Foto: Sonnenburg , Landsarkivet nørrebro
Landsarkivet, Nørrebro, København. Til venstre ses den gamle del af arkivet (tegnet af Martin Nyrop, 1893). Til højre ses den nyere del (tegnet af Eva og Nils Koppel, 1963), der er nedrivningstruet pga. et igangværende højhusbyggeri. Foto: Sonnenburg (fra Arkitektur DK 06/1967)

23. marts 2018

Debat: Hvornår har du egentlig selv tegnet et fedt arkivrum?

"Opbevaring er blevet noget af det mest usexede, arkitekter og bygherrer overhovedet kan beskæftige sig med, en blanding af grå leverpostej og ‘Hemnäs’ fra IKEA."

En veritabel shitstorm bredte sig, da det i efteråret kom frem, at Byggesagsarkivet i Københavns Kommune havde sendt et større antal arkitekturtegninger til forbrænding. Bevaringsfolk, historikere og arkitekter fordømte enstemmigt udåden, der tilsyneladende var blevet beordret af en omkostningsbevidst djøf’er i Teknik- og Miljøforvaltningen, som havde svært ved at se rationalet i at gemme tegninger, der for længst var digitaliseret. 

Sagen afslørede imidlertid også et udbredt hykleri. For lige så let, det er at nå til enighed om, at originale tegninger af Bellahøjhusene, Genforeningspladsen og Jagtvej 69 bør bevares for eftertiden, lige så stor er uviljen tilsyneladende mod at betale – endsige at tegne – de arkiv- og opbevaringsrum, der er nødvendige for, at fysiske dokumenter og genstande overhovedet kan gemmes til de næste generationer. 

Hvornår har du egentlig selv tegnet et fedt arkivrum?, fristes man til at spørge, mens arkitektstanden gyser ved tanken om P.V. Jensen-Klints sirlige tegninger af Grundtvigskirken, der langsomt fortæres af flammer i bugen på BIGs storskrydende skibakke af en forbrændingsanstalt på Amager.

Opbevaring er blevet noget af det mest usexede, arkitekter og bygherrer overhovedet kan beskæftige sig med, en blanding af grå leverpostej og ’Hemnäs’ fra IKEA. I arkitekturens tilblivelsesproces har brugernes ønske om og reelle behov for at kunne gemme ting derfor en tendens til at forvandle sig fra et irriterende vilkår til et besparelsespotentiale, når et projekt skal tilpasses de økonomiske realiteter. I hvert fald får antallet af opbevaringskvadratmeter med usvigelig sikkerhed en gevaldig rundbarbering i processen fra skitse til færdigt projekt og ender som små irregulære arealer stoppet ind på planen dér, hvor det synes umuligt at anbringe noget som helst andet. For når ingen gider betale for opbevaring, er der heller ingen, der gider tegne det.

I dag tager vi for givet, at vigtige informationer bliver ‘lagret’ til eftertiden. Overvågning, logning og dataindsamling er på én gang blevet så almindeligt og usynligt, at de fleste har glemt, at intet opbevarer sig selv. Og i takt med at bøger, musik og film fås på nettet, svinder behovet for opbevaringsplads også. Alligevel mister vi næppe trangen til at gemme mormors håndskrevne dagbøger eller lillebrors første tegning, så efterhånden stuves de dyrebare minder af vejen i trøstesløse lagerhoteller eller nedlagte industribygninger langt fra alfarvej. Dermed slipper vi for at forholde os til andet end den betalingsserviceopkrævning, der er eneste påmindelse om, at vi ét eller andet sted bevarer en historie. Fortiden reduceres således til at være en passiv klods om benet – forbundet med irriterende udgifter og dårlig samvittighed. Og ser man bort fra enkelte undtagelser som Entasis’ Pelikanbygning ved Østerport eller SHLs kommende arkiv i Viborg, opbevares alt fra tophemmelige efterretningsdokumenter over pikante brevvekslinger til selveste Grundloven efterhånden i dødssyge omgivelser helt uden for vores mentale radar. Digitaliseret eller analogt – materialet mister sin brugsværdi, fordi ingen gider forholde sig til det. 

Men arkitekturen har faktisk mulighed for at re-aktivere historiens dødvægt. Hvis behovet for ikke blot at opbevare, men aktivt at forholde sig til såvel den fælles kulturarv som personlige artefakter anerkendes og indlejres som et aktiv i byggeriet, skabes der forbindelse til fortiden. En forbindelse, der enten kan udmøntes i hård kassation eller ny anvendelse, men som aldrig blot bliver ligegyldighed og glemsel. Så lad os få depoterne tilbage! Arkivrum, magasiner og lagre – ja, ta’ fadebure, kældre og Boligens Byggeskabe med.
For uden de rigtige rammer bliver det bare ophobning – digitalisering eller ej.

Ulla Tofte er cand.mag. i historie og direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør.

Klummen blev udgivet i Arkitekten 03/2018.