Karlskrona. Frederikskirken. Drachmann.
Plan over flådebyen Karlskrona i 1800-tallet. Illustration: Det svenske Rigsarkiv

27. marts 2018

Stærk form i svensk atlantis

Drachmann Arkitekter har netop færdiggjort restaureringen af Fredrikskirken i Karlskrona, Sverige. Læs Anne Pinds interview med Ole Drachmann om projektet og kirken her.

Din tegnestue er tæt knyttet til Karlskrona i Sverige. I restaurerer Fredrikskirken af Nicodemus Tessin og varetager vedligeholdet af Statens fastighetsverks bygninger i byen, i kraft af dit hverv som slotsarkitekt. Hvordan er I kommet til den opgave?

Det er vi ved, at jeg for snart ti år siden blev meget interesseret i den svenske tilgang til arbejdet med historiske bygninger. Derfor ansøgte jeg Statens fastighetsverk, der ejer stort set al statslig svensk ejendom og bygningsminderne i Sverige, om at blive slotsarkitekt for Bäckaskog Slott vest for Kristianstad. Siden har vi søgt og fået tildelt flere og flere opgaver.

Interiør. Fredrikskirken. Nicodemus Tessin. Drachmann Arkitekter.
Interiør Fredrikskirken af Nicodemus Tessin. Foto: Drachmann Arkitekter

En svensk slotsarkitekt svarer til en dansk kongelig bygningsinspektør?

Ja. Der er omkring 70 slots– og husarkitekter i Sverige. Ordningerne bliver udbudt ligesom herhjemme. Som slotsarkitekt har du ansvaret for, at bygningen ikke lider overlast. Du skal være garant for de udførte arbejders kvalitet, men du er ikke sikret at få lov til at udføre arbejdet.

Du har arbejdet under de statslige rammeaftaler for vedligehold af historiske bygninger i både Danmark og Sverige. Kan du uddybe forskellene?

Når man kan følge et hus i ni år, som man kan i Sverige, betyder det, at man kan planlægge ting ud i fremtiden, som kan blive en følge af det, man går og gør i dag. Efter 6-8 år vender man tilbage til det, der skete det første år, og det er de samme øjne, der ser. Det mener jeg er enormt vigtigt, for det betyder, at vores arbejde har en kontinuitet og en forpligtelse. Vi arbejder altid med tiårsplaner for vores bygninger. Det har man ikke mulighed for i Danmark, hvor inspektoratsordningerne i dag skal genansøges hvert fjerde år. 

I Sverige gør man også mere ud af at registrere og arkivere materiale for sin bygningsportefølje. I Fastighetsverkets hovedkontor i Stockholm ligger der tegninger på alt. Og man er pålagt at indsende tegninger til arkivet for alt det, man laver; derudover indsender man hvert år en rapport over, hvad man har udført i det forgangne år. Rapporten arkiveres både i Stockholm og hos Rigsantikvarembedet. Fastighetsverket udarbejder ydermere et vårdprogram, som svarer til et vedligeholdelsesprogram, for hvert bygningsværk. Her kan man se originale tegninger og læse en komplet gennemgang af rum, overflader og konstruktioner for den bygning, man skal til at arbejde med. Den grundige videns overlevering er med til at kvalificere vores arbejde, fordi vi kan støtte os til den information, vi modtager. 

Dertil har man i Sverige en funktion, der hedder en bygningsantikvar. Det er en uddannelse i sig selv at blive bygningsantikvar, og man kan tage den, hvis man har en baggrund som enten kunsthistoriker eller arkitekt. Det er et krav, at der er knyttet en bygningsantikvar til projekter i fredede bygninger. Vedkommende udfører en konsekvensanalyse af det givne projekt og indsender den til myndighederne (Länsstyrelsen eller Rigsantikvarembedet), inden man får byggetilladelse. Bygningsantikvaren følger også med i den videre byggeproces og er hele tiden ved din side, eksempelvis når du analyserer farver og tidsbestemmer materialer.

Så bygningsantikvaren er et bindeled mellem den udførende og myndighederne. Er det godt for processen?

Helt klart! Det arbejde, som bygningsantikvaren gør, er jo ofte det, vi laver som arkitekter i Danmark, når vi restaurerer. Vi er bare blevet uddannet gennem vores arbejde. Vi får selv bestilt farvelagsundersøgelser, og vi tolker dem selv sammen med konservatoren. Så det tog mig et par år at finde ud af, hvordan jeg skulle arbejde sammen med bygningsantikvaren, fordi jeg har været vant til noget andet, men nu er de til utrolig stor hjælp. Det er jo blot som at have endnu en dygtig medarbejder på opgaven.

Fredrikskirken er præget af få, men markante bygningdetaljer. Her volutterne. Foto: Drachmann Arkitekter

Tilbage til Karlskrona. Det er en flådeby, som er anlagt på bar mark i Blekinges skærgård, og som har en tæt sammenflettet arkitektur- og militærhistorie?

Ideen om Karlskrona blev til i 1679, da man havde fået banket danskerne på plads. Den svenske Kong Karl XI indså, at farvandet neden for Karlskrona var en bedre placering for en flåde end ved Stockholm, fordi der er isfrit i længere tid, og fordi de mange øer kunne give naturlig beskyttelse. Så kongen sendte tre unge mænd af sted: generalkvartersmester Erik Dahlberg, som var en meget dygtig by- og befæstningsplanlægger, Hans Wachtmeister, som var generaladmiral, og arkitekten Nicodemus Tessin (d.y.), som i kraft af sit talent var blevet udnævnt til hofbygmester, da han kun var 22 år gammel. De skulle planlægge den ideelle flådeby, en ny storstad i Sverige. De kom og så ud over skærgården og valgte den største ø, Trossö, som det sted, hvor byen skulle grundlægges. Gårdmanden Vittus Andersson, der ejede Trossö, ville ikke sælge, så ham kastede man i kachotten. Der sad han så til sin død. Og så gik de i gang med at planlægge en by. Karlskrona var et svensk Atlantis, en drøm, en kæmpe vision, som blev fyret af på forholdsvis få år.

Så vi har arkitekten, militærmanden og byplanlæggeren, der tilsammen lavede en todelt by, en borgerlig og en militær. Det militære område ved vandet, det borgerlige bagved, beskyttet og hævet over vandet. Hvad har tidens barokke idealer betydet for byplanlægningen?

Det er et rigtigt godt spørgsmål, for det er, som om storheden primært manifesterer sig på Stortorget midt i byen, i kraft af dets størrelse og i kraft af Fredrikskirkens placering på torvet. Mange af beboelseshusene i det gamle Karlskrona er jo nøjsomme; enkle, små huse, bygget af overskudsmaterialer fra skibsværftet. Kirkerne var dér, hvor man samlede folk, så de spillede en central rolle i byplanen. På Dahlbergs byplan fra 1694 ser man både Trefoldigheds- og Fredrikskirken, der blev opført på torvet. 

Facade. Fredrikskirken. Drachmann Arkitekter.
Facade Fredrikskirken. Foto: Drachmann Arkitekter

Hvad indeholder projektet for Fredrikskirken i hovedtræk?

Der sker jo det samme i Sverige, som der sker over hele Europa; man har for mange kirker og for små menigheder, for få gæster og for store rum. I det her tilfælde ønsker man at holde kirken åben 24 timer i døgnet og flytte alt diakon- og sorgarbejde over i kirken sammen med administrationen, det medfører, at man kan sælge sine administrationsbygninger og finansiere restaureringen. Man vil gøre kirken til et særligt sted for alle, hvilket forudsætter fuld tilgængelighed. I dag har kirken en 36 meter lang rampe på nordsiden, hvor man kan få en kørestol op og ind igennem det nordlige sideskib. Det synes vi ikke er en værdig tilgængelighed. Derfor laver vi en løfteplatform ude i hovedtrappen på torvet. Det gør vi ved at flytte hovedtrappen 60 cm fremad, tage 60 cm af stenene og flytte dem over i den anden side af trappen for at lukke det hul, der opstår. Så får vi et hul på 120 cm, hvori vi sætter en elevator, og så samler vi trappen igen. Det synes vi godt, vi kan forsvare, og det synes Länsstyrelsen heldigvis også.

Dernæst er vi blevet nødt til at producere de lokaler, der skal til, for at man kan flytte sine funktioner ind i kirken. På det ene pulpitur har vi lavet et glasrum. Den er let sat og kan fjernes igen. Under pulpituret indretter vi et rum til forskellige formål bag foldevægge af glas. Vi laver også nogle mobile adskillelser foran nicherne, så man får et midlertidigt privat rum, hvor man kan sætte sig og tænke. Det er fordybelsesrum, som i virkeligheden er åbne, men virker lukkede. Så laver vi et område til kirkekaffe, det er meget anvendt i Sverige. Det primære formål er stadig at være kirke, men vores opgave har været at kunne gøre den multifunktionel. Vi tager kirkebænkene fra 1915 ud og møblerer med stole i stedet.

Projektet indeholder også en opgradering af de tekniske installationer, energibesparende helhedsbelysning og akustik­regulering på vægge og gesimser. Men først og fremmest restaurerer vi. Vi kalker, reparerer revnede hvælv og fjerner gamle cementreparationer. Det er det grundlæggende arbejde. Det har faktisk været meget vanskeligt at udføre, fordi man på et tidspunkt har forsøgt sig med limfarve på lofterne. Det er jo en kalkdræber uden lige. Heldigvis har vi fundet en metode til at klare det. Vi har vasket ned med salmiakspiritus, som man i Sverige regner for et skadeligt opløsningsmiddel, så det har været i fuld rumdragt, havde jeg nær sagt, med meget store beskyttelsesforanstaltninger, selv om vi kun har anvendt en 5% opløsning. Det regner vi jo i Danmark for et helt almindeligt rengøringsmiddel. Efterfølgende har vi skrabet det, der hang løst, væk, og så har vi sandkalket hvælvene tre gange og efterfølgende kalket dem to gange. Vi har næsten fordoblet tørre- og hærdetider for at sikre, at vi fik lagene til at binde. På væggene er vi gået noget hårdere til værks. Den kalkning, væggene havde fået, tror vi på ingen måde er original, og bagved har vi da også opdaget rigtig mange cementreparationer. Så man kan sige, at vi på den her sag også har lært noget nyt om underlag for kalkning og noget om, hvor farlig limfarve er.

Plan over projektet for Fredrikskirken, som bl.a. indeholder en ny elevator i hovedtrappen, nyt trægulv under kirkebænkene, der erstattes af stole og møderum bag nye glasvægge under pulpituret. Illustration: Drachmann Arkitekter

Kan du beskrive Tessin som arkitekt lidt nærmere? Hvad var hans ærinde i Karlskrona?

Nicodemus Tessin var søn af en af datidens store svenske arkitekter, nemlig Nicodemus Tessin den ældre. Der er ingen tvivl om, at han har hentet inspiration til kirken på sin dannelsesrejse til Italien, hvor han bl.a. studerede hos Bernini. Tessins arkitektur er ikke et udtryk for en svensk nationalarkitektur – det var slet ikke hans hensigt. Hans ambition var at delagtiggøre Sverige i de europæiske kulturstrømninger. Hans inspiration var barokklassicismen, så han havde ingen intentioner om at skabe en national stil, selv om kirken er bygget af lokale materialer.

Tessin har jo kunnet gøre lige, hvad han ville, med den her kirke i den nye by. Det har skullet være stort og flot, og han er gået rent efter moden udvendigt, men inde i kirken er det, som om piben får en helt anden lyd. Alt det, vi kender fra den italienske barok, et væld af fine detaljer, er kirken helt blottet for indvendigt. Den står fuldstændig ren og uden pynt. Det er fantastisk arkitektur med få detaljer. Rummets hovedretning, blikkets bane op ad mod himlen, ledes af de store enkle detaljer. Se op og tænk på Gud. Og ikke noget indimellem.

Det, der først fanger øjet, når man træder ind, er hvælvet og dernæst søjlernes enorme volutter, kanelbollerne, som de lokale kalder dem. Volutterne er turnerede fra deres center, så midterstykket trækkes ud af formen som en anden spiral. Jeg har simpelthen aldrig set noget lignende, de er helt særegne. 

Hvordan griber man ind i et rum, der har en så stærk og enkel karakter?

Vi kan gribe ind, netop fordi rummet er så stærkt. Hvis ikke det havde haft sin enorme kraft og enkelhed, så havde det været langt vanskeligere at arbejde i. De ting, vi laver her, kunne man jo ikke have sat ind i Christiansborgs Slotskirke (restaureret af Ole Drachmann for Erik Møller Arkitekter 1992-96) f.eks. Tessins arkitektur er grov, lidt barsk, med få detaljer, der til gengæld har meget stor gennemslagskraft. Det er fantastisk arkitektur! Værdien her er jo netop entydigheden. Det er en arkitektur, der er skrabet helt ind til benet. Der er ikke så meget at diskutere. Derfor kan vi også være forholdsvis frie i det, vi foretager os.

Fæstningsbyggeriet. Frederikskirken. Drachmann Arkitekter.
Fæstningsbyggeriet Godnatt i Karlskronas skærgård. Foto: Drachmann Arkitekter

Så det, I sætter ind i kirken, lette materialer, glasvægge og stole, kan alligevel ikke konkurrere med eller forstyrre rummets egen styrke, fra gulv til hvælv, efter din mening? 

Netop. Det var det første, jeg så, da jeg kom ind i kirken; at det rum ville kunne magte næsten alt. Det kan bære meget moderne ting, fordi man ikke er i tvivl om rummets storhed og originalitet. Vi piller jo heller ikke ved det grundlæggende. Vi laver vægge, hvælv og gulv, og det, vi sætter ind, har karakter af inventar, det er ting, der supplerer rummet, muliggør en funktion og kan bæres ud igen. 

I Karlskrona har I både ansvar for bygninger på vand og på land. Både fæstningsværkerne og kirken er bygninger, der står stærkt på jorden – og i havet. Hvordan oplever du en rumlig sammenhæng mellem brugsbygningerne og pragtbygningerne?

De bygninger, vi har ansvaret for i Karlskrona, er mangfoldige. Vi har Sveriges første vagthus, Corps de Garde, fra 1700-tallet, som ligger lige ved indgangen til Stumholmen, så har vi Barkasskjulet, kaldet æggebakken, med de fantastiske sammenhængende tage, hvor småbådene blev bygget og vedligeholdt, og som stadig fungerer som værksted for joller og mindre sejlbåde. Så passer vi på det nye Marinmuseum, den fantastiske vandflyverhangar fra 1930erne og en række mindre fæstningsbygninger som Kurrholmen og Godnatt fra midten af 1800-tallet – de ligger midt ude i vandet. Kurrholmen er tikantet, så man både kunne bevogte indsejlingen til Karlskrona og skyde i alle retninger. Det er bygninger lavet med et helt specielt formål. Og det afspejler sig i arkitekturen. Det er en funktionel og enkel fremvisning af styrke, som på sin vis kæder den militære og den borgerlige by sammen.

Ny pavillon på Utklippan tegnet af Drachmann Arkitekter. Foto: Anna Odenberger, SFV

Mange af de her særlige bygninger er ikke tilgængelige i dag. Er I med til at udvikle en strategi for, hvordan man kan åbne dem op for et større publikum i tråd med bystyrets slogan om en levende verdensarv?

Det er præcis det, vi gerne vil ind og arbejde med gennem dialog med både Verdensarvsrådet og Fastighetsverket i Karlskrona. Det er også ved at lykkes. Utklippan er en ø 15 km ude i Østersøen, også kaldet Sveriges Kap Horn. Der ligger et fantastisk fyr fra 1869 og en nødhavn. Der har vi bygget en lille pavillon, et sæsonbetonet hus, hvor man kan sætte sig ind, hvis det er dårligt vejr. Her får man information om Karlskrona og kan læse om, hvorfor man skal tage sin sejlbåd og sejle ind til byen og opleve noget mere af verdensarven.

Vi prøver jo altid på at se holistisk på vores bygninger og prøver på at se en fremtid for dem. Vi har nogle fantastiske huse, som vi gerne vil holde i rigtig god stand og restaurere, når det er nødvendigt, men vi gør det med et formål. Derfor er kirken et utroligt spændende projekt for os, fordi den får tilført et nyt program, samtidig med, at der er en liturgisk balance. Det er stadigvæk en kirke, men nu kan kirken en hel masse mere. Hvis man skal åbne flyhangaren, Kurrholmen og Godnatt, skal man have en plan og en fremtid i de huse, en managementplan, så folk får et formål med at gå ind i dem, så skal der foregå ting, som ikke er alt for fantasifulde, men i overensstemmelse med bygningernes natur. Der skal være en langsigtet plan med det, vi gør. Det er dér, du som restaureringsarkitekt kan gøre den store forskel.

Fyret. Utklippan. Drachmann Arkitekter
Fyret på Utklippan. Foto: Drachmann Arkitekter

Det lyder meget meningsfuldt også…

Ja, det er det, og det giver en god hverdag, synes jeg. Og så er vi jo meget, meget håndværksbaserede her på tegnestuen. Vi kan godt lide håndværket, vi kender vores entreprenører, vi arbejder tæt sammen med dem, vi lærer af dem hver dag. Vi må kunne være med i dialogen på byggepladsen og stille os op og sige “nej, vi skal have to gange sandkalk og to gange almindelig kalk her, så skal det nok holde,” eller hvad det nu skal. Derfor arbejder vi i høj grad på håndværkets præmisser. Kulturarven, det er også det immaterielle, det er det, at vi stadig har nogen, der kan håndværket og kan udføre det. På tegnestuen gør vi også meget ud af at introducere de unge for materialernes egenskaber og historie. Det er vigtigt, at de selv kan se og mærke forskel på forskellige træsorter, kalkblandinger og farver.

Restaurering er at give liv, efter min mening. Du har en bygning, som du vil give liv, uden at du fjerner historien. Du kan være med til at få givet f.eks. kirken her et nyt liv, men du beholder hele dens historie. Den vil kunne aflæses til hver en tid, men ved små greb får du sikret, at der kommer nogen og bruger den, og at den kan holde til det. 

Du mener, at den tid, vi investerer i steder, er med til at sikre deres fremtid?

Ja. Som restaureringsarkitekt laver du jo mange ting, som umiddelbart ikke kan ses. Og som heller ikke skal ses. Det er jo lige præcis det, det går ud på. Der er jo ikke monumenter over os, når vi er færdige. Der er bare en bygning, som vi alle kan glæde os over virker igen. Vi har som arkitekter ikke behov for at stille os op og vise, at nu har vi gjort sådan og sådan. Det handler mere om, at vi vender os om i døren, inden vi går ud af bygningen igen, og siger “så, nu kan det køre igen”.

 

Ole Drachmann er arkitekt MAA og indehaver af tegnestuen Drachmann Arkitekter.

 

Interviewet blev bragt i Arkitekten 03 2017.