’like’ og vi er videre. Vi bliver nødt til at gøre os mere umage med sproget, give os tid til at forstå dybden i det, vi arbejder med, de spørgsmål det rejser og betydningen af de fænomener, det involverer. Det er på høje tide at få bygningskultur og dannelse ind i sproget og ind i bevidstheden – igen. Kunne vi ikke bare se alt skabende i et bevarende og alt bevarende i et skabende perspektiv? 

Før vi kan skrive, må vi have læst. Og vi må skrive, så vore bidrag til bygningskulturen ikke kun tolkes, men formidles til eftertiden i det lys, de er skabt i. Vi risikerer, som Exner har formuleret det, at ende i kulturel bundløshed, hvis vi ikke tager os sammen.

Restaurering?

Ordet er svært at forstå og restaureringer er altid diskutable. Det er lidt op ad bakke for det begreb i det 21. århundrede. Vi har brug for en mere hands-on og operationel tilgang, når vi genopretter historiske bygninger. Vi må blive bedre til at sætte ord på de problematikker ved bygningen, der udløser bekymringerne, så vi kan møde dem med viden, sanser og byggeteknisk indsigt, direkte og i øjenhøjde.

Lad os, som Exner drømte om, vinke farvel til ordet restaurering og i stedet love hinanden at blive bedre til at passe på vore huse og vore haver – lad os se dem som levende fortællinger med lag af menneskelig aktivitet og spor af liv, vi skal værne om.

Ind til kernen

Inger og Johannes Exners tegnestue var i faglig forstand stor, som virksomhed var den lille. I indgik ikke alliancer for at få fingre i opgaver, der kunne sikre en omsætning. Det var det faglige, I var optaget af. At at nå ind til kernen af en problemstilling i det mindste og i det største. I dag vil man sige, at I havde høj faglig integritet. De ord brugte man ikke dengang. Men det gør vi jævnligt i dag, hvor for meget ikke har det.

Som tiden går, bliver man mere og mere opmærksom på det nærvær, den passion og fordybelse, der prægede jeres værk. Det mindste blev stort i jeres hænder. I lukkede tegnestuen, da tiden var gået, I havde brugt jeres kræfter og ikke følte der var mere nyt at sige. I var et forbillede for os studerende og forbilledlige for en hel stand. I dag er jeres arbejder en stor inspiration for en ny generation af yngre tegnestuer, der studerer jeres værker, læser Johannes’ tekster og ser jer over skulderen i Thomas Bo Jensens bog, der samler, indrammer og perspektiverer jeres oeuvre. Også i den forstand er I forbilledlige.

Som i jeres tilfælde, er det i dag på de mindre vilje- og intentionsbårne tegnestuer, hvor der sættes noget på spil, at spørgsmålene stilles og udviklingen sker – her nyt lyset bryder igennem. Arkitektur er et kunstnerisk, rumligt og stofligt anliggende, der griber ind i samfundsudviklingen og former os som mennesker. Det er et stort ansvar, vi har som arkitekter. Det kræver fuld opmærksomhed, det må aldrig blive generisk. 

Også ingeniørerne har øje for, at de nye tanker ofte tænkes i de mindste virksomheder, der brænder for noget. Det kan vi lære meget af i dag, hvor tegnestuer opkøbes, fusioneres og bliver til store generiske strukturer, man knap ved hvad handler om. Hvad der driver dem, hvad de er optaget af og hvad de drømmer om tør jeg ikke sige højt – i dag.

Med Akademisk Arkitektforening som vært, og Inger og Johannes Exners store værk som centrum, er det en glæde i dag at hylde fagligheden, værdigheden, fællesskabet, omsorgen for mennesket og arkitekturens store samfundsmæssige betydning.

 

Et udvalg fra EXNER monografien

Med hjælp og tilladelse fra arkitekt MAA Thomas Bo Jensen, som også forelæste ved arrangementet, præsenterer vi et udvalg af fotografier og tegninger med tilhørende billedtekster af forfatteren som stammer fra Jensens bog EXNER (Ikaros, 2012).

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.