The Interlace. Singapore. 31 boligblokke. Samarbejde. Ole Scheeren. OMA. 2013. Iwan Baan.
Vendt og drejet: The Interlace i Singapore, der består af 31 boligblokke, arrangeret vertikalt og heksagonalt, blev lavet i samarbejde mellem Ole Scheeren og OMA. 2013. Foto: Iwan Baan

15. marts 2018

Debat: Højhuse til dig, mig eller os?

Højhuse polariserer stadig. Men fra den ghettotyngede højhusfobi over nyere tids erfaring med Trump-neoliberale luksusobjekter vender stemningen sig til igen at give boligtårne en chance for at danne ramme om et solidarisk, urbant liv. På Bauwelts internationale kongres i Berlin var der nyt håb for højhuse.

Vi flytter opad. Arkitekturhistorisk har vi muligvis nået et vendepunkt, hvor bolighøjhuse bliver diskuteret og konciperet på en ny måde. I kølvandet på efterkrigstidens sociale højhusboligbyggerier blev byplanlægningsdebatten domineret af et ‘Jan Gehlsk’ højhustraume. Siden er boligtårne slået om i deres egen modsætning og blevet til gentrificerings-penthouses for velhavere. Men stillet over for den aktuelle bolig- og pladsmangel i storbyerne forekommer fordelene ved at bygge i højden oplagte på ny. Kan vi genopfinde højhuse, som giver plads til beboere med forskellige indkomster og integrerer sig i byen?

Kolde fødder

Bolighøjhuse var tema for tidsskriftet Bauwelts årlige kongres i december. Chefredaktør Boris Schade-Bünsow kommenterede det dubiøse ved temaet. Mens andre temaer såsom den økologiske, produktive eller heterogene by giver anledning til konsensus, så giver højhuse kolde fødder og bekymringer. For hvordan skal fremtidens bolighøjhuse se ud for at blive en succes? Højhuse gør os usikre. Hvordan kan det enorme korpus integreres i byen?

Højhuse medfører ifølge Schade-Bünsow en række problematikker forbundet med økonomi, byplanlægning og sociale spørgsmål. Konstruktion og tekniske krav gør det dyrt at gøre et over 60 m højt hus tilgængeligt og udstyre det med alt. Boliger er bundet til ejendomsmarkedet, som hidtil har segregeret højhuse som sociale brændpunkter eller luksusboliger. Det har endnu ikke ladet sig gøre at skabe en arkitektur for fællesskab, mener Schade-Bünsow. Kan det lykkes os at bygge en vertikal landsby?

Visualisering af LIN Architektens lyse, tilgængelige typehøjhus. 2017. Visualisering: Ponnie Images

Fra RAF over Trump til ny solidaritet

Sociologen Heinz Bude skimter en ny fremtid for højhuse. Historisk set omgærdes højhuse ifølge Bude af to stemninger. For det første 60-70ernes højhus som et mærkeligt, hemmelighedsfuldt sted præget af tomhed, vidde og tungsind, billedliggjort af terrororganisationen Rote Armee Fraktions gidseltagning af arbejdsgiverpræsidenten Hanns Martin Schleyer i det såkaldte ‘folkefængsel’ – et bolighøjhus i en forstad til Köln. For det andet, det i Trump-stemning indhyllede, glatte højhus, hvorfra man kigger ud over samfundet og føler sig forvisset om sin egen styrke. Neoliberalismens højhus, en øvelse i indifferens og et statement for en tid, hvor kun de stærke kommer til at overleve.

Men i fremtiden, mener Bude, bliver to nye parametre vigtige: Bolighøjhuset behøver ikke længere at stå i en by med højhustradition. Living in Las Vegas, New York eller London er i dag passé, en travesti. Højhuset bliver snarere interessant i mellemstore byer og mindre storbyer som mere end bare en efterligning. Dertil er fremtidens bolighøjhus for Bude et integrativt hus. Her bor ikke længere den stærke ener, men mennesker, som er henvist til hinanden. I et samfund under økologisk pres og med en stigende social diversitet kan et bolighøjhus praktisere en ny solidaritet.

Liv og penge

Stefanie Frensch, direktør for et af Berlins største kommunale boligselskaber, HOWOGE, interesserer sig for, hvordan man kan gøre bolighøjhuse til livsrum og bygge dem billigere. Vi har brug for bolighøjhuset, mener hun. 80% af HOWOGEs boliger befinder sig i DDR-Plattenbau-komplekser, og de store strukturer har behov for supplering og videreudvikling, ikke mindst af byrumsstrukturerne. Tilgangen fra 70erne og 80erne må derfor revideres. I dag vil folk omgives af et levende gadebillede og aktive friarealer. Boligpræferencer styres snarere af kvarteret og blandingen end af arkitekturen og dens højde. Bolighøjhuse må således ikke være monostrukturelle, men er nødt til at afbilde og integrere den blandede by og skal også indeni organiseres som et kvarter. Der skal derfor skabes forskellige zoner af private, semiprivate og offentlige rum. De offentlige arealer, siger Frensch, skal fyldes med liv og forvaltes.

Højhuse er bekostelige bygninger, fastslår Frensch, grundet især brandsikring. Når vi kommer op over 22 m, stiger ekstraomkostningerne 10 til 20%, over 60 m mere end 30%. Hidtil har man kun udlejet 70% af det byggede bolighøjhus, mens vi i det normale etageboligbyggeri i mellemtiden har nået næsten 80%. Arkitekternes opgave er, for Frensch at se, dermed især at genorganisere livet i bolighøjhuset samt at omgås den økonomiske succesfaktor, som ligger i den andel af arealet, der kan udlejes.

Rumligt koncept for LIN Architektens typehøjhus. 2017. Illustration: LIN Architekten

Inklusion

I 2017 afholdt HOWOGE en konkurrence om typebolighøjhuse, som Berlin-tegnestuen LIN Architekten vandt med deres effektive udnyttelse af arealet, fleksible grundplaner, alsidige blanding af boliger og byggeklodssystem.

Finn Geipel, indehaver af LIN Architekten, fortæller, at tegnestuen forud for konkurrencen sammenlignede historiske højhusbyggerier i Paris og Berlin. I Paris fandt de de mest konfliktbelastede, og i Berlin de mere vellykkede eksempler, eksempelvis Hansaviertel, der blev opført som en international byggeudstilling i 1957 og i dag er eftertragtede. Hansaviertel blev ligesom de parisiske tårne opført serielt, men LIN Architekten identificerede flere kendetegn, som adskiller højhusene fra de parisiske. Konstellationen mellem bygningerne øger tætheden i omgivelserne, grundplanerne er mere innovative, og i de fleste huse er der fællesområder, hvor man kan mødes eller hænge vasketøj op.

Typehøjhuset tager en række af de aktuelle udfordringer op: Det er ca. 60 m højt og består af præfabrikerede byggeelementer, som gør det billigere. Fleksible grundplaner og fællesområder til eksempelvis co-working spaces, butikker eller café giver plads til et blandet liv og tillader forskellige offentligheder i huset samt tilpasning til den byplanmæssige kontekst. Med en sympatisk Lacaton & Vassal-agtig tilgang leverer LIN Architektens typehøjhus med dets varierede planer, vægt på lys og forbindelse til omgivelserne et inklusivt svar på aktuelle problematikker. Metropolerne har ikke brug for nye samlinger af højhuse, mener Geipel, men snarere punktuelle fortætninger som specifikke svar på særlige urbane strukturer.

Fleksible grundplaner i LIN Architektens typehøjhus. 2017. Illustration: LIN Architekten

God arkitektur

De fleste andre værkeksempler på kongressen lyser mere af luksus og bidrager ikke socialt til byen, men rent arkitektonisk.

Den tyske højhusinnovatør Ole Scheeren, der har været partner i OMA og tegnede CCTV sammen med Rem Koolhaas, har udfoldet især sig i asiatiske megabyer, men realiserer nu også et boligtårn i Tysklands mest højhusvante by, Frankfurt. Scheeren arbejder med højhustypologien på en måde, hvor der altid sker mere end blot en vertikalt repetitiv stabling af grundplaner. Hans højhuse er en tredimensionel udvikling af komplekse strukturer, hvor planer og hele bygninger forskyder sig skulpturelt, og haver skyder frem højt over byen. Imidlertid er det svært at tro på den sociale orientering mod fællesskabet, som italesat af Scheeren selv, i de spektakulære, utvivlsomt bekostelige byggerier.

Tilsvarende er schweiziske Buchner Bründler Architektens grønne boligtårn i Wabern Bern ikke et forsøg på at skabe billige boliger eller genopfinde bygningens offentlige tilgængelighed, men til gengæld på at bevare grønne friarealer og trods højden blende ind i de naturlige omgivelser med en elegant, organisk, grøn facade. Bygningen tilbyder høj boligkvalitet og har en tiltalende udstråling.

illustation: Buro-OS
Opførelsen af Ole Scheerens Riverpark Tower ved floden Main i Frankfurt, en ombygning af en betonkontorbygning, starter i 2018. Visualisering: Buro-OS

Fortætning

Tidligere direktør for Bauhaus i Dessau, Philipp Oswalt, har i avisen Tagesspiegel beklaget, at Berlins mange tomrum bliver fortæret af banaliteter. Byens potentiale for tæthed i form af højde er ikke blevet udfoldet. Oswalt nævner bl.a. Berlins byplanlægningspolitik, der blindt fokuserer på den museale, historiske by som grund til anti-tæthedskulturen.

Sandt nok præges Berlins byudvikling af konservatisme og investorskodarkitektur, og der findes ingen nyere eksempler på en vellykket fortætning af den indre by med højhuse med betalelige boliger og nye boligformer. Højhuse kunne være en chance for at fortætte eksisterende boligkvarterer, ikke for profittens skyld, men for den sociale merværdi. Udfordringen bliver nu at bevise, at man kan fortætte byen ved at bygge højhuse med billige boliger i centrum af byen.

Buchner Bründler Architektens Garden Tower i Bern genfortolker bolighøjhuset i udkanten af storbyen. Foto: Michael Blaser
Buchner Bründler Architektens Garden Tower i Bern genfortolker bolighøjhuset i udkanten af storbyen. Foto: Michael Blaser