Øregård gymnasium. Foto Jens Frederiksen
Øregård Gymnasium. Foto: Jens Frederiksen

2. marts 2018

Hvor blev historien af?

Er det de bitre erfaringer fra post-modernismen, der skræmmer? Er vi én gang for alle blevet vaccineret imod historien som kilde til opdagelse og erkendelse? Hvor er de arkitekter, der dykker dybt ned i arkitekturhistorien, studerer, lærer og kommer tilbage med et nutidigt udsagn af ægte originalitet?

Forleden deltog jeg i et arrangement på Øregård Gymnasium. Rektor bød den fyldte aula velkommen med en sigende gestus op imod gallerierne, hvor forventningsfulde elever fyldte nicherne ud imellem de smukt marmorerede søjler. “Her på skolen har vi højt til loftet. Vi sætter en værdi i at være lige så rummelige og inkluderende, som dette store smukke rum”. I elevernes taler, der fulgte efter, gik fællesrummet igen som metafor for skolen som et lærdomssted, et samlingssted og et feststed. Fra reliefferne på væggene fulgte de græske gudinder vagtsomt med.

Arkitekterne Edvard Thomsen og G.B. Hagen havde lagt alle kræfter i opgaven, da de vandt konkurrencen om det nye gymnasium i 1920. I 1924 stod det færdigt, midt i en brydningstid imellem en ny og hidtil uset nøgenhed og en stram klassicistisk revival. De klædte hinanden, de to idealer, modernismen og klassicismen. Det nøgterne, programmatiske, og det billeddannende, poetiske. Siden er der løbet meget vand i åen. Vandet er blevet stadig renere. Nu og da er der blevet iblandet lidt grums, som dog hurtigt er blevet renset op igen. I den postmodernistiske bølge, som i Danmark havde en kort blomstringsperiode i 1980erne, fik arkitekterne friheden tilbage til at indpode historiske motiver i arkitekturen.

Det blev ved nogle få gode eksempler, mens de fleste famlede lidt i blinde med påklistrede effekter, indtil en ny udrensning satte ind. Senmodernismens coolness fik standen til at ånde lettet op, vi var atter tilbage på sporet. Der kom lidt mere stoflighed i de glatte murstensflader, mens de store glasgiganter stak af som ren teknik og abstraktion. Den nye ‘pragmatiske vending’ blandede friskt vand i åen, og der kom mønstre, bjergmotiver og grafik på facaderne. Nu står vi så her i endnu en brydningstid. Denne gang imellem globaliseringens usvækkede strøm af impulser og vores forsøg på at finde et nyt ståsted i vores egen tradition.

Hvordan går det så? Tjah, prøv at køre en tur til Tuborg Havn eller Kalvebod Brygge i København og se, hvordan de seneste 10-20 års byggeboom stritter i alle retninger, med indoptag af en kæde af på hinanden følgende og hastigt afløsende stiludtryk fra nær og fjern. Eller tag en tur ned på Aarhus Havn og se, hvordan en gylden chance for at skabe Aarhus’ helt egen unikke bydel nu synes at være gået tabt. Vi har talt meget om de dårlige eksempler på nyere byområder, om hvordan vi skal lære af fortiden og bygge bydele med varme, atmosfære, historiske spor og lokale særkender.

I Aarhus har man intet lært. Eller jo, man har lært en masse ny arkitektur at kende: hollandsk pragmatisme, schweizisk minimalisme, curtainwall-modernisme, nordiske isbjerge, galaktisk ufoarkitektur og hvide ingeniørkonstruktioner, der shiner af nyeste teknologi, men er komplet rensede for poesi og stoflighed. Men hov, pludselig er den der, poesien og den ‘af sig selv voksende, billedmæssige størrelse’, som Per Kirkeby har udtrykt det: Hack Kampmanns gamle toldkammer. Det står stadig der midt i det hele, lidt ensomt og forladt, som en efterklang fra en tid, hvor det var en selvfølge at væve dekoration og historiske referencer ind i bygningskunsten. Gad vist, om det fredede pakhus ikke overlever det hele en skønne dag.

Vi er blevet en flok samtidsramte, selvrefererende antropofager, fanget i en tidsboble af hidtil uhørt dimension. På én gang uendeligt stor og uendeligt lille. Hvor er historien blevet af? Er det de bitre erfaringer fra postmodernismen, der skræmmer? Er vi én gang for alle blevet vaccineret imod historien som kilde til opdagelse og erkendelse? Hvor er de arkitekter, der dykker dybt ned i arkitekturhistorien, studerer, lærer og kommer tilbage med et nutidigt udsagn af ægte originalitet? 

Med Øregård Gymnasium trådte arkitekterne den helt store klinge. Det var både tidsånd og åndsrejse gennem tusinder af års historie – det hele samlet til et krystalklart og overdådigt rum, der stadig virker både lutrende og opløftende. Det stimulerer vores “la poétique de l’imagination” (poetiske forestillingsevne, red.), som Gaston Bachelard sagde om de rum, der er i stand til at vække associationer på kryds og tværs af subjektive og universelle erfaringer. Lad os få historiens vingesus ind i vores verden igen. Der er masser at tage af. Lad os folde drømmenes faner ud!

Artiklen blev bragt første gang i Arkitekten 2, februar 2018.